Lene Tanggaard, du mener, at vi ikke skal være bange for at lade børn være uenige og skændes indimellem. Du siger, at det er med til at udvikle kompetencer som kreativitet, analytisk sans og robusthed, men at vi er blevet dårligere til at håndtere uenighed. Hvordan kan det være?
Mange børnefamilier lever et liv, hvor de ikke er ret meget sammen. Børn er længe i skole og i institution, og når man så endelig er sammen hele familien derhjemme, vil man gerne have, at det skal være roligt og hyggeligt. Hvis der så i stedet er skænderier mellem børnene, så skærer det i ørerne. Man er måske også som forælder selv træt efter en lang arbejdsdag, og derfor er man hurtig til at slå ned på skænderier og få dem stoppet. Hvis man var noget mere sammen med sine børn, kunne det være, at børnene slet ikke var nødt til at være så højlydte for at gøre opmærksom på sig selv.
Men det er en konsensuskultur, som synes at brede sig i hele samfundet. Se for eksempel, hvor meget fokus der er på, at offentligt ansatte ikke må kritisere åbenlyst – de får mundkurv på. Når der hele tiden bliver sagt, at ”nu skal vi være enige”, og at vi skal udvikle ”et fælles sprog”, så betyder det i virkeligheden, at nogen skal have ret, og at de skal bestemme.
Men hvorfor er det så vigtigt, at børn får lov at skændes og lærer, at det er okay at være uenige?
Det er beskrevet i mange undersøgelser, at uenigheder og konflikter er fremmende for kreativitet. I nogle af de undersøgelser, jeg selv har lavet omkring kreativitet, er konklusionen, at hvis lærere og pædagoger griber ind for hurtigt, så hæmmer det børnenes kreativitet. Det er også bevist, at de børn, der klarer sig bedst i skolen, er dem, der er vant til, at man kan debattere rundt om middagsbordet derhjemme.
Men hvorfor er kreativitet en særlig vigtig kompetence at besidde?
Kreativitet er lidt forenklet det at kunne lave synteser, at kunne sætte ting sammen på nye måder og at kunne analysere. De kompetencer får man skærpet, når man diskuterer – man finder ud af, at der ikke kun findes én sandhed, og at man kan skabe noget nyt og frugtbart, hvis man lytter til hinanden og får afprøvet sine teser.
Kreativitet handler også om diversitet. Hvis man som barn ikke har oplevet, at verden kan forstås på flere forskellige måder, så vil man få problemer som voksen. Der sker også det, når man har en konflikt, at man får kvalificeret sin egen holdning og bliver skarp på, hvem man selv er. Det giver en robusthed, som der er brug for i et omskifteligt samfund.
Vil det sige, at man så bare skal lade børn skændes til den bitre ende?
Et godt skænderi kan være fyldt med anerkendelse – indirekte bliver der sagt: ”Du er så vigtig, at jeg godt gider diskutere med dig.” Man har også konkluderet, at et vist element af konkurrence i diskussioner er godt. Men der, hvor det munder ud i magtkampe, og hvor børnene fastholdes i et forhold, der ikke er givtigt, så må man som forældre skride ind. For eksempel, hvis storebror altid ender med at trumfe lillebror, kan man sige: ”Hør her, lillebror har faktisk også en pointe i det, han siger. Prøv lige at lytte til det.”
Jeg mener ikke, at vi skal have et nyt dogme, der går ud på, at nu skal vi bare skændes. Der er også forskel på familier, og for nogle vil det virke helt forkert at lade børnene skændes højlydt. Men det er vigtigt, at man ved, at debatter og konflikter er med til at ruste børn til livet og til vores omskiftelige samfund.
Hvad kan forældre gøre for at lære deres børn, at det er helt legalt og positivt at skændes og debattere?
Man kan sørge for at skabe et godt hjemmemiljø, der rækker ud i verden, hvor man taler om det, man ser og oplever. Hvis man ser en film, læser en bog eller noget på nettet, kan man hjælpe med at gøre opmærksom på, at det der er én holdning, og dét der er en anden holdning. Vise, at der er forskellige veje at gå og perspektiver at have i livet, og at man også historisk set har tænkt anderledes, end man gør i dag.
Man kan også være opmærksom på at give sine børn tilstrækkeligt med frihed. Tidligere var vi mere frie og ikke under opsyn konstant. Jeg har for eksempel selv oplevet en konflikt i et af mine børns klasser, som udsprang af, at en forælder havde været inde at læse sit barns beskeder på mobiltelefonen. Det fik mig til at tænke: ”Hvad er egentlig etikken i, at en forælder bryder ind i sit barns beskeder?”. Vi har fingeren lidt for meget på pulsen, og vi nærmer os et overvågningssamfund, hvor vi kvæler al kreativitet.
Jeg oplever også, at mine studerende igen og igen spørger: ”Må vi det her? Må vi det her?”. Jeg siger til dem: ”Prøv nu bare at gøre det, og se, hvad der sker.” Deres ageren er et resultat af, at de altid har skullet spørge nogen om lov. Så får vi de her dygtige systemnavigatører, som bliver rigtig gode til at aflæse, hvad de voksne vil have, men som ikke tænker særlig selvstændigt og kreativt.
Så vi skal bare give los og lade børnene gøre deres egne erfaringer på nettet og med de sociale medier?
Vi skal selvfølgelig ikke bare give helt slip. Vi skal tale med dem om, hvad de laver på nettet, og hvad der er ” dos and don’ts ”. Men der, hvor mor er med i chatgruppen som det blinde øje, der skal vi tænke os om. Det skal helst ikke være, at ”Big Mother” holder øje med os.