Professor: De nationale argumenter i slaget om EF tabte. De økonomiske vandt

Økonomiske gevinster eller national selvbestemmelse? Fredsprojekt eller kapitalistisk klub? Gennem 50 år har Danmark danset med EU i modsætningernes dansehal. Men hvilke argumenter afgjorde egentlig, at det blev et klart ja til dansk medlemskab af EF dengang i 1972? Professor og ekspert i europæisk integration Thorsten Borring Olesen giver sine bud

For modstanderne af EF var problemet ikke kun, at man skulle afgive suverænitet, og at EF var overnationalt. Problemet var dem, man skulle dele suveræniteten med, siger professor Thorsten Borring Olesen
For modstanderne af EF var problemet ikke kun, at man skulle afgive suverænitet, og at EF var overnationalt. Problemet var dem, man skulle dele suveræniteten med, siger professor Thorsten Borring Olesen.

"Arbejderen i EF", står der på plakaten.

Han er blevet udstyret med et trist klovneansigt, har revet sit hjerte ud og står nu og presser blodet ud af det, så det drypper ned i mundene på Europas kapitalister.

Op til folkeafstemningen om dansk tilslutning til EF (i dag EU) i 1972 brugte især modstanderne stærke farver og billeder for at få danskerne til at stemme nej.  En enkelt ja-plakat skilte sig kunstnerisk ud med en tegning af glade, cyklende kvinder med dannebrogsflag og et "ja" på deres cykelstyr, men ellers var der ikke mange følelser på spil i tilhængernes plakater.

Som regel bar de blot det simple budskab: "Ja til Europa".

Forskellen i kommunikationen var et spejl af de af argumenter, tilhængere og modstandere brugte i den ophedede debat op til folkeafstemningen for i morgen præcis 50 år siden 2. oktober 1972. Valgdeltagelsen på 90,1 procent blev den højeste i dansk parlamentarismes historie, og debatten blev hård, delte mange familier og venner og har sat spor i dansk politik lige siden.

Professor Thorsten Borring Olesen fra institut for kultur og historie ved Aarhus Universitet har op til 50-årsjubilæet for folkeafstemningen skrevet bogen "Den svære dans – Danmark og det europæiske samarbejde".

Den fortæller historien fra de spæde tanker i 1950'erne om at knytte Danmark til det europæiske handelssamarbejde, over den første ansøgning om EF-medlemskab i 1961, over folkeafstemningen i 1972 og de følgende otte folkeafstemninger om EU-forhold frem til dagens EU-debat.

Men det afgørende skridt ind i EF blev taget i 1972 sammen med Storbritannien. Ifølge Thorsten Borring Olesen havde modstanderne og tilhængerne to helt forskellige tilgange til kampagnerne forud for afstemningen.

For tilhængerne var der to hovedargumenter for at stemme ja. Det ene gik på de økonomiske fordele for landbrug og industri, det andet på muligheden for at sikre Europas fred ved et tæt samarbejde mellem især Tyskland og Frankrig. Men det første blev markedsført langt stærkere end det andet.

Modstanderne slog derimod hårdt på de politiske farer ved at gå med i EU, pointerer han.

Det handlede om truslen mod dansk selvbestemmelse, afgivelse af suverænitet og frygten for, at EF ville ende som en union. Politisk blev modstanden især båret frem af venstrefløjen, og derfor advarede modstanderne også om, at Danmark ville blive trukket ind i en "kapitalistisk klub" og blive tvunget til at støtte en militaristisk udvikling i Europa.

Hvis vi begynder med tilhængerne, hvad var så bagtæppet for, at landbrugets økonomi kunne blive det vigtigste tema for deres argumentation?

"Der er faktisk to interessante bagtæpper for det," siger Thorsten Borring Olesen.

"Ved at træde ind i EF sammen med Storbritannien fik Danmark rent økonomisk forenet sine to hovedmarkeder inden for det samme handelssamarbejde. Danmarks problem op gennem 1960’erne var, at Europa var delt i to handelsblokke, EF og Efta, og Danmarks to hovedmarkeder befandt sig i hver sin blok."

"Samtidig inkluderede den blok, Danmark var medlem af, Efta, ikke frihandel med landbrugsvarer. (Efta var dengang et handelssamarbejde mellem Storbritannien, Danmark, Norge, Sverige, Schweiz, Østrig og Portugal, red.)"

"Ved at træde ind i EF fik man opløst det dilemma. Nu var der én blok, som omfattede begge markeder," fortæller Thorsten Borring Olesen.

