Prøv avisen
Debatinterview

Ingen grund til at bortforklare sammenhængen mellem vold og religion

Det er meningsløst at reducere de religiøse tekster til sagesløse løftestænger, mennesker hænger deres egne voldelige projekter på, som flere gjorde efter terrorangrebet i Stockholm. Det mener Thomas Hoffmann, professor ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet. Foto: Johan Jeppsson/IBL/Ritzau Foto

Når religionseksperter frikender islam for forbrydelser i religionens navn, er det udtryk for en begrænset religionsforståelse, mener professor. Det svarer det til at frikende nationalsocialismen for nazisternes forbrydelser, mener han.

Efter terrorangrebet i Sverige skrev professor i religionsvidenskab Anders Klostergaard Petersen fra Aarhus Universitet en kronik i Politiken. Hans budskab var, at man skal stoppe med at dæmonisere islam, for kristendomen er lige så voldelig. De religiøse tekster er, hvad mennesker gør dem til, og sådan er der også blevet udført forfærdelige forbrydelser i kristendommens navn, skrev han.

Det er seneste eksempel på, at en særlig religionsopfattelse har sejret ad helvede til inden for dele af religionsstudiet, mener professor Thomas Hoffmann fra Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet.

”I disse tider, hvor der sker mange forfærdelige ting i islams navn, er der en tendens til at underspille og nedprioritere det religiøse aspekt for i stedet at se på det som udtryk for alt muligt andet. På den måde så at sige frikender man islam og giver i stedet miljø, kultur, politik, psykologi og historie skylden. Det er udtryk for, at man har mistet evnen til at se religion som et fænomen, der er kendetegnet ved, at det konstant forsøger at overskride sine kulturelle rammer og etablere sin helt egen suverænitet uden for kulturen,” siger han.

Her taler han om opfattelsen af religion og religiøsitet som noget i sig selv, sui generis, som det hedder i fagterminologien, som noget selvstændigt og uafhængigt af kultur, historie og sociale forhold. Opfattelsen var populær i religionsvidenskabelige kredse op til 1970’erne, hvor den blev erstattet af et mere distanceret – nogen vil sige videnskabeligt – syn på religion.

Man mente, at man lidt for tillidsfuldt og naivt kom til at reproducere religiøst sprog og tænkning med et syn på religion som noget i sig selv. Derfor begyndte man at prioritere religion som noget, der var formet af og skulle forklares via kultur og historiske omstændigheder.

”Hvis jeg som forsker siger, at kristendommen eller islam er noget unikt i sig selv, der kan isoleres fra kultur og historie, lyder jeg måske mere som en præst og imam end som en forsker,” siger Thomas Hoffmann.

Du tilslutter dig langt hen ad vejen den moderne opfattelse af religion som en delmængde af kulturen. Hvad får dig alligevel til at sige, at religion ikke udelukkende er et underprodukt af kultur og historie?

”Religion ønsker jo ofte at være anderledes end bare kultur. Mange gange kæmper den for at komme ud af kulturens klør og greb. Det er også derfor, at religion er så optaget af det ufattelige, det sublime og det tidløse. Et godt eksempel her i året for reformationsjubilæet er Martin Luther. Han ønskede jo netop at komme ud af den traditionelle, historiske katolske suppedas og gå tilbage til urbudskabet – skriften alene.”

”Eller når unge muslimer i Vesten i dag gør op med deres forældres kulturbårne religionsforståelse og begynder en mere afkulturaliseret – og dermed fundamentalistisk – religionsdyrkelse. Dette kan jo heller ikke udelukkende forklares via kultur eller sociologi, men er udtryk for en typisk universalistisk ambition i religionen.”

”Heldigvis er der en gryende erkendelse af, at religion er speciel – eller i det mindste er speciel ved at hævde, at den er så speciel.”

Man har smidt barnet ud med badevandet, når man har mistet dette aspekt i sin religionsforståelse, mener professoren. Det kommer især til udtryk, når religionseksperter taler om religiøs vold uden at tale om religion som en medvirkende årsag.

”Det er desværre blevet sådan, at vi slet ikke tør tale om teologiske faktorer, når der bliver begået vold i religionens navn. Det svarer til at sige, at vi ikke tør tale om det ideologiske indhold i nationalsocialismen som en faktor i, at der blev foretaget jødeudryddelser i Tyskland i nazitiden.”

Så når religionsvidenskabsfolk og teologer frikender islam og Koranen for islamismens forbrydelser, svarer det til at frikende nationalsocialismen for nazisternes forbrydelser?

”Jeg vil gerne understrege, at sammenligningen er rent provokativ, men på mange måder, ja. Ingen vil jo sige, at tyskerne havde bygget koncentrationslejre, hvis ikke det var for nationalsocialismens tankegods og ’Mein Kampf’. Disse indeholdt jo tankerne og visionerne bag forbrydelserne. Til gengæld har mange den opfattelse, at teologien ikke er en faktor i vold begået i religionens navn. De religiøse tekster bliver reduceret til sagesløse kroge og løftestænger, som mennesker hænger deres egne voldelige projekter på. Det er meningsløst, synes jeg. Nogle gange er man nødt til at tage teologien på ordet og se religion som en medvirkende årsag til volden. Men det er samtidig et dybt paradoksalt fænomen: Den mest fredelige teologi kan supplere det mest voldelige projekt, og den mest krigeriske teologi kan supplere det mest fredelige projekt.