For knap 250 år siden, den 13. juli 1773, introducerede dyrlægen og lægen Peter Christian Abildgaard veterinærvidenskaben i Danmark med oprettelsen af verdens blot femte veterinærskole på Christianshavn.
Kvægpestens hærgen fik Christian V til at sende Abildgaard til verdens første veterinærskole i Lyon i Frankrig, hvor han især lærte om tidens trækkraft – hesten – og vigtigheden af dens bentøjs sundhed og funktioner. Da Abildgaard vendte hjem, var kongen død, og interessen var kølnet. Derfor gjorde han sit lægestudium færdigt og begyndte endda at praktisere. Det blev en lungeinfektion hos hestene i de kongelige stalde, der medførte oprettelsen af Veterinærskolen på Christianshavn.
Allerede i 1851 fik vi det uafhængige Det Veterinære Sundhedsråd med ret til at udtale sig om veterinære anliggender. Og i 1858 indgik Abildgaards kongelige veterinærskole i Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole på Frederiksberg. Herfra skete en kraftig ekspansion, i takt med at de smitstoffer, som mennesker og dyr deler, blev opdaget, isoleret og beskrevet. Da dyrlægerne havde udviklet kontrollen med mælk og kød, blev levnedsmiddelområdet en naturlig og integreret del i dyrlægernes uddannelse, ekspertise og arbejdsfelt.
Efter 225 års uafbrudt fremgang med opbygning af viden og ekspertise fulgte 25 år med konsekvente nedlæggelser af alle Danmarks veterinære institutioner, styret ved oprettelsen af Fødevarestyrelsen, hvor direktører (embedsmænd) uden faglig indsigt og viden havde magten til at sammenlægge, flytte, udtynde og nedlægge. Det hele med uheldige konsekvenser for veterinærvidenskaben, de ansatte kolleger og ikke mindst for dyrene.
De blev brikker i et spil, hvor alt det, de stod for, blev negligeret og bagatelliseret. Først forsvandt Veterinærdirektoratet (1997), så alt omkring stads- og kredsdyrlæger (2000). Fogh-regeringens universitetslov (2003) med følgende fusioner i 2007 lagde Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole under Københavns Universitet, og veterinæruddannelsen blev placeret på det samfundsvidenskabelige fakultetet.
Statens Veterinære Serumlaboratorium på Frederiksberg og i Aarhus samt Statens Veterinære Institut for Virusforskning på Lindholm blev af ”strategiske” grunde placeret i nyskabelsen Danmarks Fødevareforskning, som trods inkompatibilitet blev placeret under Danmarks Tekniske Universitet. Alt ”veterinært” blev nedlagt og er nu en saga blot. Fødevarestyrelsens direktører har udvist en total mangel på veterinærfaglige visioner, hvilket har befordret nedlæggelser og en demontering af et velfungerende veterinærvæsen.
Minksagen afslørede, at Sverige og Finland har et veterinærvæsen. Norge og Island har lige leveret mink til danske minkavlere, der ønsker at genoptage erhvervet. Så her er mink ikke et problem for folkesundheden.
Der er gået politik i vores dyr, så man kan stemme om deres skæbner, tydeliggjort ved "L 77 Forslag til lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink".
Minkavl er nu tilladt på skærpede betingelser og vil kun blive en nicheproduktion med få farme. Det til trods for en meningsmåling fra sidste år, hvor 46 procent af befolkningen svarede, at minkavl igen bør være tilladt i Danmark, mens 37 procent var imod.
Mælke- og kødproduktion er i søgelyset og står for tur sammen med svineproduktionen, hvor de centrale argumenter er klimaet, produktionsbetingelser og dyrevelfærd. Helt nye oplysninger viser, at danskerne køber mindre økologisk mælk, og at verdens kødforbrug vil stige med op til 140 procent. Det betyder kort sagt, at danskerne ser stort på økologi, og at den øvrige verden vil spise kød. Baggrunden for alt dette bør analyseres, før politikerne træffer invaliderende beslutninger for et helt erhverv, der har bragt Danmark helskindet gennem krisetider.
Det er vigtigt at få slået fast, at alle danskere må tro og mene, hvad de vil om dyrene i landbruget og i naturen. Men det er ikke rimeligt at sidde i hovedstaden og bestemme over folk og fæ uden at have sat sig ind i tingene.
Danske dyr er sikret med velisolerede og ventilerede stalde med tilstrækkeligt foder og vand. For ellers var der ingen produktion. Planteædere som eksempelvis heste og kvæg æder næsten hele tiden. Det kræver mikrofloraen i tarm og vom, der skal omsætte plantemateriale til molekyler, der kan optages og indgå i stofskiftet. Når en hest eller ko rejser sig efter en operation, går de straks i gang med at æde. Nyfødte grise mærker straks soens omsorg, og de leger og sover sammen. Føl, lam og kalve af kødkvæg vokser op hos deres mødre.
Den dominerende politiske holdning til dyr er, at det er o.k., at ulve laver massakrer på fåreflokke, at dyr må dø af sult og kulde i naturnationalparker, og at dyr opdrættes og slagtes i andre lande under meget dårligere betingelser end i Danmark. Hermed ikke sagt, at alt er i bedste orden i Danmark. Der skal løbende ændres og justeres, for dyrenes sundhed og velfærd er centrale emner. Fødevarestyrelsen har stået for de såkaldte veterinærforlig, der delvist har undergravet dyrlægernes autoritet og skrevet dem ud af staldene. Dyrs liv og ikke mindst deres død i naturen og i vores varetægt er et centralt emne – men hvem ved mest om det?
Veterinæruddannelsen har været den bedste og bredeste, men også vanskeligste biologiske uddannelse i Danmark. Centrale områder har været zoologi, husdyrenes avl og ernæring, levnedsmiddelmikrobiologi og -hygiejne og selvfølgelig alt om alle dyrs sygdomme deres diagnostik, forebyggelse og behandling. Veterinæruddannelsen giver den viden at kunne skelne mellem sundhed og sygdom hos alle dyr.
Tabet af Statens Jordbrugs- og Veterinærvidenskabelige Forskningsråd (2005) var sammen med ovennævnte indgreb mildest talt ødelæggende for veterinærvidenskaben, som blev ribbet for institutioner, stillinger, bevillinger og historik.
Alt dette er vigtigt at vide, da der i 2024 skal oprettes en veterinærskole i Foulum. Hvis det skal have nogen mening, bør vores politikere (også af hensyn til dem, der holder af dyr) se på de veterinære strukturer, der de seneste 25 år er ramponeret, udvisket og udtyndet til nærmest ukendelighed.
250-året for Peter Christian Abildgaard og veterinærvidenskaben i Danmark er en fantastisk mulighed for at få et grundigt eftersyn og en ”hovedreparation” af hele det veterinære felt.
Det kræver et udvalgsarbejde. Fødevarestyrelsen bør omstruktureres og omdøbes. Minkskandalen viste, at Fødevarestyrelsen er oprettet af, til og for embedsmænd. Det gik galt og vil fortsætte med at gå galt, lige så længe direktøren får lov til at være en bremseklods. Der bør være en administrativ direktør og en faglig direktør. Alt om sygdomme hos dyr skal havne på sidstnævntes bord og administreres herfra.
Det skal gerne ende med flere lederskab og oprettelen af et såkaldt veterinærakademi, der kan inddrages og servicere, når folk og fæ trues af farlige smitstoffer, og folkesundheden kommer i fare.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.