Alt for mange unge har ondt i psyken. Der er en foruroligende vækst i selvskade blandt unge. Ifølge nogle oplysninger har 34 procent af alle unge på danske gymnasier udøvet selvskade. Og andre børn og unge lider af depression, anoreksi, angst og andre psykiske lidelser. Der er rekordlange ventelister for unge med depressioner, der har behov for psykologhjælp. Nu vil psykologstuderende også gerne behandle, men der er blandt fagfolk uenighed om, hvorvidt det er betryggende.
Hos ledende politikere er der en gryende erkendelse af voksende psykiske problemer blandt unge. Formentlig har det voksende pres på behandlingssystemet og risikoen for øgede udgifter fanget nogle politikeres opmærksomhed. Statsminister Mette Frederiksen (S) har på Facebook spurgt om ”noget af den udbredte sårbarhed, vi ser hos mange børn og unge, også er et udtryk for, at vi har fjernet alle forhindringer?” Den konservative leder Søren Pape Poulsen har på sit partis seneste årsmøde anbefalet, at unge med ondt i psyken burde ”starte med at gå hjem og tale med mor. Og med far. For også de har prøvet at få deres hjerte knust i det store frikvarter.”
Som bedsteforældre og nogle, der har arbejdet med børn eller unge i hele vores arbejdsliv, savner vi, at politikerne forstår, at de selv med såkaldte reformer har været med til at skabe en ubarmhjertig konkurrencestat, der skader mange unge. Det er langt mere end hjertesorger, der plager de unge i et kompliceret forandringssamfund. Det er svært for dem at overskue samfundet og vælge uddannelser og erhverv. Og forældrene har ofte svært ved at råde og vejlede, fordi mange uddannelser er nye eller fundamentalt ændrede, siden de var unge. Men det er ikke mindst de utallige nye benspænd for børn og unge, politikere har indført i forsøget på at optimere konkurrenceevnen, der rammer hårdt.
Livsstilseksperten Flemming Møldrup ramte godt, da han i Kristeligt Dagblad den 23. oktober beskrev, hvordan hans datter skulle trækkes gennem meningsløse tests, som ingen læser. Og som 14-årig skal hun forholde sig til, om hun vil i gymnasiet eller erhvervsskole. I en skoledag fra otte til kvart i tre. Møldrup peger på, at skolereformen af 2013 hverken gjorde noget godt for fagligheden eller trivslen.
En anden forringelse i uddannelsessektoren var ændringen af karakterskalaen fra 13-skalaen til 12-skalaen. 13-skalaen havde blandt andet den fordel, at man kunne belønne selvstændighed og kreativitet med et 13-tal. 12-skalaen er en straffende skala, hvor bedømmelsen udelukkende skal fokusere på, hvad den unge ikke kan. Og især på, hvad de ikke kan reproducere. Den kreativitet, som har skabt det moderne Danmark, undertrykkes nu af en dårlig karakterskala.
12-skalaen har et kæmpespring mellem 7 og 10, som gør det umuligt at nuancere. Men det værste er, at man har indført en strafkarakter på minus tre, hvis eksaminanden går helt i sort. Vi ved af erfaring, at psykisk sårbare, men i øvrigt dygtige kan gå i sort, når de skal eksamineres. Vi siger ikke, at der ingen problemer ville være, hvis man giver et nul i stedet for minus tre. Men vi finder det hjerterløst overhovedet at have en karakter, der siger minus tre.
Det er i vore øjne et udtryk for manglende forståelse for problemerne på uddannelsesområdet, at man har villet indføre endnu en måling, en flidskarakter. Rent bortset fra, at det kan være svært for undervisere at måle, hvor flittige eleverne er hjemme, så er det helt afgørende, at vi får færre stressende tests og målinger på uddannelsesområdet, hvis vi vil kvæste færre unge, allerede før de begynder på det svære voksenliv.
Birgit Knudsen er skolelærer og Tim Knudsen er professor emeritus i statskundskab, begge bedsteforældre.