Den 10. april rundede den brasilianske præsident, Luiz Inacio Lula da Silva, bedre blot kendt som Lula, sine første 100 dage ved magten i denne præsidentperiode. Men Lula, der tilhører arbejderpartiet Partido dos Trabalhadores, har påvirket brasiliansk politik i over 40 år. Som tidligere præsident fra 2003 til 2013 er han den eneste præsident i landets historie, som er blevet valgt til en tredje periode. Han leder nu en koalitionsregering med 37 ministre fra 11 deltagende partier og med et flertal imod sig i kongressen.
Lula var ellers tæt på at blive genvalgt til præsidentembedet allerede ved valget i 2017. Han førte stort i meningsmålingerne, men blev så retsforfulgt og tvunget ud af valgkampen. Han blev siden dømt for korruption i kølvandet på en række kæmpe korruptionsskandaler, som havde hærget og splittet Brasiliens befolkning i årevis. Efter 580 dage i fængsel blev Lulas dom annulleret på grund af bevist partiskhed hos chefanklageren, Sergio Moro, som siden blev justitsminister hos vinderen af præsidentvalget dengang, Jair Bolsonaro.
Jair Bolsonaro er tidligere militærperson med stærke sympatier for det hedengangne militærdiktatur. Han var kendt for at have udtalt sig som tilhænger af tortur, som modstander af rettigheder til lgbt+-personer og for at affeje vacciner mod covid, som han sammenlignede med en forkølelse, dette i et land hvor 600.000 døde af virussen. Han er også den præsident, som er kommet tættest på at sætte landets demokratiske udvikling over styr, en udvikling som ellers har været i gang i Brasilien, siden 21 års militærdiktatur sluttede i 1985. Bolsonaro raslede flere gange i sin regeringsperiode med sablen og truede med at sætte militæret ind, hvis Lula vandt det seneste valg. Desuden anklages han af mange for at være hovedinspirator til den storm mod kongressen, præsidentpaladset og retsbygningerne i Brasilia, som fandt sted den 8. januar i år – en uge efter Lula var tiltrådt som præsident. Flere tusinde vrede Bolsonaro-fans deltog.
Militærdiktaturet, som har kastet skygger frem til i dag, varede fra 1964 til 1985. Jeg besøgte selv landet første gang i 1983, hvor jeg boede et år som udvekslingsstudent i Sydbrasilien. Dengang var general Figueiredo præsident, den sidste generalpræsident indsat af militæret. I 1979 påbegyndte general Figueiredo en forsigtig demokratisk åbning. Han gav amnesti til nogle politiske modstandere, som i 1960'erne var flygtet i eksil. Blandt dem var den i Danmark velkendte filosof og pædagog Paulo Freire.
Samtidig i den store bilindustri i Sao Paulo begyndte den unge Lula at gøre sig bemærket som fagforeningsmand og førte an ved en række store strejker. I 1980 var han med til at stifte arbejderpartiet PT. Senere, i august 1983, blev landets pendant til LO, CUT, etableret. Jeg var på et seminar i Sao Paulo kort efter organisationens dannelse, hvor stemningen sitrede, og mange, jeg talte med, var inspireret af de sprækker i diktaturet, som arbejderpartiet og fagforeningsorganisationen repræsenterede.
Forud var gået et årti, hvor de kristne basismenigheder var et af få steder, hvor kritisk samtale kunne foregå. Inspireret af befrielsesteologien og af Paulo Freires frigørende pædagogik voksede sociale bevægelser frem. Det førte i 1984 til bevægelsen Diretas Ja (Direkte valg nu, red.). Direkte valg til parlamentet lykkedes i 1985, og efter at den ny grundlov blev vedtaget i 1988, fulgte direkte valg til præsidentposten. Den grundlovgivende forsamling bestod af civilsamfundsrepræsentanter og politikere, herunder det nyvalgte parlamentsmedlem Lula.
