Prøv avisen

Problemet med menneskerettighederne

KRONIK: Menneskerettighedernes iboende vokseværk og alt for høje status bliver mere og mere et synligt problem i den vestlige verden. Som praktisk politisk instrument kan de naturligvis bruges i kampen mod autoritære regimer, men rettigheds- tænkningen kan ikke selv sige stop, for der er ikke indbygget begrænsninger

Efter Berlinmurens fald er der sket en stigende orientering mod menneskerettighederne som grundlaget for både moral og politik. Da den indskrænkende opdeling i »højre« og »venstre« endelig slog synlige revner og siden smuldrede som horisont for politikken, indtog menneskerettighederne tilsyneladende det ryddede område, hvor muren havde stået. Den almindelige debat og et skønsomt udvalg af de sidste ti års kronikker ville kunne dokumentere det.

Også den nu afgåede Nyrup-regering kan ses som et udtryk for det med erklæringen om, at 1990´erne skulle være et moralens årti. Moralen og politikken var hermed limet tæt sammen, og menneskerettighederne var bindemidlet.

Selvom forbløffende mange - f.eks. 150 udøvende kunstnere i en annonce (den 15. november) - enten ikke har opdaget det eller ikke vil anerkende det, blev det den endelige aflivning af »højre« og »venstre« i politik. Det har f.eks. vist sig ved, at flere garvede folk fra den gamle venstrefløj uden problemer er blevet entusiastiske tilhængere af menneskerettighederne, samtidig med at netop forestillingen om menneskerettigheder var med til at undergrave kommunismen og den reelt eksisterende socialisme. Eller det har vist sig ved, at 150 udøvende kunstnere tror, at menneskrettighederne er venstreorienterede og humanismen det samme. Menneskerettighederne synes nu at være udset til at løse, hvad der ikke lykkedes for hverken kommunisme, kulturradikalisme eller socialdemokratisme af enhver art: at binde moral og politik meget tæt op på hinanden.

Når det sker, skal ikke blot politikken og især politikerne være bundet af moralske normer, hvilket turde være en selvfølge. Politikken bliver ansat til også at løse moralske problemer. Indvandringen er det oplagte eksempel. Her afsløres det, at en politik, moralsk og stræbsom på borgernes vegne og baseret først og fremmest på menneskerettighederne, er magtesløs over for de vanskeligheder, som indvandringen rejser. Den er f.eks. meget vanskelig at begrænse. Lige så vanskeligt bliver det at vinde ørenlyd for det faktum, at nogle indvandrere er vanskeligere at integrere end andre (for slet ikke at tale om dem, som er umulige). Og når man alligevel gør opmærksom på det, er man netop blevet skudt smålig eller menneskefjendsk moral i skoene, endda racisme (jf. leder i Politiken den 8. november). Den horisont, som forestillingen om menneskerettigheder aftegner, kan imidlertid ikke indfange de problemer, som indvandringen har givet. Valgresultatet viser det.

Op gennem historien er der sket en udvikling i opfattelsen af menneskerettighederne, og i de senest forløbne 10-15 år har den været så markant, at de er gået fra at være socio-liberal-demokratiske eller »højreorienterede« til at være det hele. Udviklingen gælder i forhold til den tænkning, de udspringer af, at mennesket indiskutabelt, fra naturen eller fra Gud eller i kraft af en kritisk fornuft (jf. Johs. Adamsen i Kristeligt Dagblad den 30. oktober), er udstyret med rettigheder. Og det gælder i forhold til de praktiske, politiske konsekvenser.

Fra at være tænkt som en beskyttelse af individet mod først og fremmest staten (USA, Frankrig) til at være en regulerende faktor stater imellem og international beskyttelse af borgerlige rettigheder plus lidt mere (FN), ser de nu ud til at være blevet EU´s og i nogen grad nationalstaternes grundlag for at kontrollere borgerne (Østrig-sagen, Europarådets rapport, Overvågningscentret i Wien, EU´s charter om menneskerettigheder, som sine steder kan minde om et socialdemokratisk partiprogram).

Denne udvikling er i Danmark blevet mødt med dyb skepsis. Den opfattelse synes udbredt, at vi er i færd med at få trukket nogle aldeles unødvendige rettigheder ned over hovedet. Historisk set har udviklingen bevæget sig fra revolutionære forhold til normale forhold. Og det er muligt, at menneskerettighederne og især den vækst, der er sket i dem, formodentlig fra og med FN-erklæringen, kun er anvendelige mod og i totalitære stater. Det bør man i det mindste ofre en tanke på.

I hvert fald synes visse dele af det nævnte EU-charter at være mere restriktive, end vi er vant til det i Danmark. Det gælder f.eks. kap. 4 om solidaritet, hvor en del almindelige og rimelige regler er ophøjet til menneskerettigheder. Jo flere regler, der således ophøjes, jo mere tyndslidte vil de blive, hvilket igen vil kræve endnu flere ophøjelser. Det gælder i det hele taget som en tommelfingerregel, at jo flere regler et samfund belemrer sig selv med, jo dårligere bliver den moral, som reglerne egentlig skulle understøtte, hvad menneskerettighederne ikke har taget højde for, og hvad deres frontkæmpere tilsyneladende heller ikke har sans for.

