Prøv avisen
Debatinterview

Professor: Hvid, kristen identitet vinder frem i Europa

Jeg forudser, at spørgsmålet om muslimer bliver centralt ved valget til Europa-Parlamentet. Folk i Storbritannien bekymrer sig ikke om polakker længere. De blev bare prügelknaben op til Brexit-afstemningen, siger professor Eric Kaufmann fra Birkbeck College, University of London. – Privatfoto.

Ændring i befolkningssammensætningen i Europa giver luft til mere populistiske partier og udfordrer den pragmatiske tilgang, der har været dominerende, siden grunden til det nuværende EU blev lagt, mener den canadiske professor Eric Kaufmann

USA, FRANKRIG OG SVERIGE. Det er ikke hver dag, de tre lande optræder i samme sætning.

Men politolog og professor Eric Kaufmann fremhæver netop de lande, som eksempler på, hvad det er for en udfordring, Europa og Vesten står over for.

”USA, Frankrig og Sverige er frontlinjen. USA fordi andelen af etnisk hvide er lavest med omkring 60 procent, Frankrig, fordi de har den højeste andel af muslimer med over otte procent, og Sverige, fordi forandringen sker hurtigst der. Det anslås, at andelen af muslimer i Sverige i 2050 vil være 20 procent. I Storbritannien vil det være 17 procent.

Så der er en række lande som Belgien, Frankrig og Holland, hvor andelen af muslimer også vil ligge mellem 15 og 20 procent om 30 år,” forklarer canadiske Eric Kaufmann, der er professor i politik ved universitet Birkbeck College i London. Her er hans speciale, hvordan etnicitet, national identitet og religion påvirker befolkningen.

HANS SENESTE BOG fra sidste efterår hedder ”Whiteshift”. Et begreb, der i hans optik dækker over, at det hvide flertal i mange vestlige lande er under pres, hvilket er med til at fremme populismen og dens kritik af immigration.

”Det, vi ser over hele Vesten, er en tilbagegang for etniske majoriteter, fordi vi ser en kombination af, at befolkningen bliver ældre og har en historisk lav fødselsrate, hvorfor vi ser, at mange lande er nødt til at bringe immigranter ind. Disse ændringer sker i et markant tempo, om end ikke med samme hastighed overalt,” forklarer Eric Kaufmann, der også vurderer, at den udvikling vil påvirke valget til Europa-Parlamentet. Men én ting er de partier, som har en meget klar fremmedfjendsk og nationalistisk holdning, men for andre partier er spørgsmålet også tabubelagt.

”Hvilket betyder, at det bliver undertrykt eller underspillet i debatten, hvor du ofte ikke siger, hvad du virkelig mener, men kommer med en anden forklaring. Hvis du direkte giver udtryk for bekymring over, at din etniske gruppe er i tilbagegang, så vil det blive set som racistisk.

I stedet vil du tale om ’pres på offentlige ydelser’, eller ’islam er en trussel mod liberalismen’, som måske er en acceptabel måde at tale om vores forbehold mod immigration på,” forklarer Eric Kaufmann.

Holdningen i Europa er i høj grad ændret af migrantkrisen i 2015, hvor indvandringen fra lande uden for EU steg markant.

”Immigration er gået fra at være et lavt prioriteret spørgsmål til at være højt prioriteret. Så hvis du spørger folk i Vesteuropa i dag om, hvad der er de vigtigste emner, så vil immigration være i top-to. Tilbage bare i 2011 var det kun omkring 10 procent af befolkningen, der mente det.”

Eric Kaufmann ser derfor en klar forbindelse til fremvæksten af de populistiske partier, som også har ændret karakter. Eksempelvis talte Frihedspartiet i Østrig under Jörg Haider ikke om islam før efter 2008.

”Når immigration er i nyhederne, føler folk, at deres identitet og sikkerhed er truet. Og så betyder det økonomiske stort set ikke noget,” siger Eric Kaufmann med henvisning til, at eksempelvis Tyskland har formået at absorbere de mange nye indvandrere – og at selv det Brexit-lammede Storbritannien har en historisk lav ledighed på 3,8 procent.

