Der går for tiden en god serie om Karen Blixen på streamingtjenesten Viaplay. Serien hedder ”Drømmeren – Karen Blixen bliver til” med undertitlen ”Inspireret af Karen Blixens liv og breve og med uddrag af fortællingen ’Drømmerne’”. Den handler om perioden fra 1931 til 1939 i Karen Blixens liv, fra hun kommer hjem til Rungstedlund efter at have tabt farmen i Kenya, til hun selv overtager Rungstedlund efter moderens død, samtidig med at Anden Verdenskrig bryder ud.
Ind i dette forløb er der så flettet situationer fra Blixen-fortællingen ”Drømmerne”, og manuskriptforfatterne, der er virkelig gode, fremfører, at Karen Blixen selv var en drømmer, og løfter hende endda op i ental i titlen: ”Drømmeren”. Hun skildres da også som en person med mange syner i løbet af serien, hvad der kan godtgøre betegnelsen ”drømmer”. Eller måske er det hendes insisteren på sin kunst, der berettiger titlen: Drømmen om litterær succes opfyldes fænomenalt med de to værker ”Syv fantastiske fortællinger” (1934-35) og ”Den afrikanske farm” (1937).
Filmen er en lækkerbisken for mange Karen Blixen-fans. Den formår at lægge mange af Blixen-forskningens pointer ind i replikkerne, og har man læst sig gennem de omfangsrige udgivelser om Karen Blixen i de forløbne år, vil man se, i hvor høj grad filmen er en billedserie over denne forskningslitteraturs temaer. Sådan har læser efter læser selv forestillet sig sammenhængene i Karen Blixens liv og deres mulige forbindelse til fortællingerne.
Hvad er det så for et billede af Karen Blixen, filmen fremsætter? Den sejrende kvinde, singlen uden mand og børn, den skrøbelige og selvoptagede kunstner, der tror så fast på sin kunst, at hun, trods alle nederlag og omkostninger, til sidst slår igennem?
Det er en serie om forfatteren bag værkerne mere end om værkerne, selvom titlen nævner ”Drømmerne”. Grundhistorien er den selvstændige kvinde, der vendte tab til litteratur, og den har optaget så mange mennesker, at den næsten er blevet en moderne myte. I videre perspektiv handler serien også om den søgen efter mening eller mønster i tilværelsen, som Karen Blixen-biografierne ofte kaldte ”skæbne”, og om de værker, denne søgen kan lede til skabelsen af.
Hvad får vi så at se i serien? Hjemkomsten september 1931 i silende regn til moderens store gård Rungstedlund. Karens lille værelse oppe under taget. Familien, det vil sige moderen, søsteren Elle og broderen Thomas, som diskuterer, hvad hun skal have i lommepenge, medens hun bor der. Så følger vi skriverierne af historierne, de mange afslag fra engelske og amerikanske forlag, amerikanske og engelske bekendtskaber, som forsøges bragt i spil for at få manuskriptet antaget, triumfen, da det endelig lykkes.
Men så skal ”Seven Gothic Tales” oversættes til dansk, og en ny vanskelighed opstår, da oversætteren trods berømmelse ikke er kompetent nok, så Karen selv må i gang. Modtagelsen af bogen præges af Schybergs frygtelige anmeldelse, der bestemmer bogen som kunstnerisk simili og et sprogligt illusionsnummer. Hurtigt bevæger vi os videre til tilblivelsen af ”Den afrikanske farm” ved hjælp af brevene, og vi følger den jublende modtagelse af den frem til moderens død i 1939, hvor Karen holder en begravelsestale over moderen, som er meget væsentlig i seriens egen fortælling.
Ud over den sejrende kvinde er filmen netop også historien om en mor-datter-symbiose, som synes at være manuskriptets opfindelse. Normalt har man beskrevet Karen Blixen ud fra faderen, Wilhelm Dinesen, men her rykkes vægten til moderen som den person, der kender Karen bedst. Engang i barndommen har moderen reddet dyr ud af en brændende længe på Rungstedlund, og det bruger filmens Karen Blixen som metafor for, at moderen mange gange har reddet hende ud af et helvede, som brændte sjælen. Derfor spilles den reddende og betalende mandlige figur i ”Drømmerne”, Marcus Cocoza, af moderens rolleindehaver, Hanne Uldal. Hun sidder som ham og fortæller om Pellegrina Leonis liv til de tre mænd, der har jagtet Pellegrina, fordi de engang har elsket hende i en af hendes figurationer som Olalla, Madame Lola, eller Rosalba.
Derved mere end antydes der en forbindelse mellem Karens liv og historierne, men klippene fra handlingsgange i ”Drømmerne” er mere sat ind som eksempler på Karen Blixens drømmende fantasi, så der hævdes ingen specifik biografisk sammenhæng.
Men portrættet af Blixen i Connie Nielsens fremragende præstation viser et billede af en person, som tydeligt ønsker verden langt mere dramatisk og farverig, end den er – og som kræver af sin omverden, at den spiller med på denne stræben, hvad den ikke gør. Her glemmes det lidt, at Karen Blixen også var farmer og dertil forretningskvinde, der forhandlede mange lån med banker i Nairobi og hver uge sendte rapporter om farmens status hjem til bestyrelsen i Danmark. De historier, hun digtede, var nok snarere drømme om at skabe en mere fantastisk verden til forskel fra den kedelige daglige verden. På den måde var hun en drømmer, en fremstiller af ønskeverdener, hvor tingene foregår som i litteratur.
Blixen-kendere vil nikke genkendende til meget af det foregående. Det har vi hørt før, ja. Men hvad er det så, serien giver ud over det?
Den giver rum, indretninger, opførsel og klæder som i 1930 i et rigt borgerligt, adelsrelateret hjem. Troværdige personer i genkendelige familiestridigheder. Der spilles simpelthen overbevisende af alle skuespillere, men især i rollerne som Karen Blixens søster og bror, som skal finde sig i hendes ”spillen flot” for deres penge. Manuskriptet lægger heldigvis ikke op til en ren tilbedelse af Karen Blixen. Det fyger med krasse skænderier og bemærkninger om alle de penge, hun har brugt i Afrika – hentet ud af familiens midler. Hun bebrejdes af moster Bess for at være falsk og svigagtig, og hendes historier karakteriseres af søsteren Elle som uden ro og uden hjerte.
Manuskriptforfatterne Dunja Gry og Per Daumiller har taget sig nogle friheder i forhold til det faktiske begivenhedsforløb for at skabe en fortælling, men det er i orden, fordi helheden fungerer så suverænt. Vi får en Karen Blixen, der som i ”Drømmerne” er mindst to forskellige: kunstneren Pellegrina Leoni og kvinden Karen, der er mange forskellige, alt efter hvem hun møder. Mændene i historien ”Drømmerne” stiller hende i snestormen mange gange spørgsmålet ”hvem er De?”, og hun nægter at svare, fordi hun ikke vil fastholdes i én identitet.
Måske optager hendes historie stadig så mange, fordi hun repræsenterer sprængningen af et fastlåst kvindebillede bundet til mand og børn. Som hun sagde: ”Man kan ikke opsøge den hellige Gral med barnevogn,” hvad der i serien bliver til modsætningen mellem, om Rungstedlund skal være et sted for ”det ekstraordinære” eller ”et ordinært familiehjem”? Hun åbnede tidligt muligheden for, at mennesket i kvinden kunne være ekstraordinært og ikke bundet til at skulle være mænds drøm om mening. Det var nok det, som Schyberg og mange i samtiden fandt så afskyeligt.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.