Professor emeritus: Er tiden løbet fra humaniora?

Mens Norge bruger flere penge på humaniora, skærer Danmark ned. Skal skaden gøres god igen, må kløften mellem folket og humanistiske intellektuelle overvindes, skriver kronikør

Kløften mellem folket og de humanistiske intellektuelle må overvindes, hvis humaniora skal have en fremtid i Danmark, skriver Poul Houe.
Kløften mellem folket og de humanistiske intellektuelle må overvindes, hvis humaniora skal have en fremtid i Danmark, skriver Poul Houe. Foto: Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix.

Tilfældet ville at jeg for nylig på samme dag først afsendte en anmeldelse af en engelsk udgave af nordmanden Jon Fosses sidste såkaldte septologi-bind og dernæst aftalte datoen for et college-foredrag om Herman Bang i anledning af en ny engelsksproget antologi af dennes kortprosa.

Uvilkårligt fik de to gøremål mig til at reflektere over nordisk digtning de sidste hundrede år; men bedst som jeg opløftedes ved tanken om at have brugt mit liv på denne gren af humaniora, dukkede en mail op i min indbakke med en link, der efterlod skår i glæden.

Titlen på det linkede lød: ”Hvorfor skovler Norge penge over i humaniora, mens Danmark skærer ned?” Helt bag på mig kom skismaet ikke, men selv i internettets dage glemmer man let en inter-nordisk skævhed, når man sidder pensioneret i en forstad tusinder af kilometer væk. Her er til gengæld tid til at tænke efter.

Den for Danmark alarmerende melding bygger på en grundig undersøgelse udført af Jesper Eckhardt Larsen, der er postdoc i uddannelseshistorie ved Universitetet i Oslo og underviser i pædagogik ved Københavns Universitet.

Det korte af det lange er, at Norge nylig har styrket humaniora med 100 millioner norske kroner, mens Danmark har skåret ned og blandt andet måttet se 12 ansatte afskediget ved Syddansk Universitets humaniora – lidt som på mit universitet i Minnesota, hvor nedskæringer på grund af covid-19 særligt ramte de humanistiske fag.

Ifølge Eckhart Larsen har skellet mellem de danske og norske humanvidenskaber tre hovedårsager.

  1. Norge er en ung nation, der stadig føler behov for at stabilisere sin identitet og dertil inddrager humaniora, hvad der ytrer sig i en stor mængde af nationale forskningsemner, mens Danmark med århundreder på bagen som nation har markant udbud af europæiske og globale programmer.
  2. I Norge går folkeskolelærere på universitet, så alle der får pædagogisk kontakt til den brede befolknings børn har elementer af humaniora i deres uddannelse og derfor står bedre rustede end danske lærere til at bygge bro mellem eliten og folket.
  3. Endelig har Norge oliepenge i en grad, Danmark ikke har – og dermed råd til at bruge penge på det, de måtte ønske. "Put their money where their mouth is", som man siger herovre i USA.

Det man må spørge sig, er, om kun en ung og rig nation med særlig sans for at "humanisere" pædagoger kan sikre humanioras fremtid (indtil nationen ældes!), eller om tilsvarende kan ske i Herman Bangs hjemland. Går vi tilbage til årtusindskiftet efter et perspektiv på humanioras rolle i den fremtid der er nu, falder tre forhold i øjnene – det ene i nu afdøde Ulrik Høys forslag i Weekendavisen om at genoprette filosofikum.

Skønt Høy selv kun lige bestod prøven i 1965, pegede han, med støtte fra tre danske forskere, på gode grunde til at genoplive den. Én grund er den ødelæggende relativisme, der frister folk med de sandheder, der passer dem bedst, og som i en tid med nye komplekse vidensområder som biologi og computervidenskab lokker med bekvemme forsimplinger, for eksempel at mennesket kan forstås som en genetisk maskine, blot man kender dets dna-kode.

Så længe digtere som Bang og Fosse, der begge har fingeren på deres tidens puls, stadig læses, er der brug for skarpsynede humanister med fingerspidsfornemmelse

Poul Houe

Her behøves filosofiens sunde fornuft til at minde om forskellen på en kageopskrift og kagen selv. Tilsvarende betonede Høy og hans hjemmelsmænd, at skal tværfaglighed være mere end en ny mode, må den bero på forstandig faglighed, der igen kræver filosofiske tiltag – i alle nationer. Ingen er immune imod reduktionisme eller tværfaglige unoder.

