Når vi inden længeskriver den 24. december, og den store julemiddag er indtaget, og dansen om juletræet er til ende, indtræder øjeblikket, hvor årets julegaver bytter hænder; et øjeblik, der kan være fyldt med forventningens grænseløse glæde, hvad enten man står i givers eller i modtagers sko.
Men så snart gavebånd og kulørt papir ikke længere skjuler, hvad der lå indpakket under juletræet, lurer risikoen for skuffelser og skærmydsler. Fik man, hvad man håbede på? Blev gaven modtaget med den glæde, man forventede? Og blev det aftalte gavebudget overholdt fra modparten?
Anders Klostergaard Petersen er professor i religionsvidenskab på Aarhus Universitet og forfatter til den lille bog ”Gaven”, der er en del af Aarhus Universitetsforlags serie ”Tænkepauser”. Han mener ikke, at den uselviske gave findes.
Anders Klostergaard Petersen, du synes ikke, at det er mærkeligt, at risikoen for konflikter lurer i netop julens gaveudveksling. Hvorfor?
”Gaven er en af de måder, som vi i materiel form måler vores relation til hinanden på. Gaveudvekslingen er typisk asymmetrisk mellem børn og forældre. Det er helt i orden. Men hvis der omvendt er asymmetri i venskabsrelationen eller voksenrelationen, så er det problematisk. Her skal der helst være ligeværdighed.
I gaveudvekslingen markerer vi også, hvor i vores forhold vi er. Ved at give en gave afgiver jeg noget af min egen værdi og øger derved den andens tilskyndelse til at fæstne tillid til mig. Det er helt grundlæggende for en art, der som mennesket ikke er naturligt social, men er det gennem kulturen, der holder vores selvcentrerede magtsyge stangen.
Problemet med den kultur er imidlertid, at vi hele tiden risikerer at blive snydt og bedraget af de andre, så hvordan kan vi overhovedet forlade os på dem?
Gaveudvekslingen er i den sammenhæng af uvurderlig betydning i dag, ligesom den har været det gennem hele menneskehedens historie, fordi den er et materielt, fysisk udtryk for, at jeg godt kan stole på den anden. Den kompenserer på den måde for et basalt problem i al kultur. Hvis den anden giver mig en gave, mindskes risikoen for, at jeg står over for en snylter, gratist, løgner eller forræder.”
Har gaveræset taget overhånd?
”Når vi køber en gave, indskriver vi os i et regelsæt, der består af tre dele. For det første: Du giver noget. For det andet: Du tager imod noget. Og for det tredje: Du er forpligtet til at gengælde. I den forstand at vi ofte kommer til at blande gaveøkonomi med pengeøkonomi, kan man sige, at det har taget overhånd.
Hvis vi for eksempel har nogle gæster hjemme til middag for første gang, og de vælger at tage en dyr buket med til 1000 kroner, så tilskriver reglerne, at jeg skal gengælde. Den eneste måde at gøre det på er ved at komme med noget endnu finere, når vi er gæster hos dem, men hvis man hele tiden skal forsøge at overgå hinanden, får det at give gaver hurtigt en konkurrerende og dermed negativ karakter.”
Findes der så overhovedet en gave, der ikke er givet eller modtaget med nogen forventning for øje?
”Jeg tror ikke, at der findes helt rene gaver mellem mennesker. Det hænger sammen med, at vi hele tiden er så kalkulerende over for hinanden. Det er nok derfor, at vi skal til religionernes verden for at finde tanken om den rene gave; den gave, som vi ikke selv er i stand til at give, men som vi opretholder som et ideal, vores egen gavegivning kan orientere sig mod og måles efter. Samtidig er det så også en væsentlig pointe i nogle religioner som for eksemepel kristendom, at man dybest set ikke kan gengælde, når man har fået alt givet: ’Hvad har du, som du ikke har modtaget?’. Men også her falder man hurtigt tilbage i gengældelsestanken.
Det kan godt være, at man ikke længere kan gengælde den guddommelige gave med ofre, men til gengæld kræver Gud så lydighed og taknemmelighed, og det er også en måde at kræve gengældelse på, som modsvarer den totale gave, nemlig livet selv. Så den rene gave finder vi kun som ideal.”
Har vi pligt til at vise taknemmelighed, når vi får en gave?
”Hvis vi ser bort fra den deciderede hadegave, og en gave er givet helt oprigtigt, så har man en forpligtelse til at gengælde den med taknemmelighed. Det er lige så elementært, som at jeg har en forpligtelse til at smile tilbage, når jeg går i byen, og en forbipasserende sender mig et smil. Gør jeg ikke det, har jeg jo signaleret, at jeg ikke ønsker nogen som helst form for relation til den anden.
Et klassisk problem i familien kan være den grimme vase, som har tilhørt svigerfamilien, og som man får i gave. Selvom man har lyst til at gemme den væk på loftet, skal man huske, at der heri ligger et element af personlighed, som man bør signalere taknemmelighed over for. Den anden har ikke blot givet en gave, men også noget af sig selv.”
Kunne man forestille sig, at man kunne undgå konflikter og skuffelser ved kun at give hjemmelavede gaver?
”Det ville kunne ses som en slags reformation, hvor man sluttede, at nu havde gaveræset grebet så meget om sig, at man måtte gøre noget. Virkningen kunne blive den, der lå i den klassiske gave, som vores forfædre og -mødre gav for flere tusinde år siden.
En gave, som man har lagt en del af sin personlighed ned i. Et af problemerne med pengegaver er lige præcis, at de ikke er personlige – det er svært at lægge personlighed ned i en kuvert med en pengeseddel i.
En sådan reformation ville dog kræve, at alle overholdt spillereglerne. Er der bare en spielverderber iblandt, vil det ødelægge konceptet.”
Når nu der er så meget på spil i forhold til gavegivning, er det så ikke en god idé at aftale et bestemt beløb, man køber gave for?
”Det ideelle vil altid være, at kulturen fungerer uden love, og hvis der er en stiltiende accept af kulturens normer, så er det ganske uproblematisk.
Der ligger en form for fattigdom i ikke at kunne efterleve idealerne. Hvis man træffer beslutningen om, at vi i år køber gaver til hinanden for 300 kroner, så er det en sammenblanding af pengeøkonomi og gaveudveksling. Det er lidt det samme som, hvis ægteparret ved begyndelsen af ugen aftaler, hvor mange gange de den kommende uge hver især skal skifte ble på barnet, rydde op efter aftensmaden og handle ind. Sådan et ægteskab holder næppe længe. Det gør snarere de, hvor man er indforstået med, at det ikke altid kan afstemmes, hvor meget man hver især leverer på hjemmefronten.”