Syrisk-tyske Bassam Tibi er professor i statskundskab ved universitetet i Göttingen i Tyskland. Han voksede op i en lærd familie i Damaskus og fik som barn den eksklusive rang af ”hafiz”, der angiver, at man kan Koranen udenad. Han er imidlertid talsmand for en blød islam og er ophavsmand til udtrykket ”euro-islam”, og han udøver nu en skarp kritik af europæisk asylpolitik.
I en kommentar i den schweiziske avis Basler Zeitung lægger han ikke fingrene imellem, men kalder den aktuelle tilstrømning af indvandrere til Vesteuropa for en udfordring, der kan true den europæiske identitets eksistens.
Befolkningseksplosionen i Mellemøsten og Afrika er miserens årsag, erklærer Tibi, og han kalder uden videre de nyankomne for ”fattigdomsflygtninge” og dermed reelt indvandrere.
To millioner er ankommet de seneste år, yderligere millioner sidder på deres kufferter, rede til at bryde op. EU har i denne krise ikke andet at tilbyde end fromme opfordringer til solidaritet, for Vesteuropas venstrefløj har haft held til at knæsætte en fortælling, der lukker mange kritiske røster ned, skriver Tibi.
Det er især lykkedes i hans valg-fædreland: ”Tyskerne er ikke kun verdens-mestre i fodbold, men også i at ideolo-gisere indvandringen.”
Et værtsland skylder imidlertid de nyankomne at holde fast ved sin identitet og sin indretning af samfundet, mener Tibi. Men det modsatte sker:
”De venstre-grønne tenderer mod på langt sigt at forvandle den indfødte befolkning til et mindretal. Modsat indvandrerne må europæerne ikke have en egen identitet.”
Tyskland er nu blevet verdens førende indvandringsland og optager flere end de klassiske indvandringslande USA, Australien og Canada. Alene Hamborg optog sidste år halvdelen af USA’s års-kvote på 70.000. Og flygtninge forvandles til indvandrere:
”Jeg vil anføre byen Essen som eksempel: En tredjedel af de libanesere, der har boet her siden Libanon-krigen 1975-1990, har i tre generationer kun været juridisk ’tålte’. Disse afviste libanesiske asylansøgere lever af kriminalitet i deres klaner i et parallelsamfund.”
De er formelt afviste, men får alligevel lov at blive, og nu skønnes det, skriver Tibi, at kommende fattigdomsindvandrere satser på denne ”libanesiske model”.
Bassam Tibi skelner med sociologen Max Weber mellem ansvarsetik og sindelagsetik. Ansvarsetikken søger langsigtet overblik, og dens lidenskab angår saglighed. Sindelagsetikken består nærmest kun af lidenskab. Med en formulering af Weber er den ”romantikken ved det intellektuelt interessante”.
Ansvarsetikken opdeler manikæisk verden i ondt og godt, og den formoder, at der kun kommer godt af det gode og kun ondt af det onde – for eksempel udelukkende godt af den varme velkomst og kun ondt af den ”onde” afvisning ved grænsen.
Sådan tænker Angela Merkel, bemærker Tibi.
Ansvarsetikeren derimod ved, at man kan være nødt til at nedtone romantikken for at værne det gode. Og han insisterer på, at statsborgerskab er noget, man skal gøre sig fortjent til, ikke noget, man blot forærer bort. ”Sådan som sindelagsetikkerne gør, når de forfremmer flygtninge, der ikke engang kan landets sprog, til ’nye borgere’.”
Sindelagsetikerne føler tilmed, at de er nødt til at give ly til farlige personer.
”Islamister bliver forfulgt i mange af deres egne muslimske lande. Alligevel bør man ikke tilkende dem ret til asyl i Tyskland, for de udgør en sikkerheds-politisk risiko. Man må bryde med dette tabu og sige, at også for den humanitære politik skal sikkerhedspolitikken spille en lige så vægtig rolle, hvis ikke retsstaten vil forråde sig selv.”
FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR, angav tallet 58 millioner på flugt i 2015. Det sprang i 2016 op på 65 millioner. Amnesty International har udfærdiget et anklageskrift mod de ”rige lande”, der ikke er villige til at modtage disse millioner ubegrænset. ”Min reak-tion på det er: Det er det rene vanvid,” skriver Tibi; de sociale systemer ville bryde sammen.
”Ved at optage 65 millioner flygtninge, ville Europa høre op med at eksistere som kontinent med egen civilisatorisk identitet. Den kendsgerning bør man have lov at anføre uden at blive råbt ’populist’ efter,” bemærker den syrisk-tyske professor og fortsætter:
”Den største trussel mod Europa er ikke folkevandringen fra islams verden, men den postmoderne, kulturrelativistiske nihilisme, der bestrider enhver værdisætning af rammerne omkring en identitet i Europa.”
Og hvad skal de nyankomne gøre af sig selv, hvis deres selvudslettende nye hjemland ikke tilbyder dem nogen identitet?
”De, der føler sig udgrænsede, vil søge et alternativ: Det er sharia-tørklæde-islam som identitet, der plejes i et parallelsamfund.”
Anders Raahauge er kulturjournalist, sognepræst og medlem af Det Etiske Råd. I Kiosken samler han hver uge op på og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat.