Prøv avisen
Debatinterview

Professor emeritus: Kritik af sundhedsvæsenet er overdrevet

Klinikchef Liselotte Højgaard er chef for den afdeling på Rigshospitalet, som scanner blandt andre kræftpatienter. Hun kritiserer i den nye bog ”Hvordan får vi verdens bedste sundhedsvæsen?” forholdene i sundhedsvæsenet. Det står så dårligt til, at det nu går ud over patienterne, lyder advarslen fra klinikchefen. Foto: Charlotte de la Fuente/ritzau

Ny debatbog rejser hård kritik af udviklingen i sundhedsvæsenet, som flere klinikchefer senest har rejst over for sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V). Men kritikken er forfejlet og afspejler en længsel efter et tidligere sundhedsvæsen, hvor overlægerne styrede og økonomien haltede, mener professor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen

Klinikchef Liselotte Højgaard fremsætter i ny bog en hård kritik af udviklingen i sundhedsvæsenet – en kritik, som flere klinikchefer også har rejst over for sundhedsministeren ved et møde i sidste uge. Hvad mener du om kritikken?

I bogen sammenligninger Højgaard situationen i Danmark med nogle sygehuse i Holland, Tyskland og Schweiz, som hun påstår er meget bedre, fordi de minder om gamle dage, og med gamle dage menes der perioden indtil omkring 1990, hvor alt var godt i dansk sygehusvæsen.

Ifølge Liselotte Højgaard er det det, de har bevæget sig tilbage til i de pågældende lande, men hvis man tjekker de eksempler, hun giver, er der ikke et minimum af dækning for hendes påstande. Hun har et ønske om at få sygehuse, der udelukkende er baseret på lægefaglig ledelse.

Og hvorfor er det et problem?

Problemet med danske sygehuse frem til 1990 var, at de var ekstremt svære at styre økonomisk. De havde løbende store budgetproblemer, og man havde også – til trods for at udgifterne voksede og voksede – meget store problemer med ventelister, fordi produktionen på sygehusene ikke var tilrettelagt på en måde, som imødekom de behov, patienterne med rimelighed kunne have.

Det sygehusvæsen, som Liselotte Højgaard idealiserer, var et sygehusvæsen, hvor politikerne ikke havde så forfærdelig meget at sige.

Og hun glemmer, at vi har et demokratisk system, hvor det er politikere, der foretager alle de overordnede afvejninger. Dem kan man ikke rigtig overlade til læger, for vi ved fra praksis, at lægerne, når det kommer til stykket, ikke er villige til at foretage de hårde prioriteringer.

Det er der ikke så forfærdeligt mange andre end politikerne, som er i stand til at gøre.

Du mener ikke, at de er blevet mere pressede på sygehusene?

Man skal sondre mellem problemerne med Sundhedsplatformen og de generelle problemer, som åbenbart gnaver. Og så skal man lægge mærke til, at det især er hovedstadsproblemer, ikke landsdækkende problemer.

Men kritikken kommer jo fra flere dele af landet?

Ja, men den kommer jo fra de samme kredse. Og det er specielt fra overlæger i Region Hovedstaden, og det er de samme grundlæggende synspunkter, som går på, at flere ting skal overlades til den lægefaglige ledelse. Så kritikken om, at problemerne i sygehusvæsnet bunder i en for bureaukratisk administrativ forvaltning, der er skabt af en såkaldt djøfisering, rammer forbi målet?

Både-og. Jeg har svært ved at forestille mig sygehuse uden et ledelseselement eller medarbejdere uden en administrativ baggrund. Og det kan man da godt kalde en djøfisering.

Liselotte Højgaard fremhæver blandt andet universitetshospitalet i Amsterdam, hvor hun siger, at der ikke er noget bureaukrati overhovedet. Og da jeg læste det, tænkte jeg, det kan ikke passe. Organisationer med 7000 medarbejdere skal altså lave budgetter og aflægge regnskaber.

Der er en helt masse organisatoriske ting, man skal tage sig af. Og det er der altså folk, som er uddannet til. Og det har de hospitaler, som hun sammenligner med, selvfølgelig også.

Desuden er Liselotte Højgaards påstand om, at vores sygehussystem administrativt er meget dyrt, simpelthen ikke sand. Sammenlignet med andre lande er vi et af de lande, som har den billigste sygehusadministration overhovedet.

En af årsagerne til kritikken er, at udviklingen har skabt et presset arbejdsmiljø, som gør, at personalet skal løbe stærkere og stærkere. Er der ikke hold i den kritik?

Det kan man diskutere. Hvis vi taler evidens, så belyser Liselotte Højgaard kun den problemstilling ved nogle meget, meget selektive eksempler, hvor hun plukker ud og siger: ”Her kan I se. På den og den type behandlinger har man øget produktionen så og så meget, mens der er kun kommet så og så mange overlæger.” Men man kan se, at der er personalegrupper, som virkelig er vokset i løbet af den periode, og det er sygeplejerskerne, og det er lægerne også over en bred kam, ligesom der er væsentlig flere overlæger end tidligere. Om der så er en fornuftig balance i forhold til produktionen, er jeg ikke i stand til at vurdere, og det tvivler jeg også på, at hun er. Men jeg vil da ikke udelukke, at med de krav, der stilles, så har man presset citronen ganske meget.

Klinikchef Liselotte Højgaard er chef for den afdeling på Rigshospitalet, som scanner blandt andre kræftpatienter. Hun kritiserer i den nye bog ”Hvordan får vi verdens bedste sundhedsvæsen?” forholdene i sundhedsvæsenet. Det står så dårligt til, at det nu går ud over patienterne, lyder advarslen fra klinikchefen. – Foto: Charlotte de la Fuente/ritzau
"Hvordan får vi verdens bedste sundhedsvæsen?" Af Liselotte Højgaard.