Tirsdag fortalte Kristeligt Dagblad om en ny undersøgelse, der viser, at over 80 procent afviser identitetspolitiske mærkesager. Debatten i den seneste tid kunne ellers give indtryk af, at mange danskere er woke – et ord, der især bruges i debatten om køn og race som et udtryk for en voksende forståelse for diskrimination og forskelle i privilegier.
For nyligt besluttede Lagkagehuset eksempelvis at omdøbe den populære fødselsdagskage til ”kageperson”, i sidste uge fjernede Føtex en T-shirt med påskriften ”Fars hus. Fars regler” fra hylderne efter et opslag på Twitter og i denne uge ændrede en daginstitution i Næstved en temafest fra ”indianerfest” til blot ”sommerfest” på grund af en henvendelse fra en forælder.
Men danskerne er ikke tilhængere af den identitetspolitiske strømning, fortæller professor i statskundskab Michael Bang Petersen, som er en af forskerne bag undersøgelsen af danskernes holdninger til blandt andet identitetspolitiske spørgsmål.
”Vi lavede en forundersøgelse for at finde de emner, der splitter den danske befolkning. Det overrasker os, hvor lidt uenighed, der er om identitetspolitiske spørgsmål i forhold til, hvor meget de fylder i debatten. Vi havde troet, at her kunne vi få en stor diskussion mellem almindelige danskere, men så viser det sig, at de fleste har samme syn på sagen. Vi har spurgt 330 danskere til blandt andet identitetspolitiske synspunkter. Det er færre end vi normalt spørger, og derfor er der en betydelig statistisk usikkerhed, men i og med at tendensen er så klar, så indikerer det, at flertallet ikke køber ind på woke-synspunkter.
Undersøgelsen viser eksempelvis, at 82 procent er uenige i, at blackface er problematisk. Jeg tror de fleste vil mene, at det ikke er ekstremt at sige, at blackface er problematisk, men i og med at det ikke vinder genklang blandt den almindelige borger, kan man sige, at folk på ingen måde køber ind på radikal wokeness."
Hvad mener du med radikal wokeness?
"Den identitetspolitiske venstrefløj vil sige, er at vi skal tage hensyn til minoriteter, at vi skal have en enorm opmærksomhed på, i hvilken grad grupper eller personer lider skade af bestemte hændelser eller måder at tale på, og det skal vi indrette os efter. Et centralt argument er, at intentionen bag din handling ikke har nogen væsentlig værdi. Det centrale er den andens oplevelse af eventuel skade."
Hvorfor er identitetspolitikken så normsættende, når det er relativt få, der tilslutter sig synspunkterne?
”Det tror jeg, der kan være tre forskellige grunde til. Den ene er, at selvom der er en stærk enighed i befolkningen, så kan enigheden give anledning til at man fokuserer enormt meget på det, der falder uden for normerne. Det så vi eksempelvis under coronakrisen, hvor der var stort fokus på folk, der ikke holdt afstand, selvom de fleste borgere i høj grad fulgte myndighedernes anbefalinger.
Den anden ting er, at når du har et mindretal med nogle andre synspunkter end flertallet, så ved vi, at et sådan mindretal kan mobilisere meget stærkt. Hvis du er en minoritetsperson, kan du af gode grunde føle stærkere for de her ting, og derfor vil du tale sagen op på trods af, at dit politiske projekt ikke deles bredt. Sådan er politik.
Sidste faktor er, at folk derude på samme måde som mig bliver misledt af debatten til at tro, at identitetspolitik deler borgerne. Når du så sidder som kommunikationschef i Føtex, kan du tænke, at det har klangbund i 50 procent af den danske befolkning, når nogen rejser en problematik omkring en T-shirt. Man retter man måske ind for at undgå kritik. Så selve debatten kan have skabt et skævvredet billede af positionerne. For det er ekstremerne, der dominerer debatten, også eksempelvis på sociale medier. Så jo mere politikere og virksomheder lytter efter de sociale medier, jo mere skævvredne input får de til deres beslutninger. Man skævvrider billedet af, i hvilken grad normerne er udfordret. Derfor er det vigtigt at have proportionerne med i debatterne om kagepersoner, T-shirts og så videre."
Du mener, vi må huske proportionerne i debatten. Men når vi som nu har en situation, hvor virksomheder og institutioner retter ind, er det så ikke også vigtigt, at medierne oplyser og har fokus på identitetspolitikken?
”Det er relevant at oplyse om, når det giver sig udslag i konkrete beslutninger, som man kan være enig eller uenig i. Det, jeg mener med, at man skal huske proportionerne er, at ifølge vores tal, er det her ikke en generel måde, den almindelige befolkning tænker på. Det forstærker polariseringen i samfundet, hvis du som højreorienteret vælger har en opfattelse af, at de venstreorienterede mener de her ting, for det gør størstedelen efter alt at dømme ikke. Vores undersøgelse tyder på, at vi har en relativt fælles forståelse af de her identitetspolitiske spørgsmål. Det må så være en politisk diskussion, om det er en problematisk fælles forståelse eller ej. "
Så woke-bevægelsen er en minoritetsbevægelse, men vi har jo set historisk, at minoritetsbevægelser som studenteroprøret i 1968 alligevel vandt over tid. Kan woke-bevægelsen ikke på samme måde blive normsættende?
”Den kan sagtens gå hen og blive normsættende, og den kan også sagtens være rigtig. Et mindretals synspunkt behøver ikke at være forkert. I USA er der eksempler på, at bevægelsen synes mere normsættende, og der vil jeg også tro, at den har en bredere forankring i befolkningen, selvom der også i den amerikanske befolkning er en tendens til, at tilhængerne især er højtuddannede i de større byer.”
Med udgangspunkt i jeres studie, vil man så ikke kunne sige, at minoritetshensyn fylder for meget?
”Det synes jeg er svært at sige, for det er et normativt spørgsmål. Man kan sige, at som virksomhed skal du formentlig ikke frygte en stor folkelig opstand, hvis du lader være med at fjerne en T-shirt, som Føtex eksempelvis gjorde. Man er selvfølgelig som privat virksomhed i sin gode ret til at vælge at fjerne den, men hvis man har en forretningsmæssig kalkule af, hvad der skaber den største shitstorm, er det ikke givet, at det er at tilgodese mindretalssynspunktet.”
