Man føler sig inddraget i en tragedie på en måde, som er meget grænseoverskridende. Således beskrev filmanmelder Niels Jakob Kyhl Jørgensen sin oplevelse på P1, da det seneste skud på true crime-stammen, ”Into the Deep” havde premiere i slutningen af januar.
Men den nye dokumentar har også mødt kritik, blandt andet fordi filmens instruktør angiveligt ikke har fået tilladelse fra alle implicerede til at inkludere dem i dokumentaren. Det har atter antændt debatten om, hvorvidt true crime-genren i det hele taget er etisk forsvarlig, ikke mindst i sager, hvor pårørende stadig har følelser på spil.
En af disse pårørende er journalist og radiovært Sandie Westh. Hendes søster blev myrdet af sin partner for 13 år siden, og tanken om, at hendes tragedie i princippet kan blive brugt til at underholde andre, har gjort Sandie Westh til en af de mest vedholdende kritikere af true crime-genren i Danmark. Hun retter særligt sin kritik mod den populære podcastserie ”Mørkeland”, som hun beskylder for at gøre alvorlige mordsager til ligegyldig underholdning.
Svend Andersen, professor emeritus i religionsfilosofi og etik ved Aarhus Universitet, har i mange år forsket og skrevet om etiske spørgsmål. Han forholder sig også kritisk til true crime-genren, som han mener appellerer til de mørkeste kroge af vores sind.
Hvorfor er vi mennesker fascinerede af at følge brutale mordsager?
”Hvis man skal tage de store ord i munden, så kan man sige, at ud fra en kristen forståelse er mennesker syndere. Vi er ikke engle, og vi har dunkle sider. Disse sider kommer af og til til udtryk ved, at nogle af os gør frygtelige ting. Hos andre, kommer det så – heldigvis – kun til udtryk ved, at vi nyder at se og høre andre udføre denne slags ondskab. Men der er noget grundlæggende usympatisk ved, at vi mennesker tilsyneladende har en lyst ved at se den slags. Det ville være mere forsvarligt, hvis der var tale om fiktion, men det, at det er sket i virkeligheden, slukker vores tørst på en anden måde. Vi har jo selv en angst for at dø, og derfor bliver vi draget imod at se døden skildret på forskellige måder.”
Kan true crime ikke laves på en respektabel måde?
”Selve det, at man beskæftiger sig med en virkelig forbrydelse, er der ikke nødvendigvis noget galt med. Det er jo en legitim interesse. Der er en grund til, at mordsager bliver omtalt i pressen – det er en del af vores virkelighed.”
Men hvorfor er true crime-genren så overhovedet problematisk?
”Grænsen mellem saglig journalistisk dækning af en forbrydelse og underholdning er blevet mere flydende, og det er selvfølgelig et problem. For vold og mord kan også skildres på en måde, der er ren underholdning, og når virkelige menneskers tragedier bliver brugt som underholdning, så overskrider man en grænse. Det er eksempelvis tilfældet i den nye dokumentar om Peter Madsen, for den sag er jo allerede fuldstændig belyst. Der er ikke noget grundlag for at lave noget nyt om den sag, det bedste man kan gøre er at tie om den. Det samme kan siges om den nye dokumentar om Utøya. Personligt har jeg besluttet, at den skal jeg heller ikke se. Jeg kan ikke forestille mig, at det kan laves, uden at der bliver lagt vægt på en eller anden form for underholdningsværdi. Den sag er så tragisk og udtryk for så radikal en ondskab, at man ved at gøre den til underholdning risikerer at gøre den harmløs.”
Kan man behandle ondskaben uden at gøre den harmløs?
”At skildre ondskaben er ikke et problem, så længe det har et formål. For det er jo en virkelighed, som vi må se i øjnene. Man må gerne tematisere ondskab, der skal bare ikke være til underholdning, men derimod for at forstå og fordømme den moralsk.”
Hvordan skildrer man så ondskaben på den rette måde?
”Nazismen er et af de mest brutale eksempler på ondskab, som der også er lavet masser af film om. Men det er berettiget, da filmene skildrer en politisk form for ondskab, som vi kan tage ved lære af. Vi skal se disse film for at mindes og huske, hvorfor ondskaben findes, og hvordan vi skal bekæmpe den – ikke for at blive underholdt.
Dokumentarfilmen ’The Cave’, der handler om en læge, som leder et hospital i en sønderbombet syrisk by, er et godt eksempel på, hvordan filmmediet kan behandle ondskaben på en måde, som vi kan tage ved lære af. Filmen viser den menneskelige lidelse og den menneskelige ondskab. Den handler om en kvinde, der gør et beundringsværdigt arbejde for at hjælpe sine medmennesker. Den handler også om ondskaben og livets barske realiteter, men det er opbyggeligt, og det kan styrke vores tro på, at ondskab kan overvindes. Den er lavet på en måde, som ikke er ren underholdning, men gør, at man bliver klogere på tilværelsen.”