Professor i religionsret om muligt nej til kvindelige præster: Det værste vil være ikke at gøre noget

Jeg har meget svært ved at forstå, hvorfor det rets- og kirkepolitisk er rimeligt i en folkekirke med ét embede, uafhængigt af køn og seksualitet, at opretholde en bekendtgørelse, der giver ret til at forskelsbehandle på grund af netop køn, skriver professor i religionsret

Det sidste og værste, kirkeministeren kan gøre, er at lade bekendtgørelsen om folkekirkens ret til undtagelse fra ligebehandlingslov stå urørt, mener professor.
Det sidste og værste, kirkeministeren kan gøre, er at lade bekendtgørelsen om folkekirkens ret til undtagelse fra ligebehandlingslov stå urørt, mener professor. Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Kristeligt Dagblads forsideartikel den 25. maj gav et overblik over politiske positioner i spørgsmålet om, hvorvidt folkekirken fortsat skal have en bekendtgørelse, der direkte tillader menighedsråd forskelsbehandling ved præsteansættelser.

I denne kronik gennemgår jeg fire mulige veje frem. Den værste er at lade stå til. Det begrunder jeg sidst i artiklen.

Bekendtgørelsen, vi taler om, er fra 1978. Den giver en undtagelse fra lov om ligebehandling af mænd og kvinder på arbejdsmarkedet. Loven forbyder direkte og indirekte diskrimination på grund af køn, også på det religiøse arbejdsmarked.

Bekendtgørelse nummer 350 af 10. juli 1978 er undtagelsen: Præstestillinger i folkekirken og dertil svarende stillinger inden for trossamfund undtages fra lovens område.

Folketinget ønskede i 1978 denne undtagelse af hensyn til den grundlovssikrede religionsfrihed. Daværende medlem af Folketinget Arne Melchior fra partiet Centrumdemokraterne henviste til, at den katolske kirke og Mosaisk Troessamfund ikke havde kvindeligt gejstligt embede.

Argumentet holder stadig. Det kom frem, da trossamfundsloven blev vedtaget i 2017. Et flertal i udvalget bag foreslog krav om ligebehandling i trossamfundene, undtagen vedrørende det gejstlige embede. Det kom de ikke igennem med.

Så meget mere er der pligt til at opretholde mulighed for, at trossamfund kan være undtaget fra ligebehandling ved det gejstlige embede. Det kræver ikke et større juridiske skoleridt at fastslå, at en ophævelse af bekendtgørelsen, for så vidt angår gejstlige embeder uden for folkekirken, ville være i strid med Grundlovens paragraf 67, med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9 (som den er fortolket i praksis) og med EU-reglerne.

Når nuværende medlem af Folketinget Jeppe Søe (Mod) er citeret for at ville opretholde undtagelsen af hensyn til religionsfriheden, er han således på Centrum-Demokraternes gamle sikre grund. I forhold til de øvrige trossamfund.

Men folkekirken har siden 1947 haft lige adgang for mænd og kvinder til at søge præsteembede og dermed et embede, der ikke har køn. Religionsfrihed er ikke retten til at have dobbelt regulering inden for en kirke. Det er retten til at finde et andet trossamfund. Hensyn til religionsfrihed er ikke et argument for at opretholde bekendtgørelsen for folkekirkens vedkommende.

Men bekendtgørelsen kan jo godt, og dette er argument nummer to, ønskes opretholdt af hensyn til folkekirkens frihedstradition, en model med undtagelser, der sikrer samvittighedsfrihed for folkekirkens medlemmer, for præster og for menighedsråd.

Kravet om samvittighedsfrihed begrundes med klassisk bibellæsning om det gejstlige embede. Paulus’ pastoralbreve fastlægger normerne for, hvem der kan blive præster. I for eksempel Paulus' Første Brev til Timotheus er formaningerne samlet.

I kapitel 2 står det kendte citat: ”(...) men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, heller ikke at bestemme over sin mand; hun skal leve i stilhed”. I direkte forlængelse heraf reguleres kravene til biskopper, præster og diakoner: De skal være ”ulastelige, én kvindes mand, ædruelige, besindige, værdige, kunne styre deres børn (for hvis de ikke kan styre børnene, hvordan kan de så styre en menighed)” og så videre.

Menighedsrådsmedlemmer er også bibellæsere, der lægger arbejde i folkekirken som kirke, og indstillingsretten ved præstevalg gør menighedsrådsarbejdet til en kirkelig opgave på linje med præsternes og biskoppernes kirkelige opgaver.

Så et bibellæsende menighedsråd, der har indstillingsret til præsteembedet og stemmeret ved bispevalget vil mene, at disse hæderlige og ordentlige krav og forventninger må kunne stilles på sikkert retligt grundlag til gejstligheden. Det er endog krav, der indgår (valgfrit) som fjerde læsning i ordinationsritualet for både præsteordination og bispevielse.

