Prøv avisen
Debat

Tak til Marie Høgh - hun får det ikke let fra nu af

Jeg vil derfor gerne dele et par oplevelser, jeg har haft, inden jeg endeligt opgav at blive præst i den kirke, som min mors præsteslægt ellers har tjent gennem mange generationer, skriver cand.theol, der takker Marie Høgh (på billedet) for at stå fast i debatten om præsters politiske tilhørsforhold Foto: Palle Peter Skov

Man er i folkekirken næsten sygeligt optaget af ansøgeres mulige politiske ståsted, hvis man fornemmer, at det er til højre for midten, men ser ikke, at man selv er dybt politiserende, skriver cand.theol

DA MENIGHEDSRÅDET i Ribe Domkirke for en del år siden skulle vælge en ny domorganist, var der en kandidat, som var fraskilt, og nogle ytrede betænkeligheder ved dette.

Søren Krarup, som var medlem af menighedsrådet i sin egenskab af kapellan ved domkirken, sagde, at dette forhold intet havde at gøre med organistens evner som organist. Så blev han ansat. Organisten glemte aldrig Krarup for at have stået fast på det principielle.

En sådan karakteristik kan man desværre ikke give ret mange af de toneangivende i folkekirken. Da sagen om Marie Høghs ansættelsessamtale i Berlin begyndte at rulle, stod blandt andre lektor Hans Raun Iversen og domprovst Anders Gadegaard frem med udtalelser om, at unge tidehvervsfolk ligger, som fædrene har redt (Raun Iversen), og at man ganske vist ikke må spørge til en ansøgers partibog, men gerne om, hvordan vedkommende forholder sig til udlændinge og integration (Gadegaard).

Jeg er personligt glad for, at de to har været så klare i mælet, for i en del år har jeg som ansøger i folkekirken følt, at jeg har kæmpet mod en usynlig modstander. Det har været lige fra de flakkende blikke og menighedsrådsmedlemmer, der bliver urolige, når de hører, at man føler sig teologisk hjemme i Tidehverv, til direkte spørgsmål om politisk ståsted.

Jeg vil derfor gerne dele et par oplevelser, jeg har haft, inden jeg endeligt opgav at blive præst i den kirke, som min mors præsteslægt ellers har tjent gennem mange generationer.

Jeg skulle engang søge embede i Vendsyssel, hvor man var meget glad for min prøveprædiken. En menighedsrådsformand opførte sig dog til den efterfølgende samtale aggressivt, talte konsekvent grimt om Tidehverv og ”de skrækkelige fætre” (der menes Jesper Langballe og Søren Krarup, red.), og så insisterede hun på at få at vide, om jeg var politisk engageret.

Det var og er jeg, i Dansk Samling, som spillede en stor rolle i modstandsbevægelsen, og som har huset så stor en teolog som Regin Prenter. Jeg er aktiv som læserbrevsskribent, men aldrig har jeg skrevet noget, jeg ikke kan stå inde for som præst.

Tidehverv og Dansk Samling er mit åndelige udgangspunkt, teologisk og kristeligt-nationalt. Jeg føler ingen grund til at være flov over det, for det er aldrig had, som har drevet mit engagement, men kærlighed til mit land, mine landsmænd og min familie, og det er en del af min offentlige profil, som jeg dog ikke skilter med i mine ansøgninger. For jeg ved naturligvis, at jeg som præst skal være præst for alle, og hvorfor i alverden skulle jeg ikke kunne være det? Jeg ville faktisk ikke ane, hvordan jeg skulle præsentere min politiske virksomhed i en ansøgning, så den virker relevant i forhold til embedet.

Menighedsrådet i Vendsyssel var i deres gode ret til ikke at ansætte mig, og det er jeg på sin vis glad for, at de ikke gjorde, men jeg stod som ansøger med hatten i hånden, og de har handlet ulovligt ved at spørge ind til mit politiske engagement. En efterfølgende klage til provsten medførte intet andet end tavshed.

Efter at have oplevet menighedsrådsformanden i Vendsyssel på slap line kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at hun sikkert aldrig er blevet spurgt om sit politiske ståsted. Jeg tænkte også på, hvorledes det må være at komme i hendes varetægt som sygplejerske, især hvis hun kender patientens politiske holdning. Kan medlemmer af Dansk Folkeparti være sikre på at få en god behandling hos hende? Man må håbe, at hun er professionel, men hvorfor troede hun ikke, at jeg kunne være professionel i mit embede?

Hvorfor tror biskoppen, domprovsten og kulturattacheen i Berlin, at Marie Høgh ikke kan være professionel? Hun er kendt i menigheden og har ikke stukket ud ved andet end dygtighed og venlighed.

Med hensyn til folkekirken kom svaret i kølvandet på affæren i Berlin, hvor flere nu åbent har erklæret, at folkekirkens kristendom ligger i forlængelse af Radikale Venstres syn på flygtninge og udlændinge.

Det forklarer også, hvorfor en præst kan misbruge sin kirke og nogle irakiske flygtninges ulykkelige situation til at forsøge at ændre en lovligt valgt regerings udlændingepolitik, uden at det får konsekvenser for ham, mens kandidater, som har et afvigende syn på udlændingepolitik (og på homoseksuelles ret til vielse), kun får embede, hvis et menighedsråd er stærkt og insisterer derpå.

Man er altså i folkekirken næsten sygeligt optaget af ansøgeres mulige politiske ståsted, hvis man fornemmer, at det er til højre for midten, men ser ikke, at man selv er dybt politiserende, og at man har flyttet den moralske dom fra det sædelige til det politiske. Alligevel vil jeg slutte af med at takke både Raun Iversen og Gadegaard for endelig at være stået frem, men allermest vil jeg takke Marie Høgh, fordi hun havde modet til at fortælle om de faktiske forhold for (nogle) ansøgere i folkekirken. Hun får det nemlig ikke let fra nu af.

Marianne Wagner, cand.theol., Lurøy, Norge