Prøv avisen
Debat

Professor: Derfor tager Dronningen fejl om Reformationen

"Dronning Margrethe videregiver her en af de mange myter om Reformationen, som florerer, 500 år senere, men som er løgn og latin," mener debattør. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen

Vi var danske længe før Reformationen, og vores kristne middelalder har skabt grundlaget for vores identitet som danskere og mennesker, skriver historiker Brian Patrick McGuire

Vores dronning er et begavet menneske, men hun har brug for en historietime.

I Politiken (den 24. juli) blev hun spurgt om Reformationens betydning. Hendes svar blev:

”Den er hele baggrunden for, hvordan det danske samfund er bygget op i dag. Man brød med den katolske kirke, og derefter får vi prædiken på modersmålet.”

Dronning Margrethe videregiver her en af de mange myter om Reformationen, som florerer, 500 år senere, men som er løgn og latin.

Der blev altid prædiket på folkesproget i Danmark, og den protestantiske reformation betød ikke, at man gik fra latinske til danske prædikener. De danske bønder, der kom i vore sognekirker, ville ikke have fundet sig i, at præsten tolkede dagens tekster på andre sprog end deres modersmål.

Det kan godt være, at ”prædiken” og ”gudstjeneste” blandes sammen her.

Det er korrekt, at gudstjenestens sprog frem til Reformationen var latin, men prædiken var i sagens natur på det sprog, som almindelige mennesker forstod. Prædiken på latin blev kun holdt ved præste-forsamlinger eller i universitetetskirker, for eksempel i Paris og Oxford.

I 1200-tallet blev der grundlagt to broderordener, hvis hovedformål var prædiken på folkesproget: dominikanere og franciskanere.

De fik efterhånden bygget kirker i stort set samtlige danske købstæder, og i de vigtigste byer, som Roskilde, Aarhus og Ribe, var der både en dominikaner- og en franciskanerkirke. De tilbød prædiken på højt niveau, og den dag i dag kan man selv opleve i disse kirker, at akustikken er specielt god, for eksempel i Sankt Catharinæ Kirke i Ribe. Brødrenes prædiken skulle kunne høres af alle!

Da de protestantiske prædikanter begyndte at få indpas i danske købstæder som Malmø, Viborg og Horsens, gjorde de deres yderste for at fjerne tiggerbrødrene fra deres klostre og at overtage deres kirker.

Specielt franciskanerne var farlige konkurrenter som prædikanter, og derfor blev de sat på porten, mens cistercienserne, der havde deres klostre ude på landet, ikke var nogen trussel. De fik lov til at blive, hvor de var, indtil de uddøde.

Allerede i 1969 udgav historikeren Anne Riising en vigtig disputats om dansk middelalderprædiken, men hendes arbejde er ikke nået ud i bredere kredse og slet ikke til Amalienborg.

Riising arbejdede med prædikensamlinger, som findes både på latin og på dansk. Hun påpegede, at præsterne gav deres prædikener på dansk, men ofte oversatte dem til latin for at sikre, at de nåede uden for et danske sprogområde. Som danske forskere gør i dag, når de formidler deres resultater på engelsk.

Hvis det er så indlysende, at der blev prædiket på folkesproget, hvorfor fortsætter myten om, at præsten prædikede på latin, og ingen forstod, hvad han sagde? Fordi den er en af flere myter, der gør Reformationen til en enestående begivenhed i vores historie, hvor Danmark og dansk identitet blev skabt.

Men vi var danske længe før Reformationen, og vores kristne middelalder har skabt grundlaget for vores identitet som danskere og mennesker.

Velfærdsstaten, det enkelte menneskes enestående værdi, venskabets og kærlighedens betydning, gæstfrihedens krav: de er alle sammen en del af middelalderens arv.

Det er desværre lettere for præsten at fortælle konfirmationsholdet, at præsten først i 1500-tallet kom til at tale folkets sprog.

Men det forbliver min opgave som historiker at angribe en myte, som slet ikke har noget grundlag i historien. Selvom jeg regner med, at myten netop bliver dyrket i det kommende jubilæum. Som vores Dronning allerede har gjort det.

Brian Patrick Mcguire er professor emeritus i historie