”Udskam dem, der ikke har været fornuftige,” stod der noteret på et af statsminister Mette Frederiksens (S) talepapirer inden et coronapressemøde i marts.
Siden sagde dronning Margrethe i sin tale, at danskerne ikke kunne være bekendt at mødes og ikke holde afstand, og medierne har været fulde af skammehistorier om danskere, der ikke overholdt adfærdsreglerne.
Michael Bang Petersen, du er professor og forsker i politisk psykologi ved Aarhus Universitet. Hvorfor bruger man udskamning som middel til social kontrol i en krise som coronakrisen?
”I en epidemi handler det om at få folk til at ændre adfærd. Det kan man gøre på forskellige måder: en, hvor man ansvarliggør befolkningen og gør det til et moralsk emne at følge adfærdsanbefalingerne: ’Ved at gøre det og det gør du noget godt for andre og tager ansvar.’
Det er en gulerodsstrategi, hvor man belønnes, men der findes også en piskestrategi, hvor man i stedet for gevinster stiller en straf: ’Hvis du ikke følger anbefalingerne, ser vi ned på dig.’
Det er udskamningsstrategien og den mørke af værktøjerne, hvor gulerodsstrategien er den mere positive.”
Hvorfor bruger vi den slags værktøjer til at ændre adfærd?
”Begge strategier handler om, at vi mennesker er nogle sociale dyr. Vi har en psykologi, som er bygget til et liv på den østafrikanske savanne, så vi går rundt med et stenaldersind i vores moderne kranier. Og den verden, vores psykologi er bygget til, har ikke hospitaler, politi eller supermarkeder, så når vi får brug for hjælp, har vi kun den, andre kan give os.
Derfor er vi som væsener enormt opmærksomme på vores omdømme, både på at forbedre det, men også på at undgå at falde i andres anseelse. Det er dér, udskamningsstrategien kommer ind og er effektiv, fordi den er en trussel om, at man falder i andres anseelse eller bliver fordømt af andre, hvis man gør noget forkert.”
Én ting er, at regeringen kan gøre brug af disse strategier for at få befolkningen til at ændre adfærd i en krise. Men vi ser jo også, at befolkningen har travlt med at være politimænd over for hinanden. Hvorfor opstår den form for udskamning?
”Det er en naturlig menneskelig reaktion på, at vi står i en situation, hvor vi er i gang med at ændre vores adfærd og normer, og så opstår der en flokmentalitet, hvor vi fordømmer dem, der gør noget andet end det, vi selv ville gøre. Jeg er med til løbende at indsamle data om befolkningens holdning og adfærd i coronakrisen, og der har vi blandt andet spurgt til, om folk synes, det er i orden at fordømme andre for ikke at holde afstand.
Der er faktisk over 60 procent, der erklærer sig helt eller delvist enig i det, og det er et udtryk for, at folk har fået en enorm opmærksomhed på, at vi skal følge bestemte nye normer for, hvad der er god og dårlig adfærd.
Så tager vi helt spontant fordømmelsesværktøjet i brug, det er en naturlig menneskelig strategi.
Vi kan se, at de, der er særligt tilbøjelige til at støtte fordømmelse af andre, er folk, der er bekymrede selv og særligt bekymrede for sig selv snarere end samfundet.
Så når man er bekymret selv og forsøger at holde afstand, har man større motivation for at lange ud efter andre, der ikke gør det samme.”
I Danmark bryster vi os af at være en tillidsnation. Gør det os særligt gode til at lystre en udskamningsstrategi i forhold til andre lande?
”Vi kan i hvert fald se i vores data, at de, der har en høj grad af tillid til andre, også er mindre tilbøjelige til at støtte en udskamningsstrategi. Tillidsfulde mennesker fokuserer i højere grad på gulerodsstrategien og forsøger at få andre til at bidrage til det fælles bedste ved at give positive tilskyndelser, hvor folk, som har mindre tillid til andre, er mere tilbøjelige til at bruge sociale sanktioner som middel. Den sociale straf er en taktik, der i højere grad hænger sammen med mere autoritære værdisæt end tillidsværdisæt.”
I Danmark har vi både brugt gulerodsstrategien ved at opfordre til samfundssind og brugt udskamningsstrategien, når Dronningen siger, at vi ikke kan være bekendt ikke at følge anbefalingerne. Hvordan virker strategierne på lang sigt?
”Når man bruger begge strategier, er det på en måde en knibtangsmanøvre, men man skal være klar over, at udskamningsstrategien er mere konfliktorienteret og har nemmere ved at gå fejl, ikke mindst hvis man retter udskamningen mod meget konkrete grupper.
Så inviterer man til konflikt, fordi man ofte bruger strategien i en fortolkningskamp, hvor der er uenighed om, hvad der er den rigtige måde at gøre tingene på. Så puster man til de konflikter, der er omkring fortolkningerne, og det betyder, at man dels skaber en polarisering mellem dem, der har forskellige perspektiver på, hvad der er det rette at gøre, dels vil man ofte se en mobilisering den anden vej. Altså en modreaktion på fordømmelsen.
Derfor tror jeg, at man i højere grad skal forsøge at fokusere på de strategier, som tilskynder positivt til ansvarliggørelse, for de skaber ikke konflikt på samme måde og er derfor langtidsholdbare på en anden måde end de mere negative typer af strategier.
Så selvom udskamning kan ligge naturligt til os mennesker, har det nogle klare omkostninger, både på kort og lang sigt.”
Hvad gør man så, når vi skal vende tilbage til normalen? Hvordan ruller man de nye adfærdsnormer tilbage?
”Det er et godt spørgsmål, for det er første gang, at vi vestlige, individualiserede samfund står i en situation som denne. Men hvis jeg skal gisne, er det, at de moralske regler, som er i gang med at blive etableret, er baseret på det, vi inden for forskningen kalder koordinering. Det vil sige, at jeg følger de her regler, fordi jeg ved, at du følger dem, og du følger dem, fordi du ved, at jeg følger dem.
Fordi der er sociale sanktioner og gevinster på spil, er vi bange for at gå ud af koordineringen på egen hånd og pludselig sige, at nu følger jeg dem ikke længere. Der har vi brug for hjælp til at finde ud af, om det er nødvendigt længere, og hvad der præcis er nødvendigt. Ellers bliver vi låst fast af vores egen bekymring for at være den, der trodser reglerne.
Når vi alle bevæger os i takt i en ny retning, er det vigtigt, at de politiske ledere går ind og siger meget klart, at det er det her, vi må, og det her, vi ikke må.
Ellers bliver det svært at bryde denne nye moralske ligevægt for befolkningen, fordi der ikke er nogen, der vil tage det første skridt.
Moralske regler kan være temmelig sejlivede at få ændret, netop fordi ingen vil tage diskussionen om dem. Så det bliver spændende at se.”