Frederik Stjernfelt, det vakte debat, da Aia Fog og Lars Hedegaard fra Trykkefrihedsselskabet for nylig fik slettet deres profiler på Facebook efter at have omtalt et arrangement med den højreradikale Tommy Robinson. Hvad er på spil her?
”Det er i virkeligheden problematisk på en række niveauer. Helt grundlæggende handler det jo om, hvilken ret netgiganter som Facebook, Google og Twitter skal have til at slette i uploadet materiale. Frem til for forholdsvist få år siden var argumentet, at de som private virksomheder kan gøre mere eller mindre, hvad de vil. Sådan har jeg selv tænkt. Men det har ændret sig i takt med, at de her techgiganter så småt er ved at få monopol og for rigtig mange mennesker er blevet den primære kilde til både offentlige informationer og debat. Når techgiganterne får en art kvasimonopol og anvender deres politik til at slette folk som i dette tilfælde, så finder jeg det dybt problematisk. Ikke fordi jeg har megen sympati for de to personer, men fordi det bliver et spørgsmål om ytringsfrihed.”
Hvori ligger problemet mere konkret?
”For det første er det problematisk, at en virksomhed som Facebook opererer med sin egen liste over hadprædikanter og fjernelsespolitikker, der adskiller sig fra dem, vi allerede har i lovgivningen. I Danmark har vi en officiel liste over hadprædikanter, hvis skrifter vi ikke engang forbyder at udkomme, selvom afsenderen ikke må komme ind i landet. Så hvis Facebook i praksis er med til at afgøre offentlighedens grænser, hvorfor skal Facebook så have en anden trykkefrihedspolitik end den, vi har i lovgivningen? Herhjemme er det ikke forbudt at publicere noget af Tommy Robinson, så hvorfor skal Facebook handle anderledes?
Derudover er den manglende gennemsigtighed problematisk. Før Cambridge Analytica-sagen havde Facebook absolut ingen offentlighed om de kriterier, platformen lægger til grund for at fjerne opslag og personer. Og selvom Facebook nu har været nødsaget til at offentliggøre nogle retningslinjer, så ved vi fortsat ikke, hvad de præcise kriterier består i, ligesom ingen aner, hvordan listerne over emner og personer, der kan udløse sletknappen, ser ud. Vi kan ikke engang på forespørgsel få det oplyst.”
Er det udtryk for, at ytringsfriheden er under pres?
”Ja, det synes jeg bestemt – og det siger jeg ikke kun, fordi jeg med årene er blevet ytringsfrihedsfundamentalist. Vi har nu i en række år levet med et islamistisk, religiøst pres på ytringsfriheden. Nu har vi så fået endnu et pres fra techgiganterne. Og ude i horisonten vokser et pres fra Kina, der som økonomisk stormagt i stigende grad udøver pres på andre lande, hvilket kan betyde et stort pres på firmaer, organisationer og i nogle tilfælde også stater for at opføre sig anderledes ytringsfrihedsmæssigt.”
Facebook har cirka to milliarder brugere – der modtager store dele information fra platformen – hvilken indflydelse har platformen på demokratiet, mener du?
”I sandhedens interesse må man sige, at techgiganterne har haft et stort demokratiserende potentiale. De har støttet informations- og ytringsfrihed i den forstand, at de har muliggjort, at langt flere almindelige mennesker har fået let adgang til informationer, de ikke havde før, ligesom techgiganterne har givet mange almindelige mennesker en stemme i debatten, som de ikke havde førhen. I det store regnestykke skal det retfærdigvis tælles med.
Men de problematiske sider bliver stadig tydelige – og det er eksempelvis en stående debat, hvordan de her platforme kan misbruges til at sprede professionelt udført politisk misinformation, hvilket jo nødvendigvis kan have en demokratisk påvirkning. Men hvor nogen måske ville drømme om, at platforme som Facebook skal kunne fjerne fake news, så tror jeg mere på, at de skal presses til at fjerne mindre. Det er alt for stort et ansvar at fjerne misinformation, som vi på ingen måde skal overlade til virksomheder, som ret beset ikke er klædt på til det.”
Hvad kan man gøre ved det, mener du?
”Offentligheden selv tror jeg ikke kan gøre så meget. Ved Cambridge Analytica-skandalen forsøgte folk sig med at lukke deres Facebook-konti. Men det havde jo ingen gang på jord. Folk er blevet så afhængige af de her platforme, der for mange opretholder hele deres sociale netværk. Så jeg har svært ved at se, at der skulle være nogen reel basis for en brugerpressionsbevægelse. Jeg mener klart, at det skal angribes med politisk regulering.
Facebook er måske nok en kæmpe, som er placeret i et andet land. Men vi må kræve, at platformen indretter sig efter lovgivningen i de lande, den opererer i, præcis som det kræves af andre internationale virksomheder. Nu ved vi endnu ikke, hvem der vinder det amerikanske præsidentvalg, men der er flere af kandidaterne i begge store partier, der har som led i deres program, at de vil se på techgiganternes fjernelsespolitikker og indblanding i politik. Det er positivt. Men jeg mener helt sikkert også, at EU skal kaldes på banen som aktør.”
Er det ikke bare slag i luften at påpege, at det er noget, politikerne må tage sig af?
”Jo, det kan man sige. Jeg mener imidlertid, at der allerede er en eksisterende lov for at gribe ind. Både USA og Europa har en lang tradition for stærke antimonopollovgivninger, man kunne trække på. Monopollovgivningen, som i USA hedder antitrust-legislation, har man brugt i særligt to store sager i USA: mod Standard Oil og teleselskabet AT&T, som begge havde opnået en position som monopol. Og de løsninger, man fandt, angiver to forskellige antimonopolstrategier. Hvor Standard Oil blev skåret op i x antal små olieselskaber, indså man, at det var meningsløst at gøre med AT&T. Derfor sagde man: ’Fint, I får et naturligt monopol – og dermed muligheden for at styre den amerikanske telefoni – men det bliver under visse betingelser’, hvilket blandt andet betød, at AT&T blev pålagt at publicere alle selskabets patenter. Og den form for monopolkontrol, mener jeg, man med fordel kunne anvende på techgiganterne. Det er fint, at Google får lov at beholde sin naturlige monopol på informationssøgning, Facebook på sociale netværk, men kun på betingelse af, at de følger de enkelte landes lovgivning, ophører med at opkøbe konkurrenter og lader deres patenter være gratis, eksempelvis.”
Kan man ikke sige, at det er en fordel, at en platform som Facebook filtrerer og modererer noget af alt det, der potentielt set skaber splid i samfundet?
”Det, som karakteriserer et åbent samfund i dag, er netop splid og uenighed. Alle borgere skal kunne komme til orde – også de, som vi måtte være uenige med. Det vil jeg ikke give køb på for fredens skyld. Og derfor forsvarer jeg også Lars Hedegaard og Aia Fogs ret til at komme til orde, selvom jeg er uenig med dem. Det betyder ikke, at jeg ikke synes, der skal være nogen grænser. Men al den krudt, som techgiganterne bruger på at fjerne synspunkter, synes jeg de hellere skulle bruge på effektivt at fjerne det, som allerede er kriminelt i lovgivningen – chikane, injurier, trusler og opfordring til vold.”