Tendensen er altså mod det mere og mere omfattende, samtidig med at selve dette at tænke i rettigheder har udstyret mennesker med forventninger om at få næsten ethvert krav opfyldt. Man skal blot hævde det som en rimelig eller velerhvervet rettighed. Menneskerettighedernes status som politisk grundlag for (næsten) alting har understøttet en rettighedstænkning i al almindelighed, som har svært ved at finde modsigelse. Vi er blevet et folk, som tænker i rettigheder og krav, og menneskerettighederne er selvsagt ikke velegnede til at afbalancere en sådan tænkning. Det trænger den til.

Der er således ikke tale om at undsige menneskerettighederne i enhver henseende, men om at begrænse dem. Det kan de ikke selv finde ud af, og det er, hvad der i grunden er i vejen med dem: Der er ikke indbygget begrænsninger. Den moderne rettighedstænkning har ikke, sådan som den eksempelvis kommer til udtryk i EU´s charter, en artikuleret forestilling om, hvad den ikke kan bruges til. Hvor hører rettighederne op? Eller bygger de på noget andet end sig selv?

Menneskerettighederne vil ikke blot være universelle i den forstand, at de gælder alle mennesker overalt på jorden, at de altså skulle være naturgivne, givet af Gud eller en del af den universelle, kritiske fornuft. De vil også gælde i alle forhold. I hvert fald forvaltes de sådan (jf. de mange kommissioner og rapporter), for vi hører aldrig om, hvad menneskerettighederne ikke kan. Derfor forsøges de brugt til at løse alle slags problemer - lige fra tortur til tørklædeproblemer. Det forekommer ude af proportioner.

Grænsen for menneskerettighederne kunne f.eks. trækkes ved, hvad vi plejer at kalde de borgerlige rettigheder. De er udtryk for en beskyttelse, som ingen hverken kan eller vil undvære. De er lighed for loven, ytrings- og forsamlingsfrihed, foreningsfrihed, næringsfrihed o.a. Her drejer det sig om grundlæggende forhold, hvis grænser altid står til debat, så at de med andre ord kan indrettes efter konkrete omstændigheder - om landet er truet eller i krig f.eks., eller om privatlivets fred står i begreb med at blive krænket.

Deres praksis er aldrig fastlagt en gang for alle, fordi de er overordnede, principielle størrelser for politikken, men ikke for moralen. De er uden tvivl inspireret af moralske menneskers moralske holdninger, men det betyder ikke, at de som politiske arbejdsredskaber skal løse moralske problemer. De kan højst værne moralen. Man kunne sige, at de først og fremmest skal hævdes med henblik på at få politikken til at fungere, idet man bør erindre sig, at politik er en praktisk virksomhed. Det drejer sig om at få et samfund til at fungere, med hvad det nu måtte rumme af modsætninger og indenfor visse fastlagte grænser, og til det er visse principper nødvendige.

Orienteringen efter de borgerlige rettigheder som nogle blandt flere andre principper har vist sig at være uhyre vellykket. Det er der god grund til at værne om. At udvide rettighederne med endnu et sæt principerklæringer eller et regelsæt og dertil hørende institutioner og bureaukrati eller ændringer af Grundloven er både farligt og politisk dumt. Politisk dumt, fordi det vil splitte befolkningen endnu mere, end den allerede er i kraft de to afgørende politiske spørgsmål - indvandringen og forholdet til EU. Farligt, fordi det vil være en yderligere overophedning af menneskerettighederne.

Problemet med menneskerettighederne bliver kort sagt deres iboende vokseværk og deres for høje status. Som praktisk politisk instrument eller som et blandt andre bidrag til den kritiske fornufts virksomhed, der er bevidst om ikke at have født sig selv, kan de bruges. Men næppe længere som offensivt politisk instrument i den vestlige verden, hvor de indgår som selvfølgeligheder, der dog ikke er mere selvfølgelige, end at de skal beskyttes. Enten bruges de til at løbe åbne døre ind med, eller de vokser sig store og bliver overvægtige; det betyder, at de vil for meget. Det er måske, hvad der ses i den overvægtige danske stat, der har påtaget sig for mange opgaver. Den er som en papirspisende larve, der bliver stadig større, men aldrig forvandler sig.

At bruge de borgerlige rettigheder politisk defensivt vil være ensbetydende med at værne dem, og det ville være en passende opgave for staten. Det defensive udgangspunkt ville endda kunne lægge en dæmper på rettighedstænkningen i al almindelighed. Det ville måske og i bedste fald forhindre, at vi uden modsigelse fortsat fører os frem med, hvad vi har ret til. Et defensivt udgangspunkt ville kunne henvise os til pligterne før rettighederne. Dermed ville politikken igen og indirekte pege på moralen, som den ikke blot har stærkt brug for, men er afhængig af. Det kan politikken på den anden side ikke gøre så meget ved - i grunden.

Der skal langt stærkere kræfter til, som politikken hverken kan eller bør råde over. n