Professor i kirkeret: Husk at skelne mellem regler og anbefalinger i kirkerne

Der er ingen grund til at opretholde et såkaldt krav på op til to meter mellem syngende deltagere, når der alene er tale om en anbefaling

Afstandskrav og coronarestriktioner har betydet, at mange gudstjenester har fundet sted udendørs.
Afstandskrav og coronarestriktioner har betydet, at mange gudstjenester har fundet sted udendørs. Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix.

Det er helt forståeligt, at præster, biskopper og menighedsrådsformænd på alles vegne nu presser på for at få ophævet en række coronaregler i folkekirken. Det er godt, at kirkepolitiske ordførere til højre og venstre nu også rører på sig. Men man kunne begynde med at se på, hvad der faktisk er regler (krav), og hvad der er normer, som skal tilpasses lokalt.

Folkekirken er styret efter en række bekendtgørelser, der blandt andet fastslår kravet om, at der i folkekirkens kirkebygninger højst må være en deltager per 4 kvadratmeter gulvplads, eller, hvis de sidder ned, en deltager per to kvadratmeter gulvplads. Det er en regel, der skal overholdes. Det kan man også læse i Kirkeministeriets vejledning på området. Reglerne, der skal overholdes, er allesammen beskrevet med netop ordet skal. Det er samtidig en lempelse af vinterens syv kvadratmeter, og jeg håber da, at samtlige kirker er blevet opmålt igen, så der er givet plads til flere.

Derudover er folkekirken styret af en række anbefalinger. De er alle sammen vældig gode råd, især hvis der er mange i kirken (tæt på maksimum af, hvad arealkravene tillader). Især hvis smitten i det omgivende samfund er høj. Og især hvis der er tale om mange forskellige mennesker uden indbyrdes berøring, som det er tilfældet ved en almindelig gudstjeneste.

Men ved et bryllup er det ikke situationen. Et bryllup er som udgangspunkt en lukket fest, og festen fortsætter efterfølgende. Det samme er tilfældet i de mange dåbsgudstjenester, der nu holdes, ofte kun for én familie ad gangen (og tak til de kirkelige medarbejdere for det). En begravelse kan være en lidt mere åben ting, men hvis der er en åben invitation til gravøl på kroen efterfølgende, er det svært at se, hvorfor kirken skulle være mere begrænset.

Her vil jeg gerne opfordre folkekirkens præster og kirkeligt ansatte samt menighedsråd til at se, at der i anbefalingerne står bør. Der skal altså foretages et skøn over nødvendigheden.

Retningslinjerne opfordrer til, at der etableres en afstand på en meter mellem deltagerne, og to meter, hvis der synges. Den retningslinje er i almindelig omtale blevet til ”afstandskravet”. Og det er formentlig den norm, der hindrer flest deltagere ved de kirkelige handlinger.

Men retningslinjer og anbefalinger indebærer, at præsten, der leder den konkrete kirkelige handling, har pligt til at udøve et skøn. Og menighedsrådet, der har ansvaret for opmåling af kirken og for medarbejderne, har pligt til ikke alene at regne ud, hvor få der kan være i bygningen, når de to ”krav” lægges sammen. Men også pligt til at regne ud, hvor råderummet er i spændet mellem de såkaldte afstandskrav og de faktiske krav om antal personer per kvadratmeter.

Der er ingen grund til at opretholde et såkaldt krav på op til to meter mellem syngende deltagere, når der alene er tale om anbefaling. Der er al grund til, at man konkret ser på, hvad forholdene giver mulighed for. Selvfølgelig i respekt for det, der virkelig er et krav indtil videre, nemlig en siddende deltager pr. to kvadratmeter gulvplads.

Jeg opfordrer derfor til, at man læser retningslinjerne en gang mere (se den senest reviderede udgave af 2. juli) og anvender dem på sommerens bryllupper og øvrige kirkelige handlinger – indtil ministeren kommer hjem fra sin velfortjente ferie og har mulighed for at forholde sig til ændringer.

Biskopperne, der jo øjensynligt endnu ikke er gået på ferie, kunne samtidig klargøre over for tøvende præster og menighedsråd, at en vejledning naturligvis er en vejledning (ikke en retlig hindring for, at kirkegængerne fortaber deres retskrav på at komme i kirke), og at der selvfølgelig skal udøves et skøn af den, der konkret har ansvaret for den kirkelige handling.

Lisbet Christoffersen er professor i kirke. og religionsret ved Roskilde Universitet.