Jo mere kriserne trænger sig på, desto mere skal vi også tænke på positive muligheder og potentialer.
Det er nemlig rigtigt: Der er kriser, og der er muligheder. Der er dystopier, og der er utopier. Der er frygt, og der er håb. Vi må ikke undertrykke hverken den ene eller den anden side af disse billeder og forestillinger. Vi må tale om verden, som den er, og den er på utvetydige måder præget af kriser, krig, katastrofer og katastrofelignende tilstande og forløb, der udvikler sig og eskalerer – for nogles vedkommende – næsten dag for dag.
Og samtidig er verden fyldt med muligheder. På mange områder er der i virkeligheden et stort gab mellem det, vi véd, og det, vi gør. Vi kan gøre meget mere, end vi gør. Vi ser det helt tydeligt under den aktuelle energi- og inflationskrise. Nye idéer og nye tiltag vælter frem.
Må jeg derfor også minde om, hvad katastrofeprofessoren Kristian C. Lauta siger: ”I stedet for at se katastrofer som isolerede, eksternt forårsagede forstyrrelser, skal vi begynde at se katastrofer for, hvad de også er: sammenhængende, organiserede læringsmuligheder.”
Når vi realistisk har erkendt de nuværende kriser, er det næste og vigtige, som vi mennesker skal gøre, at fokusere på vores højeste fremtidige potentialer og muligheder. Tegne konkrete billeder af disse højeste potentialer.
Hvis vi virkelig bruger vor viden og snilde, vores erfaringer og kreativitet og vor videnskab og intuition, hvad kan vi så ikke opnå – i vort eget land, i verden? Jeg taler ikke om klassisk utopi-tænkning. Jeg taler om, hvad man kunne kalde realistisk potentialetænkning, men på måder der indebærer både dristig og usædvanlig tænkning og handlen.
Det skal vi blive meget bedre til. Det gælder for eksempel vores politikere og den måde, de taler og handler på. Politikerne taler ikke om de højeste fremtidige potentialer.
Tværtimod: De taler om en lang række nu og her-tiltag og løsninger. Og det skal de også, for de skal træffe en række vigtige og alvorlige nu og her-beslutninger, men de skal kritiseres, fordi de stort set altid taler i øjebliksbilleder og -termer.
En latterlig plakat i disse uger hedder: "Mere frihed. Flere muligheder." Som om det er et luftigt og totalt uklart frihedsbegreb, verden har brug for i disse tider. Verden har brug for ansvar, har brug for, at vi hver især tager bare lidt mere ansvar for helheden.
Verden har behov for politikere, der kan tale om både kriser og muligheder. Men verden har også behov for tusinder af små netværk og celler, hvor mennesker mødes for at holde en flamme i live, en flamme, der netop handler om håb, om at forstå og praktisere et medansvar for helheden, for planeten.
Netværk, hvor man kerer sig for helheden, er optaget af mere end sig selv, sit eget, sin egen virksomhed og kommune. Mennesker kan ikke leve uden håb.
I mange, formentlig de fleste, sammenhænge – for eksempel uddannelser, erhvervserfaringer fra offentlige og private virksomheder, sport med mere – lærer vi at kæmpe for egne interesser, vi lærer at optimere, at maksimere egen og egen virksomheds bundlinje, egen afdelings budget og bevilling.
De færreste af os har lært og erfaret, at det først handlede om helheden og dernæst om egen bundlinje. Mange af os har aldrig lært at praktisere et reelt medansvar for helheden. Vi praktiserer det, men indirekte og ofte modstræbende, når vi betaler vores skat. Men ellers kører vi hver især vores eget løb.
Det har en lang række negative konsekvenser, fordi meget af det, der er optimalt for den enkelte, for eksempel for den enkelte virksomhed, ikke er optimalt for helheden.
Meget af hvad vi gør, er tværtimod karakteriseret ved, at det skader helheden, kloden. Stort set alt, hvad vi har lært om virksomhedsledelse, handler om at optimere for egen matrikel, for egen parcel. De eventuelle negative konsekvenser, der måtte være af den enkelte virksomheds drift og virke, kaldte vi eksternaliteter. Disse konsekvenser skulle opfattes som eksterne i forhold til den enkelte virksomhed; andre tog sig af dem. Det var for eksempel konsekvenser for miljøet, for grundvandet, for luft og vand, for dyr og mennesker.
Derfor er vi nu, ad mange veje og på mange måder, ankommet til et punkt – i klodens situation og udvikling og i det enkelte lands eller kommunes udvikling – hvor det er åbenbart: Vi kan ikke fortsætte på denne måde, vi kan ikke fortsætte med business as usual.
Vi kan ikke lade, som om den enkelte virksomhed er en ø, hvor man kan opføre sig lige netop sådan, som det behager én selv. Vi må sadle om. Vi må ændre kurs, for vi er på en forkert kurs. Ikke på alle måder og områder, men på så mange måder, at business as usual med sikkerhed vil bringe os i dybe, katastrofale tilstande og processer. Vi bliver nødt til at erkende det.
Og lad os samtidig erindre, at vi, vort land og verden også på en række måder og områder præsterer det fantastiske, det imponerende. Det er det, der er hovedbudskabet i Hans Roslings meget interessante og vigtige bog "Factfulness".
Vi ved, som Albert Einstein har sagt det: ”Today’s problems come from yesterday’s solutions." (Nutidens problemer kommer af gårsdagens løsninger).
De fleste af de problemer, vi har i dag i verden, er skabt af mennesker. Derfor kan de fleste af disse menneskeskabte problemer også håndteres og løses af mennesker. Ikke alle, for der er felter og områder, hvor der ikke er veje tilbage. Der er irreversible processer, og det er noget af det, vi skal erkende: Der er tipping points, hvor der ikke er nogen vej tilbage for os mennesker. Eller sagt med Johan Rockströms ord: Det er ikke verden, der er noget i vejen med, det er os. Det handler om os. Det er os mennesker, der er problemet – men også muligheden.
Vores civilisation er ude af balance. Lad os sige det på denne forsigtige måde: Vi mennesker har ikke lært, hvordan vi skal indrette os på kloden sammen med planter og dyr. Natur og mennesker skal leve sammen og være sammen på andre måder, end det sker nu, og på måder, som udtrykker menneskers respekt for naturen, ja, erkender, at mennesker er en del af naturen. Den økonomisk-industrielle udvikling er løbet løbsk for os. Vi skal transformere verden og vort eget land. Det er, hvad FN’s 17 verdensmål og bæredygtighedsdagsordenen handler om.
Vores politikere kan ikke løse opgaverne alene. Derfor skal der være fora overalt i verden, hvor ansvarlige og engagerede borgere tænker, drøfter og handler. Hvor man arbejder med, hvad jeg vil kalde dyb bevidsthed om verdens situation. Hvor man lytter. Holder flammen levende. Arbejder med fælles bevidsthed og forståelse.
Og hvor man erkender, at disse transformationer, alle disse ændringer af de ydre fænomener kommer ikke af sig selv. Disse ændringer kommer kun, hvis menneskers tankesæt, sindelag, holdninger, værdier, forståelser og viden ændres.
Det handler om bære- og væredygtighed, og det handler om at fokusere på spørgsmålet og håbet: Hvad er vores højeste fremtidige potentialer?