Professor: Vi bør ikke være stolte af et pandemiberedskab, der ignorerer hver tiende dansker

Smittespredningen i socialt udsatte boligområder kan vi i høj grad takke det seneste årtis værdipolitiske vindretning for, mener Morten Sodemann, som er professor og overlæge på Indvandrermedicinsk Klinik i Odense

Siden begyndelsen af pandemien har Sundhedsministeriet intet gjort for at kommunikere til de etniske minoriteter, hvilket undrer professor og overlæge Morten Sodemann. Her ses en mobil testenhed i Gellerup i Aarhus. – Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix.
Siden begyndelsen af pandemien har Sundhedsministeriet intet gjort for at kommunikere til de etniske minoriteter, hvilket undrer professor og overlæge Morten Sodemann. Her ses en mobil testenhed i Gellerup i Aarhus. – Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix.

Enhver epidemiolog, der kan sit pensum, kunne have forudset forløbet. Naturligvis har en lumsk virus optimale vilkår for at brede sig i tætbefolkede boligområder med storfamilier, der bor flere generationer sammen på et begrænset antal kvadratmeter. Ikke mindst, når hverken hjemmekontor eller sommerhus-karantæne er en mulighed, men hvor familierne tværtimod er økonomisk afhængige af lavtlønsjobs i frontlinjen og med stor smitteeksponering. Og toppes de faktorer med en måske lidt famlende forståelse for myndighedernes og mediernes vekslende coronaudmeldinger, står man med et smittescenarie, der næsten er dømt til at spinne ud af kontrol. Ikke desto mindre fremstod de danske sundhedsmyndigheder ret uforberedte, da infektionsmedicinere i slutningen af april begyndte at melde om et uforholdsmæssigt højt antal covid-19-indlagte med andet etnisk ophav.

Der er en årsag til det fravær af fremsyn, mener Morten Sodemann, professor i global medicin og overlæge på Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital. Han har selv arbejdet med covid-19-patienter det seneste år.

”For 10-12 år siden nedlagde man i Sundhedsstyrelsen det hold medarbejdere, der arbejdede med indvandrerområdet og de særlige sundhedsfaglige udfordringer, der kan være knyttet til det. Det betyder, at deres kompetencer og erfaring ikke længere findes samlet. Sundhedsministeriet gjorde fra begyndelsen af pandemien heller intet for at kommunikere til de etniske befolkningsgrupper, og statsministeren lod på pressemøder forstå, at alle bare selv måtte sørge for at orientere sig: ’Snak med din nabo, hvis du er i tvivl.’ Det var meget mærkeligt at opleve. Vi kan da ikke være stolte af et pandemiberedskab, der ignorerer 10 procent af befolkningen. Pandemi-indsatsen skal omfatte alle samfundsgrupper, hvis smitten i hele befolkningen skal bekæmpes.”

Hvornår blev du selv opmærksom på, at der kunne ske en bekymrende smitteudvikling i etniske miljøer?

”Det gjorde jeg og flere af mine kolleger ret tidligt, i marts. Der begyndte at komme rapporter fra hele verden om, at der var denne her overrepræsentation af smittede blandt for eksempel migrantarbejdere. Det var det samme billede overalt. Sydafrika. Kina. Frankrig. Italien. England. Og vi hørte noget tilsvarende fra Sverige og Norge. Det handlede groft sagt om præcist de samme mekanismer, boligforhold og erhverv. Vi forsøgte derfor at få de danske myndigheder til at komme med tallene for, hvordan det stod til herhjemme. I første omgang blev vi afvist med begrundelsen, at tallene var så små, at man af persondatahensyn ikke kunne oplyse dem, da de kunne føres tilbage til enkeltpersoner. Det var først senere, da Thomas (Benfield, overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital, red.), gik i pressen og fortalte, hvordan patienter med anden etnisk baggrund fyldte sengene på hans afdeling, at vi fik tallene.”

Mener du, at Sundhedsstyrelsen tidligere burde have set, at det var nødvendigt med en mere målrettet indsats, for eksempel kommunikationsmæssigt, over for de etniske minoriteter?

”Ja. Fra begyndelsen af marts lå der kun en lille smule information på engelsk på deres hjemmeside. Det var tydeligt, at det ikke blev prioriteret som en myndighedsopgave. Siden kom der lidt mere – noget ret basalt på nogle af de store indvandrersprog. Og nu ligger der omsider en hel del mere forskelligt materiale og på mange flere sprog. Det tyder på, at man i efteråret endelig tog vores kritik til sig.

