Lektor: Professionelle i det offentlige fratages personligt ansvar og fagligt skøn

Uden tillid til faglige skøn og et personligt ansvar på jobbet, findes der ikke et demokratisk humanistisk samfund. Kun et teknokrati, skriver lektor, cand.pæd. Iben Benedikte Valentin Pedersen

”Uden tillid til faglige skøn og et personligt ansvar på jobbet, findes der ikke et demokratisk humanistisk samfund. Kun et teknokrati,” skriver lektor, cand.pæd. Iben Benedikte Valentin Pedersen. – Arkiv
”Uden tillid til faglige skøn og et personligt ansvar på jobbet, findes der ikke et demokratisk humanistisk samfund. Kun et teknokrati,” skriver lektor, cand.pæd. Iben Benedikte Valentin Pedersen. – Arkiv. Foto: Maskot/ Ritzau Foto.

REGERINGENS FORSØG på at implementere ”metoder, der virker” i den offentlige sektor vil eliminere det personlige ansvar. Sygeplejersker, lærere og pædagoger skal nu kunne udskiftes nærmest midt i en bevægelse, så ledere kan forandre enhver organisation lynhurtigt og uden modstand fra de ansatte.

De fleste professioner i den offentlige sektor mærker det! Der kan ikke foretages hverken personlige eller faglige vurderinger længere. Ikke overvejes forholdet mellem hvad, hvordan og hvorfor, og man kan ikke længere træde i karakter som fagpersonlighed. Indadtil fører det til en professionsdepression og personlig afmagt. Udadtil skaber det en fare for, at vores samfund ophører som demokratisk og humanistisk. I 1965 advarede højskoleforstander Knud Hansen os om, at Anden Verdenskrig kan gentage sig med videnskabens og teknologiens dominans:

”(…) vi skubber ansvaret fra os og overlader det til de sagkyndige. Men det er ikke nogen ufarlig ting at gøre det. At skaffe sig af med ansvaret er nemlig til syvende og sidst det samme som at skaffe sig af med friheden og at skaffe sig af med sin demokratiske ret til at tage del i samtalen.”

I forhold til lærerprofessionen kan dette eksemplificeres ved, at professor i pædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole Jens Rasmussen i sommeren 2010 talte for at indføre videnskabelige metoder, som et alternativ til de studerendes kritiske tænkning. Han skrev i DPU’s månedsblad:

”Syntesen mellem teori og praksis får lov til at foregå i den enkelte lærerstuderendes eget hoved. Det er ikke godt nok, når vi faktisk har veldokumenteret viden om og metoder, der kan vejlede lærerstuderende og lærere i differentiering af undervisningen på kyndig vis. Det er det, vi ser i Canada og Singapore.”

JENS RASMUSSEN FIK HELD med at ændre læreruddannelsen, og i 2013 blev læreruddannelsens formålsparagraf omskrevet fra, at lærerstuderende skulle ”bidrage til at fremme den studerendes personlige udvikling samt bidrage til at udvikle deres interesse for og evne til aktiv medvirken i et demokratisk samfund” til, at den studerende skal ”tilegne sig viden og de færdligheder, der er forudsætningen for at virke som faglig, pædagogisk og didaktisk kompetent lærer i den danske folkeskole i henhold til folkeskolens formål”.

Ændr folkeskolens formål, og du ændrer læreruddannelsens formål. At styre teknokratisk og fra toppen kan gøres hurtigt og friktionsløst i dag. Professionshøjskolerne tager i dag del i denne proces. Som med så mange andre offentlige professioner i årtusindeskiftet var denne bevægelse et generelt opgør med den kantianske og grundtvigske arv: Ind kom en angelsaksisk snæver, nærmest positivistisk videnskabsforståelse, der har elimineret forestillingen om det personlige ansvar. Det ansvar, der ved hjælp af vores pædagogiske institutioner møjsommeligt har udviklet et kontinentalt kritisk folk. Folk, der ved og er opdraget til, at de er personligt forpligtede som moralske væsner på et menneskeligt samfund.

Med det senmoderne blev en snæver positivistisk angelsaksisk behavioristisk forestilling løsningen på kompleksiteten. Den ”rigtige” metode blev forstået som sammenhængskraften i samfundet. Folkets erfaring er ikke længere en vigtig kritisk instans ved siden af videnskaben og teknologien. Snævre videnskabelige resultater er blevet til en ny middelalderlig dogmatik. I bund og grund et radikalt opgør med oplysningstiden.

Vi er kort sagt endt i det førmoderne, nu med teknologien som det altødelæggende redskab. Dette betyder, at sygeplejersker, lærere og pædagoger i øjeblikket alene skal måle og dokumentere. Der er ikke længere tid til kollegiale samtaler og faglige vurderinger, og enhver, der føler et personligt ansvar, bliver bedt om at ”sænke overlæggeren”.

