Professor: Forbudt at praktisere spiritisme i folkekirken

Den omfattende undren over, at man kan holde en spiritistisk seance med en hest i en kirkebygning er berettiget. Allerede fordi intet trossamfund, som spurgte pænt, ville have fået lov til det, skriver professor i religion og ret Lisbet Christoffersen

Gislinge Kirke i Nordvestsjælland danner ramme om den seneste præstesag i folkekirken. –
Gislinge Kirke i Nordvestsjælland danner ramme om den seneste præstesag i folkekirken. – . Foto: Joachim Adrian/ritzau.

DET FREMGÅR AF pressemeddelelsen fra Roskilde Stift om arrangement i Gislinge Kirke med en dyretelepatør, at der var tale om et foredrag.

Det er jo helt afgørende. For havde der været tale om en aktiv rituel handling, såsom spiritisme med døde dyr, må vi gå ud fra, at samtalen mellem biskop og sognepræst havde fået et andet forløb. Udøvelse af andre trossamfunds trosoverbevisninger i kirkerummet er jo væsentligt begrænset. Det fremgår således utvetydigt af lov om kirkers brug, at kun kristne trossamfund i konkrete tilfælde kan få kirken stillet til rådighed til gudstjenester og kirkelige handlinger.

Det fremgår også, at forudsætningen klart er, at disse (kristne) trossamfund ikke har en lære og ritus eller forhold i øvrigt, som stiller sig i vejen for brug af kirken. Så meget mere skal der til for at andre – spiritister, for eksempel – kan praktisere deres religiøse overbevisning i kirken.

Nu har pressemeddelelsen selv samtidig understreget, at både spiritisme og reinkarnation ligger noget uden for kristentroen. Hvad enten spiritismen er med mennesker eller dyr. Man kan så selvsagt undre sig over, om det at tale med en død hest ikke lige præcis er udtryk for spiritisme. Og om ikke det lige præcis var det, der skete i Gislinge. Og på den baggrund er den omfattende undren over, at man kan holde en spiritistisk seance med en hest i en kirkebygning, jo da nok noget berettiget. Allerede fordi intet trossamfund, som spurgte pænt, ville have fået lov til det.

NÅ. DET ER NOK SÅ AFGØRENDE, at præsternes pligt til at bidrage til den teologiske vejledning, når menighedsrådene planlægger foredragsaftener, bliver understreget. Og at man i Gislinge og omegn nu også har forstået, at der til præstens pligter også hører at klargøre forskellen på kristendom og spiritisme. En forskel, som også blev slået fast i Højesteret i 1908. Også dengang var spiritisme og unitarisme populært. Men det blev fastslået, at man ikke kunne have stemmeret til kirken, hvis det var ens synspunkter.

Så må vi gå ud fra, at man heller ikke som sognepræst kan indbyde til praktisering af spiritisme. Hverken i kirken eller i sognegården. En væsentlig grund til, at præster er medlemmer af menighedsråd, er præcis dette – at folkekirken (også) er en teologisk forankret organisation.

Men, og det er en helt anden sag – selvfølgelig kan man indbyde til et foredrag om spiritisme. Det er blot noget helt andet end praktisering af spiritisme. Med dyr. I kirken. Eller sognegården.

Lisbet Christoffersen er professor (mso) i ret, religion og samfund.