Han tilføjer, at det samtidig lykkedes at få en frihandelssaftale mellem EF og Sverige og Norge, så Danmark undgik at få en toldmur ned gennem Øresund og Kattegat. De nordiske lande var nemlig også vigtige samhandelspartnere for Danmark.

"Det andet bagtæppe var, at dette indskrev sig i en meget større debat om velfærd. Det økonomiske perspektiv spillede en stor rolle for Socialdemokratiet og også for det velfærdsprojekt, man havde gang i. Det blev tænkt sådan, at hvis man skulle ekspandere velfærdsstaten yderligere, var det vigtigt, at man havde de nødvendige økonomiske rammer til det", siger han.

Velfærdsstaten blev udvidet voldsomt gennem 1960'erne, hvor samfundet samtidig oplevede stor økonomisk vækst. Problemet var, at det var vækst for lånte penge, og landet havde konstant store underskud på betalingsbalancen. Det underskud kunne reduceres, hvis industri og landbrug fik bedre muligheder for at eksportere flere varer og tjenester til andre lande i Europa. Det kunne ske ved at blive medlem af EF.

"Det skete også, men ligesom vi trådte ind i EF, brød oliekrisen ud. Det betød, at for mange mennesker var gevinsten ved medlemskabet ikke til at se. Man kunne kun se, at man fik højere priser, og at mange ting blev dyrere. Så skuffelsen over medlemskabet blev hurtigt ret stor. De økonomiske gevinster, man stillede i udsigt, var der faktisk, men de blev skjult af oliekrisen," siger Thorsten Borring Olesen.

Så var der de politiske argumenter for og imod EF. Afstemningen fandt sted i en periode, da mange stadig kunne huske Anden Verdenskrig og konflikterne mellem Tyskland og Frankrig. Hvorfor fik ja-sidens argument om EF som et fredsprojekt så lidt betydning for debatten?

"Ja, det slog ikke igennem. Når det gjorde, var det nærmest med modsat fortegn. Den tidsmæssige korte afstand til Anden Verdenskrig og frygten for Tyskland blev brugt af nej-siden som argument for, at vi ikke skulle træde ind. Vi ville risikere at blive underlagt tysk kapital eller tysk militarisme og så videre. Det var en figur i nej-sidens argumentation."

Det lyder ikke umiddelbart som en venstreorienteret dagsorden at appellere så stærkt til de nationale følelser. Dele af socialismen var vel i udgangspunktet international. Hvordan kunne de venstreorienterede EF-modstandere bruge de nationale følelser på den måde?

"Det kan man også undre sig over. Statsminister Jens Otto Krag (S) var inde på det, når han talte om, at man skulle understøtte det fredelige samarbejde i Europa. Men på nej-siden handlede det mere om, at dem, man skulle samarbejde med, stod for nogle værdier, de ikke delte. Nej-siden var også kritisk over for Nato og syntes, at ved at træde ind ville man bare understøtte den militaristiske Nato-linje. De mente også, at det ville gøre det svært at støtte udviklingslandene og antikolonialismen. Det var vigtigt for venstrefløjen."

"Men jeg forstår din undren, for hvis man går ind til benet af mange af venstrefløjens argumenter, så var de nationale. I den forstand ligner de højrefløjens i dag. Dansk Folkeparti vil også i dag sige, at EU truer vores ret til at bestemme over vores egen velfærdsstat," siger Thorsten Borring Olesen.

Da man begyndte at overveje Danmarks indtræden i EF et årti tidligere, var modstanderne optagede af det, du i din bog kalder de tre K’er i EF: katolicismen, kristendemokratiet og kapitalismen. Hvad gik det ud på?

"Det handlede om, at for modstanderne var problemet ikke kun, at man skulle afgive suverænitet, og at EF var overnationalt. Problemet var dem, man skulle dele suveræniteten med, det blev sagt direkte. Det var katolikker, det var kristelige demokrater, og det var kapitalister."

"Det er sådan en kulturel og identitetsbåret argumentation. Når man så valgresultatet, må man sige, at selvom man appellerede til nogle identitetsmarkører, som helt klart fandtes og stadig findes i det danske samfund, var de økonomiske argumenter stærkere i 1972," siger Thorsten Borring Olesen.

Han tilføjer, at de identitetsbårne og kulturelle argumenter slog stærkere igennem, da danskerne stemte om EU's Maastricht-traktat, i år for præcis 30 år siden.

"Forskellen var, at i 1992 handlede det åbenlyst om at skabe en politisk union. Den trussel stod ikke stærkt i 1972, selvom nej-siden forsøgte at køre det argument i marken."