Oplysningsfilosoffen Immanuel Kant (1724-1804) mente, at det moderne myndige menneske måtte udvikle tre dyder: Evnen til 1) at kunne tænke kritisk ud fra sin egen autonomi, 2) at kunne indføle sig i ethvert menneske og 3) at være i overensstemmelse med sig selv. I opgøret med teokratiet blev fornuften nu menneskets mulighed for at tage et personligt ansvar.

N.S.F. GRUNDTVIG (1783-1872) formulerede herhjemme en kritik af Kant. Grundtvig tog afstand fra Kants fornuftsdyrkelse, der indebærer tanken om, at mennesket er sin egen erkendelsesmæssige – og moralske lovgiver. Ifølge Kant, nøjes fornuften nemlig ikke med at finde den orden, der er indlagt i tilværelsen. Fornuften foreskriver så at sige denne orden. Denne filosofiske konstruktion vendte Grundtvig på hovedet ved at hævde (som også Løgstrup og Kierkegaard): Det eksisterende menneske går forud for det erkendende menneske.

Uanset forskellen på den tyske og den danske oplysningstid, så mente begge, at oplysningen først og fremmest er et personligt anliggende; at vi har et kald, som retter sig mod den enkelte, og som tilsiger ham at befri sig for sin tilstand af umyndighed. Naturen har – ved for længst at have kendt menneskene ”fri for fremmed styrelse” – udspillet sin rolle i processen. Den hverken hæmmer eller befordrer oplysningen, men har så at sige overladt det til mennesket selv at tænke og handle for egen regning og risiko.

Uden forestillingen om mennesket som en mulighed, som en tilblivelse, som personligt ansvarlig, så reduceres vi til dyr eller maskiner. Det er det, som vi ser i skolerne i øjeblikket. Med overgangen fra forestillingen om et dannelsesideal til vores dogmatiske brug af videnskabelige læringsteorier har vi reduceret eleverne til midler, til ren empiri; til forudsigelige størrelser. Hermed er praksis væk. For praksis betyder, at menneskets potentialer opdages i fællesskabet med andre. Menneskelivet er frit og findes i tiden. Ikke som en abstraktion eller konstruktion i et excelark.

I øjeblikket synes det helt evident, at regeringen ikke ejer denne elementære forestilling om mennesket som ansvarligt. I stedet for at forstå professioner (eksempelvis sygeplejersker, lærere og pædagoger) som et fagfællesskab af myndige mennesker med viden, kunnen og holdninger, der gør dem i stand til at foretage skøn, så bliver professionelle behandlet som børn eller ufaglærte, og metoder og manualer bliver hermed gjort obligatoriske uden mulighed for fagpersonlige vurderinger fra sag til sag, fra person til person, fra sted til sted og så videre.

MEN MENNESKET kan kun realisere sin autenticitet og personlighed, når det vil noget uden for sig selv; når det føler sig forpligtet; når det opdager sit personlige ansvar. Fra vuggestue til arbejdsplads til plejehjem er det nu ikke længere muligt, fordi en social engineering har overtaget vores mulighed for at tage valg og føle ansvar og vilje. Med Singapore som forbillede er vi blevet individuelle brikker i et fragmenteret teknologisk system, hvor vi lynhurtig repareres ved hjælp af kognitiv terapi, hvis vi ikke kan holde til afmagten.

Tidligere højskoleforstander Hans Henningsen husker os på: ”Hvad Grundtig ville, var derimod at bringe tingene frem i lyset til folkelig debat inden for den ramme, som førende samfundsfilosoffer nu kalder ’livsverdenen’. Dette betød intet mindre end, at videnskaben fik en instans ved sin side.” Videnskaben er ingen sandhed. Tværtimod. Videnskaben er en sparringspartner, en inspiration, en refleksionsmulighed. Ellers har man totalt misforstået, hvad oplysningstiden handlede om.

Hvis vi fortsætter med de arbejdsvilkår, som fagpersonligheder som sygeplejersker, lærere og pædagoger i øjeblikket får, så er vi på vej ud af oplysningstiden og ind i en førmoderne tilstand. Vi fratager professionelle i det offentlige deres personlige ansvar og faglige skøn i forsøget på at måle, styre og kontrollere. Men uden tillid til faglige skøn og et personligt ansvar på jobbet, findes der ikke et demokratisk humanistisk samfund. Kun et teknokrati. Menneskelivet kan ikke styres og kontrolleres, men kvalificeres og vitaliseres.

Iben Benedikte Valentin Pedersen er lektor, cand.pæd. og master.