Efter tjenestemandslovens paragraf 10 kan man lægge vægt på dekorumspørgsmål ved en tjenstlig påtale, afsked med videre på grund af druk, voldelighed og andre krænkelser. Ægteskab og seksualitet er derimod rent private forhold, der kun kan danne grundlag for en dekorumsag, hvis det udvikler sig til excesser.

Heller ikke ved ansættelsen er det lovligt at lægge vægt på præsters og biskoppers ægteskabelige forhold og seksualitet. Et menighedsråd må ikke spørge til, om ansøger er homoseksuel eller fraskilt og har tænkt sig at leve på det grundlag i præstegården. Det følger af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.

Ligesom ligebehandlingsloven og kvindebekendtgørelsen for præsteembeder er der imidlertid også i forskelsbehandlingsloven i paragraf 6, stk. 2 mulighed for, at man kan få lov til at diskriminere ved bestemte stillinger. Årsagen skal være et afgørende hensyn til for eksempel religion eller tro. Man kan altså lægge vægt på seksuel orientering, hvis det på grund af religion er nødvendigt og proportionalt i forhold til den konkrete stilling.

Det virkeligt hæderlige næste skridt i hele diskussionen ville derfor være at kæmpe for at få en bekendtgørelse, der gav retlig sikkerhed for samvittighedsfrihed til den klassisk bibellæsende del af menighedsrådene, så de både kan lægge vægt på ansøgers køn og på ansøgers seksualitet og ægteskabsforhold.

En sådan yderligere bekendtgørelse er ikke mere diskriminerende end kvindebekendtgørelsen. Der ville blot være tale om et retskrav for at opretholde ”kirkens gamle tro”. Jeg foreslår det ikke. Der ville blive tomt i præstegårdene, hvis ingen fraskilt kunne være præst eller biskop. Men man må tage skridtet fuldt ud – eller man må afskaffe kvindebekendtgørelsen.

Mulighed nummer tre er at opretholde kvindebekendtgørelsen i folkekirken, men præcisere indholdet.

Bekendtgørelsen blev prøvet i Ligebehandlingsnævnet i 2014. Nævnet lagde, ligesom kirkeministerens talepapir til samråd i Folketingets kirkeudvalg den 12. april i år, vægt på, at bekendtgørelsen som en undtagelse fra en altoverskyggende hovedregel skal fortolkes indskrænkende, og også på, at den alene gælder for menighedsrådene ved indstilling af ansøger til præsteembede.

Kirkeministeren lagde tillige vægt på, at det er en ret, menighedsrådene har, og at denne ret ikke er knyttet sammen med teologiske begrundelser og herunder eksistensen af eventuelle teologiske mindretal. Det sidste er rigtigt – det er en ret, menighedsrådet har, også hvis det skulle være flertallets eller hele rådets opfattelse.

Men det skal dog vel være teologisk begrundet? Det lagde i hvert fald Ligebehandlingsnævnet (på Kirkeministeriets indstilling) vægt på i 2014.

Jeg håber, jeg har misforstået ministerens talepapir til kirkeudvalget, når jeg kommer til at læse det som en ret, menighedsrådene har – uden teologisk begrundelse? Allerede denne, min mulige fejllæsning af ministerens talepapir fra samrådet, viser, sammen med 2014-sagen, hvor stiftsadministrationen og menighedsrådet havde fejlfortolket den meget brede formulering af bekendtgørelsen, at der som minimum må ske en præcisering af anvendelsesområde og fortolkningsrum i kvindebekendtgørelsen. Bekendtgørelsen bør skrives om, hvis den fortsat skal gælde for folkekirken. Det må også beskæftigelsesministeren, der har det samlede ansvar på ligebehandlingsområdet, mene.

Det sidste og værste, kirkeministeren kan gøre, er at lade bekendtgørelsen stå urørt. Med hele dens symbolske kraft som konfliktgrundlag mellem på den ene side folkekirkefolk, der mener, at præsteembedet ikke er afhængigt af køn og seksualitet, og at diskrimination i folkekirken er forbudt, og på den anden side folkekirkefolk, der mener, de har retskrav på noget, de ikke kan se som diskrimination. Og med hele dens uklare begrundelse og alt for åbne fortolkningsmuligheder.

Bekendtgørelsen er ikke nødvendig. Menighedsråd finder deres veje i forhold til både køn, seksualitet og ægteskabsforhold. De har ikke pligt til at begrunde kollektive beslutninger i indstillingssager. Ingen kan tvinge et råd eller dets medlemmer til at stemme.

Jeg har derfor meget svært ved at forstå, hvorfor det retspolitisk og kirkepolitisk er rimeligt i en folkekirke med ét embede, der er uafhængigt af køn og seksualitet, at opretholde en bekendtgørelse, der giver ret til at forskelsbehandle på grund af netop køn.

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.