Hvis man ikke længere kan kalde sig lutheraner, giver det ikke mening at blive i folkekirken. Så bør man i stedet danne en frikirke. Er man derimod parat til at tage en grundig teologisk diskussion om, hvordan Luther kan fortolkes i vor tid, bør man blive i folkekirken og gå i dialog med den lutherske tradition. Det er i kort form budskabet fra Niels Jørgen Cappelørn, professor emeritus og tidligere direktør for Søren Kierkegaard Centeret ved Københavns Universitet.
Han er blevet præsenteret for dele af den kritik og de forslag, som en gruppe teologer og præster under navnet Katakombisk Studiegruppe formulerer i en bog og på en hjemmeside, der netop er blevet lanceret.
I bogen, der har titlen ”Må vi være her?”, spørger forfatterne, om der er plads til dem i folkekirken, selvom de ikke opfatter sig som lutheranere. Til det siger Niels Jørgen Cappelørn:
”Dele af deres kritik af Luther er forståelig. Det er især problematisk med Luthers dåbsforståelse. Han mente utvetydigt, at dåben var en betingelse for frelsen, og at et udøbt barn derfor var dømt til fortabelse. Selv på højrefløjen i folkekirken tror jeg, at mange har svært ved at forsvare det synspunkt, for det indebærer jo et syn på frelsen som noget, der sker på betingelser.”
Men selv om Niels Jørgen Cappelørn er enig med gruppen bag den nye bog i, at for eksempel Luthers dåbssyn bør nyfortolkes, mener han ikke, at vejen er at skrive Luther ud af folkekirkens navn og bekendelsesgrundlag, sådan der lægges op til. Med henvisning til den tyske teolog Friedrich Schleiermacher (1768-1834) opfordrer han til, at man anskuer alle dogmer, som noget, der er blevet til i en historisk kontekst og derfor skal fortolkes igen af hver generation.
”Derfor vil jeg opfordre gruppen her til at gå ind i en grundig diskussion i stedet for at vrage hele folkekirkens lutherske grundlag. Jeg har i 20-30 år argumenteret for et opgør med den nuværende fortolkning af det lutherske dåbssyn, og nogen skal tage den kamp. Men det er, som om man ikke tør, fordi man frygter at få ballade,” siger han.
Han erkender, at det kan være et problem for Luther-kritiske præster med den nuværende formulering af præsteløftet, hvor præster i folkekirken lover at ”forkynde Guds ord rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter og i vor danske evangelisk-lutherske folkekirkes symbolske bøger”.
Præsternes største opgave at undervise lægfolket. Giver man i stedet lægfolket det, de ønsker, ender man med mere af det, som folkekirken allerede er præget af, nemlig underholdning – blot i endnu flere forskellige former. Det vil føre til folkekirkens opløsning, for så vil den miste sin genkendelighed fra sted til sted.
Det vil sige, at de lover at holde sig inden for det såkaldte bekendelsesgrundlag, der består af tre oldkirkelige trosbekendelser, Luthers lille Katekismus samt Den Augsburgske Bekendelse. Bevæger præsten sig ud over dette grundlag, kan der blive ført en læresag mod vedkommende, som kan ende med, at præsten afskediges.
Det er dog kun sket en enkelt gang i nyere tid. Og Niels Jørgen Cappelørn mener da også, at den Luther-kritiske gruppe enten bør løbe risikoen for kritik og fyring eller forlade folkekirken og danne en frikirke.
Gruppen bag bogen argumenterer for en folkekirke med et langt bredere grundlag, som for eksempel kunne bestå i, at man alene er forpligtet på Bibelen og troen på Guds åbenbaring i Kristus. De foreslår også, at de enkelte menigheder får langt større frihed til at udforme liturgien, så den passer til de lokale forhold og ønsker, og at man inddrager lægfolket i højere grad.
Det afviser Niels Jørgen Cappelørn dog som en farbar vej:
”Bekendelsesgrundlaget er en beskyttelse af både lægfolk og præster imod anarki. Folkekirkens største udfordring er en gennemgribende sekularisering gennem flere generationer, som har medført et katastrofalt hukommelsestab, hvad indholdet af kristendom angår. Derfor er præsternes største opgave at undervise lægfolket. Giver man i stedet lægfolket det, de ønsker, ender man med mere af det, som folkekirken allerede er præget af, nemlig underholdning – blot i endnu flere forskellige former. Det vil føre til folkekirkens opløsning, for så vil den miste sin genkendelighed fra sted til sted,” siger Niels Jørgen Cappelørn.