Prøv avisen
Debatinterview

Professor emeritus: Kritik af sundhedsvæsenet er overdrevet

Klinikchef Liselotte Højgaard er chef for den afdeling på Rigshospitalet, som scanner blandt andre kræftpatienter. Hun kritiserer i den nye bog ”Hvordan får vi verdens bedste sundhedsvæsen?” forholdene i sundhedsvæsenet. Det står så dårligt til, at det nu går ud over patienterne, lyder advarslen fra klinikchefen. Foto: Charlotte de la Fuente/ritzau

Ny debatbog rejser hård kritik af udviklingen i sundhedsvæsenet, som flere klinikchefer senest har rejst over for sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V). Men kritikken er forfejlet og afspejler en længsel efter et tidligere sundhedsvæsen, hvor overlægerne styrede og økonomien haltede, mener professor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen

Klinikchef Liselotte Højgaard fremsætter i ny bog en hård kritik af udviklingen i sundhedsvæsenet – en kritik, som flere klinikchefer også har rejst over for sundhedsministeren ved et møde i sidste uge. Hvad mener du om kritikken?

I bogen sammenligninger Højgaard situationen i Danmark med nogle sygehuse i Holland, Tyskland og Schweiz, som hun påstår er meget bedre, fordi de minder om gamle dage, og med gamle dage menes der perioden indtil omkring 1990, hvor alt var godt i dansk sygehusvæsen.

Ifølge Liselotte Højgaard er det det, de har bevæget sig tilbage til i de pågældende lande, men hvis man tjekker de eksempler, hun giver, er der ikke et minimum af dækning for hendes påstande. Hun har et ønske om at få sygehuse, der udelukkende er baseret på lægefaglig ledelse.

Og hvorfor er det et problem?

Problemet med danske sygehuse frem til 1990 var, at de var ekstremt svære at styre økonomisk. De havde løbende store budgetproblemer, og man havde også – til trods for at udgifterne voksede og voksede – meget store problemer med ventelister, fordi produktionen på sygehusene ikke var tilrettelagt på en måde, som imødekom de behov, patienterne med rimelighed kunne have.

Det sygehusvæsen, som Liselotte Højgaard idealiserer, var et sygehusvæsen, hvor politikerne ikke havde så forfærdelig meget at sige.

Og hun glemmer, at vi har et demokratisk system, hvor det er politikere, der foretager alle de overordnede afvejninger. Dem kan man ikke rigtig overlade til læger, for vi ved fra praksis, at lægerne, når det kommer til stykket, ikke er villige til at foretage de hårde prioriteringer.