På mange måder blev der i 1980'erne skabt grundlag for en stabil demokratiudvikling. Samtidig var en anden udvikling i gang. Brasilien blev internationalt foregangsland for de store arrangementer World Social Forum, som fra 2001 og frem blev internationale samlingssteder for sociale bevægelser, der var kritiske over for konsekvenserne af den økonomiske globalisering. De var særligt aktive i Brasilien under Lulas første præsidentperiode. De viste, hvordan et stærkt civilsamfund kunne skabe sig stærke og lydhøre positioner.
Under alle disse år sad Bolsonaro som ret usynligt parlamentsmedlem i 27 år og uden nævneværdige resultater. Han var tidligere kaptajn i hæren og formidlede ofte militærdiktaturets reaktionære holdninger. Selv under sin præsidenttid (2018-2022) fejrede Bolsonaro årligt militærkuppets årsdag, den 31. marts 1964, med pomp og pragt. Bolsonaro er forblevet den røde tråd fra militærdiktaturet frem til i dag.
Nu er Lulas regering så blevet valgt, og Bolsonaro, som efter at være flygtet ud af Brasilien to dage før hans præsidentembede udløb, er nu tilbage. I de første 100 dage har Lulas regering taget mange initiativer. Den har sat stort fokus på at bremse afbrændingerne af Amazonskoven, og på at dæmme op for de katastrofale levevilkår, som blandt andre Yanomami-indianerne lever under. Store sociale reformprogrammer er genindført for at bekæmpe de seneste års voldsomme stigning i sult og fattigdom.
Der er også åbnet for en inkluderende og aktiv deltagelse af civilsamfundsorganisationer på alle regeringsniveauer, og Lula er gået aktivt ind i kampen mod racisme, for ligestilling og ligeløn. Eksempelvis er Anielle Franco udnævnt til minister for racemæssig ligestilling. Hun er søster til kommunalpolitikeren fra Rio de Janeiro Marielle Franco, som blev brutalt myrdet i 2018. Bagmændene blev aldrig identificeret og dømt.
Lula har desuden sat turbo på at få Brasilien tilbage i den internationale topliga. Han har haft et intenst program med besøg hos og fra en lange række vigtige partnere, naboer og allierede, deriblandt USA's præsident Biden, Tysklands kansler Scholz og en række latinamerikanske præsidenter. Den 11. april rejste Lula med en historisk stor delegation til Kina, en af Brasiliens største handelspartnere. Endelig blev han inviteret med til G7-landenes næste topmøde i Japan til maj, en markering af Brasiliens genindtræden på denne internationale topscene efter frosne internationale relationer under præsident Bolsonaro. Bolsonaro blev af mange betragtet som en paria, ikke mindst med sit diskriminerende kvindesyn, sin hadske holdning til lgbt+-personer, sin ukontrollerede åbning af Amazonas for alskens lykkejægere og store økonomiske interesser samt sin stækken af civilsamfundets ytringsfrihed og støttemuligheder.
Men vejen til demokratiet er ikke nem. Lulas parti er mærket af de seneste mange år, hvor en korrupt politisk kultur har været udbredt på tværs af det politiske spektrum. Lulas historie er historien om demokratiets sejr, om folkeliggørelsen af et politisk engagement, om etableringen af nye politiske partier, om formuleringen af en ny grundlov, og om kampen mod korruption. Men de seneste års dybe politiske splittelse i landet er nok den største udfordring, Lula har.
Mit seneste besøg i marts i år viste en gryende optimisme. Mange, jeg talte med, udtrykte håb om, at kampen for social retfærdighed, som kendetegnede Lulas tidligere regeringer, vil komme stærkt på dagsordenen igen. Men Lula skal støbe vanskelige alliancer i parlamentet, han skal have en finanslov godkendt, og han skal have styrket den økonomiske udvikling for at få råd til sine sociale ambitioner. Han er i gang, og Lula-regeringens første 100 dage ses af mange som en håbefuld balanceakt mod endegyldigt at kunne vikle Brasilien ud af militærets skygge, og styrke en internationalt orienteret demokratisk nation, der fokuserer sin politik på de store sociale, økonomiske og miljømæssige udfordringer, landet står overfor.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.