Alligevel har de etablerede partier i lande som Storbritannien, Tyskland, Sverige og for den sags skyld Danmark haft svært ved at komme med et fornuftigt svar på borgernes bekymringer, hvilket har pustet til de populistiske bevægelser.

”Her er Danmark et godt eksempel. I har et socialdemokratisk parti, som viser, at centrum-venstre-partierne er begyndt at svare, og jeg tror, at de kan få nogle af vælgerne tilbage ved simpelthen at tale om immigration og ved at vise, at man kan reducere antallet,” fremhæver Eric Kaufmann.

Det rejser naturligt spørgsmålet, om et Europa med en stadigt større ældrebyrde kan klare sig uden indvandring og arbejdskraft udefra.

”Jeg tror, at mange europæere vil sige, at vi skal være mere som Østeuropa eller Japan.

Så de vil have et samfund, der har mindre immigration, og en aktiv politik, der opfordrer til at få flere børn, og som er afhængig af automatisering af serviceydelser, som er en mere selvforsynende tilgang. Men den anden del af samfundet vil hellere løse udfordringen gennem mere indvandring. Og det er skillelinjen.”

Og det er netop i det mudrede farvand, at populistiske partier kaster deres snører ud.

”Frygten er ikke økonomisk. Men det er acceptabelt at tale om ting i en økonomisk ramme. Populister som britiske Nigel Farage og amerikanske Steve Bannon elsker at tale om de mennesker, som er ladt i stikken. De fattige arbejdere, den lille mand,” siger Kaufmann med henvisning til de ledende figurer på den populistiske højrefløj i henholdsvis Storbritannien og USA. Men han fremhæver videre, at fattige og velstående mennesker var lige tilbøjelig til at stemme på Donald Trump.

”Hele den tanke, at det handler om økonomi, bliver oversolgt. Højre, venstre, centrum, det yderste højre. De spiller alle på økonomien, for de har alle deres egne grunde til at gøre det vigtigt. Men det er ikke det, der sker efter min opfattelse.”

OG DET BRINGER OS ind til kernen af, hvordan udfordringen af den etniske hvide majoritet bliver presset.

”Du kan nu se, at der er ’sande’ hvide nationalister som Thierry Baudet i Holland. Victor Orbán i Ungarn har diskursen om kristendom og europæisk oprindelse. I Frankrig har der været bogen ’Den store udskiftning’ af Renaud Camus,” fremhæver Eric Kaufmann.

Selvom det er forsimplet at dele Europa og EU ind i to grupper, så ser han nu to dominerende identiteter.

”Der er en aldrig mere holocaust og Anden Verdenskrig-identitet, som er den progressive, men gamle identitet. Og så er der den hvide, kristne identitet, og jeg tror, at dem på højrefløjen nu vil forsøge at ændre EU indefra. Og det er en kamp om de to ansigter af europæisk identitet.

Jeg tror, at vi vil se denne hvide kristne opfattelse på en stærkere tværnational måde. Det er en af grundene til, at vi ser Ungarn, som ikke er anti-EU, men de vil ændre EU. Spørgsmålet er, om EU vil blive mere som et europæisk fort, et hvidt og kristent koncept, eller vil det fortsætte som liberal kosmopolitisk post-supernational institution?”.

Men denne kristne identifikation er ikke så ligetil.

”Religion interagerer med politik på en sjov måde. Du har folk, som siger, at de er kristne i meningsmålinger og folketællinger, og de personer vil være mere tilbøjelige til at være imod immigration. Men så har du også dem, der siger, at de er aktive kirkegængere, og de har en tendens til at være liberale i deres holdning til immigration,” fremhæver Eric Kaufmann, der også ser en anden skillelinje gå ned gennem Europa.

”Der er en øst-effekt, der ikke specifikt handler om immigration. Den venstre-liberale filosofi, der er dominerende i Vesten, var aldrig en del af deres kultur. Så populisme i Østeuropa er ikke så direkte drevet af immigration. Selv i Tyskland kan vi se, at de, der stemmer for AfD i det tidligere Østtyskland, er mindre optaget af immigration i forhold til partiets vælgere i Vesttyskland.”