Professor: Stop intens skovdrift

Omkring 700 skovarter er truede på grund af intens skovdrift, siger professor. De danske skove er blevet til forsimplet enheder, som ikke er god for den biologiske mangfoldighed

Konsulent Anders Erik Billeschou har stået for den intense skovdrift i Danmark, der har ført til, at 700 skovarter er truede, mener professor
Konsulent Anders Erik Billeschou har stået for den intense skovdrift i Danmark, der har ført til, at 700 skovarter er truede, mener professor. Foto: KNUD ERIK CHRISTENSEN.

DANMARK HAR sammen med EU og resten af verdenssamfundet besluttet at stoppe tabet af biologisk mangfoldighed og herunder at sikre truede arter fra at uddø.

I foråret præsenterede De Økonomiske Råd deres analyser af, hvad der skal til for at bremse tilbagegangen af den biologiske mangfoldighed i Danmark. Analyserne fastslår, at en aktiv indsats i skovene er nødvendig, og at denne i høj grad bør omfatte udlægning af urørt skov, det vil sige ophør af skovdrift i nogle af de eksisterende skove.

I kronikken her i avisen den 20. august fremfører konsulent Anders Erik Billeschou en kritik af disse analyser og anbefalinger. Billeschou er forstmand og tidligere vicedirektør for Skov- og Naturstyrelsen og har stor ekspertise inden for kommerciel skovdrift.

De Økonomiske Råds analyser bygger imidlertid på økonomiske analyser af biologiske problemstillinger, og de er udført i et fagligt samarbejde af økonomer og biologer. Undertegnede har haft ansvaret for de biologiske aspekter af analysen, som er udført i regi af Danmarks Grundforskningsfonds Center for Makroøkologi, Evolution og Klima.

LÆS OGSÅ: Danmarks Naturfredningsforening: Lad skov stå urørt

Danmark er oprindeligt et skovland. Den urørte løvskov var den mest udbredte natur, indtil mennesket fældede den. De fleste danske dyr og planter er derfor evolutionært tilpasset den urørte skov med dens gamle træer, unge træer, lysninger, moser, og så videre.

Men skoven, der findes i dag, er typisk præget af mange års hård forstlig drift en drift, der har forandret de danske skove til forsimplede biologiske enheder. Den form for skov er ikke god for den biologiske mangfoldighed.

I officielle statslige rapporter finansieret af Billeschous tidligere arbejdsplads vurderes det, at omkring 700 skovarter er truede, og at 130 sandsynligvis allerede er forsvundet fra Danmark.

Denne kritiske situation skyldes uden tvivl i høj grad netop den intensive skovdrift, som Anders Erik Billeschou stod for i sin tid som vicedirektør og stadigvæk står for.

Carsten Rahbek er professor og leder af Danmarks Grundforskningsfonds Center for Makroøkologi, Evolution og Klima