BISKOP KARSTEN NISSENS kronik i Kristeligt Dagblad den 28. marts er noget af det klogeste, der længe er skrevet om den danske folkekirke. Med udgangspunkt i en stærk medleven i sit stifts liv gør han sobert rede for folkekirkens tilstand som han ser den.
LÆS OGSÅ: Selvfølgelig har folkekirken en fremtid efter den nuværende storm
Som forsker og underviser i teologi er jeg naturligvis især glad for hans betoning af vigtigheden af at universiteterne giver en god teologisk uddannelse. Som K.E. Løgstrup har sagt: Folkekirken står og falder med troværdigheden af dens budskab. Og en nødvendig betingelse for at give det kristne budskab troværdighed i en sekulariseret og pluralistisk verden er teologisk refleksion. Troværdigheden kan ikke erstattes med surrogater.
Der er dog et enkelt punkt, hvor jeg synes, Karsten Nissen slipper for nemt om ved problemerne. Han refererer til den opfattelse, at folkekirken tilsyneladende ikke har noget svar på de udfordringer, den står over for. Og så gør han overbevisende gældende, at folkekirken hverken bør have en pressestrategi eller en spindoktor. Folkekirken bygger på menighederne og dermed på menighedsrådene.
Men alternativet til at lade alt bero på menighederne er jo ikke at gøre folkekirken til en interesseorganisation med spindoktorer og så videre. Folkekirken er også en national institution, så det nævnte spørgsmål står tilbage: Hvorfor har folkekirken ikke et svar? Vi kender alle sammen forklaringerne: Ingen kan tale på folkekirkens vegne og så videre. Men det er jo et dogme, som i lyset af den nuværende situation burde tages op til overvejelse.
Jeg tænker naturligvis på den situation, regeringen har stillet folkekirken i ved i sit forslag til ændring af ægteskabsloven (forslag L 106) at give personer af samme køn mulighed for at indgå ægteskab ved en kirkelig handling. Forslaget indebærer to helt forskellige nydannelser: For det første kan to personer af samme køn indgå ægteskab i juridisk forstand. For det andet anerkender folkekirken det såkaldt kønsneutrale ægteskab.
Det er den sidste nydannelse, der stiller folkekirken i en prekær situation. Anerkendelsen af det kønsneutrale ægteskab er uden tvivl et indre kirkeligt anliggende. Anerkendelsen er imidlertid ikke besluttet af kirken selv, men bliver pålagt den af den verdslige lovgiver.
Det er der intet galt i, hvis man henholder sig til den gældende kirkeordning, der jo gør Folketinget til folkekirkens synode. Og derfor har kirkeminister Manu Sareen (R) ret i sit forsvar for lovforslaget her i avisen den 31. marts. Ikke desto mindre er lovforslaget hvis det bliver vedtaget et indgreb i folkekirkens indre anliggender.
Frem for at hengive sig til forargelse over Manu Sareen og Karen Hækkerup (S) burde man dog rette blikket mod folkekirken og tænke over Karsten Nissens spørgsmål: Hvorfor har folkekirken ikke et svar på regeringens udfordring? Det har folkekirken ikke, fordi den har lullet sig i søvn ved dogmet om, at ingen kan tale på dens vegne.
Forslag L 106 udfordrer folkekirken til en samlet reaktion, og der er ikke andre end biskopperne til at give den. Biskopperne er imidlertid i denne sag fremtrådt som en flok individualister, der løber i hver sin retning og giver hver sit besyv om sagen. Men biskopperne må jo ikke optræde med en enig stillingtagen, for de udgør ikke et bispekollegium, og deres møder er kun teselskaber! Hvem siger i grunden det?
Ifølge den nyeste fremstilling af kirkeretten kan biskopperne ikke med retlig gyldighed optræde som kollegialt organ. Det forhindrer dem jo ikke i at optræde i enighed med teologisk vægt. Men de er jo ikke enige om, hvorvidt folkekirken bør indstifte homoseksuelle ægteskaber! Nej, men så burde de søge enigheden dér, hvor den kan findes. Og i den konkrete sag burde der kunne findes enighed om at afvise en folkekirkelig overtagelse af det kønsneutrale ægteskab på nuværende tidspunkt.
I mit sind er der ikke skygge af tvivl om, at et fast forhold mellem to homoseksuelle kan betragtes som et ægteskab i kristelig betydning. Jeg beundrer den opfindsomhed, mange modstandere lægger for dagen i deres iver efter at finde argumenter til støtte for deres fordomme. Men jeg må tage til efterretning, at nogle mener at have en teologisk begrundelse for deres afvisning.
Den kirkelige uenighed bør ikke tilsidesættes med en politisk magtdemonstration. Det burde biskopperne afværge og sikre folkekirken ro til at tænke problemstillingen igennem på en ordentlig måde.
At krisen mellem regering og folkekirke så på længere sigt kalder på en kirkeforfatning, er en anden sag.