Professor i kirkehistorie: Folkekirken er i fare for at blive elitær

En ny rapport om danskernes religiøsitet fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter påviser en sammenhæng mellem høj uddannelse og kirkelig interesse, og den kunne inspirere folkekirken til at gennemtænke mulighederne for at nå andre grupper blandt medlemmerne

Professor i kirkehistorie: Folkekirken er i fare for at blive elitær
Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix.

Jo højere uddannelse hos danskere, des mere kirkeligt engagement. Den sammenhæng påvises i en nylig undersøgelse fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter. Nogle vil sikkert være overraskede over det resultat. Overvejelser over sammenhængen mellem uddannelsesniveau og kirkeligt engagement er ikke af ny dato.

Men historisk har det ofte hængt modsat sammen. Paulus skrev, at der i menigheden i Korinth ikke var mange vise i verdslig forstand, ikke mange mægtige og fornemme, for Gud havde udvalgt de svage og ringeagtede.

Siden var det sådan i oldkirken, at det var det samfundets mest udsatte grupper som slaver og kvinder, der strømmede til menighederne. Og den danske liberalteolog F.C. Krarup regnede for godt 100 år siden helt sikkert med, at klassisk kirkelighed ville forsvinde med samfundets modernisering og højere uddannelsesgrad. Den fromhed, som biskop Skat Rørdam havde stået for, kaldte Krarup for bondefromhed, og han fandt den på den ene side værdifuld, men på den anden side også endegyldigt forbi, overhalet af udviklingen.

Ud fra den samme tankegang om sekulariseringens sejrsgang tænkte mange i 1960’erne, at når bøndernes unge flyttede til byerne og tog højere uddannelse, ville den gamle kirkelighed falde bort. Det har siden vist sig, at religiøsiteten ikke forsvandt. Den ændrede sig bare, og folkekirken har siden haft succes med et mere varieret udbud af gudstjenester og aktiviteter.

Rapporten fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter udfolder også, hvordan orgelkoncerter og foredragsvirksomhed i folkekirken mest henvender sig til det højtuddannede segment blandt medlemmerne.

Rapportens resultater kan belyses ved tilsvarende undersøgelser fra USA. Derovre er der ikke en enkel sammenhæng mellem uddannelse, tro og kirkelighed. På den ene side er tro på Gud, daglig bønspraksis og vægtlægning på religionens betydning lavere blandt universitetsuddannede end blandt andre, men til gengæld er fast kirkegang også derovre højest hos de højtuddannede.

I USA er tilhængere af ikke-kristne religioner (for eksempel jøder, hinduer og buddhister) meget højere uddannede end gennemsnittet i USA. Blandt de kristne er der overvægt af højtuddannede i de liberale protestantiske kirkesamfund, der kan sammenlignes med folkekirken. De vækkelsesprægede (evangelikale) kirkesamfund er de største, men disse trossamfund, der som regel er baptist- og pinsekirker, tiltrækker kun få højtuddannede. Til gengæld strømmer de lavere uddannede grupper ind i stort tal.

Folkekirkens problem er således ikke folks højere uddannelser, men snarere faren for at blive ensidig og elitær. Er lyset for de lærde blot? spurgte Grundtvig i sin tid. Da det ikke var tilfældet, iværksatte han og hans venner et stort arbejde for at vække den danske bondestand, kristeligt og folkeligt. Folkekirken kunne i lyset af rapporten overveje nye arbejdsformer og ny musikstil, hvis den skulle nå flere uden for de højtuddannedes rækker.

De succesfulde evangelikale kirker i USA er kendt for en ganske anden musikstil end det danske kirkeorgel og for at inddrage mennesker meget i gudstjenesten. I Danmark har vi én dominerende kirke og de, der ikke føler sig hjemme i sognekirkens stil og aktivitetstilbud, har ikke rigtig noget alternativ. Modsat USA, hvor kirkerne ligger tæt.

En af de kirkelige sammenhænge i Danmark, der har haft succes med ny musik, ny stil og bred folkelig kontakt, er spejderne og FDF. Disse har så til gengæld været ildesete af en del teologer, der har kritiseret de uniformerede korps for at gøre kristentroen forenklet. Afdøde biskop Høyrup ønskede derimod at give FDF en større plads i dansk kirkehistorieskrivning, fordi dette ofte oversete arbejde havde haft stor og varig betydning for kirkelivet. De nåede meget vidt ud i alle sociale lag og gør det stadig, og det har været afgørende for manges forhold til kirken, at de som børn mødte kristendommen i korpsene i en klart ikke-elitær form.

Kurt E Larsen er professor MSO i kirkehistorie.