Men i lang tid det var op til frivillige ngo’er som for eksempel Dansk Flygtningehjælp at påtage sig arbejdet med at formidle budskaberne ud i de etniske miljøer. Det var helt urimeligt at pålægge dem så omfattende en opgave i betragtning af, at retningslinjerne i begyndelsen blev ændret et par gange om dagen.

Vi fik her i Region Syddanmark ret hurtigt nogle af vores tosprogede lægekolleger til at oversætte og indtale nogle lydfiler, der kan streames. Der var et stort behov; den første blev downloadet 5500 gange det første døgn.”

I din seneste lærebog, ”Det, du ikke ved, får patienten ondt af”, fremgår det, at Sundhedsstyrelsen heller ikke iværksatte en målrettet oplysningskampagne til indvandrere under svineinfluenzaen i 2009. Selvom alene navnet var anledning til misforståelser blandt muslimer.

”Vi fik at vide, at de ikke havde tid. Det gik heldigvis ikke så galt dengang, men i denne omgang har den manglende kommunikation haft konsekvenser. Når man ikke modtager retvisende informationer, man forstår, vil der brede sig nogle sommetider uheldige historier på de sociale medier og i de etniske netværk. Man vil jo altid søge informationer på den ene eller anden måde.”

Hvorfor tror du, at Sundhedsstyrelsen har fjernet det sundhedsfaglige fokus fra indvandrerområdet?

”Hm. Det har vel frigjort nogle medarbejdere til andre opgaver. Og måske fordi – vil de ansvarlige vel argumentere – at det i sig selv er stigmatiserende at udnævne etniske minoriteter som et særligt problemområde. Selvom man ellers i høj grad gør det i mange andre sammenhænge. Det hænger vel også meget godt sammen med den symbolpolitik, der ligger i generelt at fjerne ressourcer fra indvandrerområdet – embedsmænd har jo som opgave at omsætte politikernes signaler til praktik.

Nej, jeg har ikke belæg for at sige det, men det er en tendens, der har været påfaldende. Næsten demonstrativt holdt Sundhedsstyrelsen fra 2009-2010 op med at iværksætte tiltag over for etniske grupper. Det skete stor set lige efter, at vi oprettede Indvandrermedicinsk Klinik i Odense, husker jeg.”

Ud over de sociale forklaringer på smittespredningen i visse indvandrermiljøer er det vel også legitimt at pege på nogle kulturelle komponenter, sådan som nogle politikere har gjort? Der var et par begravelser i for eksempel Aarhus, blandt andet Yahya Hassans, hvor forsamlingsforbuddet og afstandskravet ikke blev respekteret.

”Jeg kender til flere bryllupper i sommer (i etnisk danske miljøer, red.), hvor det samme gjorde sig gældende! Jeg forholder mig til dét, vi rent faktisk ved fra diverse studier – at det for 70 procent af smittetilfældene handler om bolig og job. Resten er ’noget andet’. Der er specielt 12 beskæftigelser, der tegner sig for den største smitteudvikling, og her er indvandrere stærkt repræsenteret. Taxachauffører – det var dem, der kørte skituristerne hjem fra lufthavnen sidste februar. Og i begyndelsen af pandemien arbejdede mange indvandrere uden værnemidler i for eksempel hjemmeplejen. Tolke har i øvrigt også været ramt.”

Der har været rapporteringer om, at nogle grupper af indvandrere ikke har efterlevet restriktionerne. Kan der ikke – også – være tale om en modvilje eller indstilling, der har et kulturelt afsæt?

”Når vi har fulgt op på vores covid-19-patienter, er billedet et helt andet: De har overimplementeret retningslinjerne! Nogle har været så skræmt, at de er bange for at gå ud, fordi de har fået det indtryk, at luften er farlig. Men flere politikere var hen over sommeren meget hurtige til at benytte lejligheden til at udskamme en hel befolkningsgruppe, som da statsministeren på et pressemøde så sent som i august sagde, at ’informationerne er derude. Ingen i Danmark kan være i tvivl om, hvordan man skal opføre sig’. Der havde jeg gerne set, at sundhedsministeren eller direktøren for Sundhedsstyrelsen havde sat foden ned og gjort opmærksom på, at den slags værdipolitik ikke hører hjemme i en effektiv pandemibekæmpelse.”