Om betydningen af nærkontakt mellem humaniora og den brede befolkning udtalte litteraturprofessor Hans Hertel sig i en anden udgave af Weekendavisen. Hans bindemiddel er ikke universitetsuddannede folkeskolelærere, som i Norge, men et opgør med kulturradikale, hvis problem altid var, ”at for dem er den rigtige smag den gode smag, og at de[n] føler sig som elite og fortæller folk, hvad der er godt.”

I stedet ”skal de intellektuelle begynde at tale med de mennesker, der opfatter eliten som en fjern, selvgod størrelse, der modarbejder dem.” Lidt naivt mente Hertel endda, at ”EU er det vigtigste forum for at håndtere højrepopulismen og usikkerheden i befolkningerne".

Folkelig optimisme er da Hertels vej til en humanistisk fremtid: ”Jeg er glad, når jeg vågner om morgenen. Livet er et mirakel, og det er den holdning, der skal præge en kulturradikal.”

Men så smuk visionen end kan synes, har den ikke ladet sig veksle til en valuta, der kunne afbøde den nedskæring af universiteternes humaniora, som Eckhardt Larsen nu har dokumenteret. Hertels folkelige orientering kan virke nært beslægtet med den, nordmændene har praktiseret med universitetsuddannelse af alle lærere, og dog er gevinsten for dansk humaniora udeblevet.

Men da Danmark ikke har samme oliepengerigdom at rutte med som Norge, kunne en holdning som Hertels med samme folkelige målsætning som den norske læreruddannelse da alligevel ikke være den bedst tænkelige danske løsning?

Måske, for så vidt angår løsningens form af en holdning, men kun hvis dens indhold tager tilværelsens skyggesider anderledes i betragtning. Humanister må ud over morgenglæde over livsmiraklet have blik for, at også fremskridt og andet godt kaster skygger – og redskaber til at fortolke lys-skygge forholdet.

Et bud af den art leverer et tredje bidrag til Weekendavisen i 2000, Kirsten Stendevads interview med den amerikanske medieforsker Neil Postman om hans da nyeste bog, "Building a Bridge to the 18th Century".

Modsat hoben af vestlige trafikanter mener Postman ikke, at den nye ”informationssupermotorvej” automatisk fører mod bedre tider. ”Tværtimod. Hvis vi ikke er omhyggelige med, hvilken bagage, vi tager med ind i det nye århundrede, vil vi bare slæbe det 20. århundredes angst og selvdestruktive opførsel med ind i det nye. Brugbare idéer til en god fremtid skal vi derimod tilbage til oplysningstiden for at hente.”

Så vidt begrundelsen for bogens titel. Om indholdets ”humanistiske retningslinje” for det 21. århundrede, som Postman sporer hos adskillige 1700-tals tænkere, siger han, at de ”bragte os (...) ikke bare humanistiske idealer som demokrati og ligestilling mellem kønnene, men forholdt sig også skeptisk over for, om der kan sættes lighedstegn mellem teknologisk og moralsk fremskridt. Vi bør spørge, hvad det er for et problem, det er, teknologien forsøger at løse. Og vi bør undersøge, hvilke nye problemer, vi skaber med vores teknologiske løsninger.” Altså igen: Ret blikket mod fremskridtet, men også mod de skygger det måtte kaste.

Netop dette ”tvesyn” står og falder med humaniora. Derfor er det specielt beklageligt, at humanistiske fag, for eksempel i Danmark og USA, svækkes netop i disse teknologisk omvæltende år, hvor synet er uundværligt.

Skal skaden gøres god igen, må den kløft mellem folket og humanistiske intellektuelle, som bekymrer Hans Hertel, overvindes, enten med institutioner som de norske læreruddannelser, eller med holdningsinvesteringer der er mindre lysfikserede end Hertels og mere skyggebevidste – som Postmans.

Måske tiden ikke er på humanioras side, som kontrasten mellem unge Norge og gamle Danmark antyder, men grebet ret an, er løbet først kørt, når vi selv står af. Så længe digtere som Bang og Fosse, der begge har fingeren på deres tidens puls, stadig læses, er der brug for skarpsynede humanister med fingerspidsfornemmelse – som pulsaflæsere af anden orden og dermed som kritiske brobyggere mellem digterne og deres læsere.

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.