PLAGIAT, SELVPLAGIAT eller bare sjusk? Det er efterhånden vanskeligt at finde rundt i de beskyldninger, der de seneste uger er blevet rejst mod forskningsminister Esben Lunde Larsens (V) svært kritiserede ph.d.-afhandling om Grundtvig.
Men uanset, hvad Københavns Universitet, der nu er sat til at granske ministerens videnskabelige redelighed, må nå frem til, så har hele balladen på ny sat gang i debatten om det eksplosivt voksende optag af ph.d.-studerende.
”For mig er der ingen tvivl om, at det øgede optag har sænket niveauet for, hvem der kan få en ph.d.-grad, og at det selvfølgelig har indflydelse på kvaliteten. Spørgsmålet er så, hvad vi kan gøre for at sikre, at afhandlingerne alligevel holder et vist videnskabeligt niveau,” siger professor i genetik Eske Willerslev, Københavns Universitet, der selv er ph.d-vejleder.
Et enigt folketing besluttede i begyndelsen af 2000'erne at øge antallet af ph.d.-studerende, og missionen lykkedes over al forventning. På kun 10 år fordobledes antallet af indskrevne studerende fra 1215 i 2003 til 2605 i 2013.
Men hvis reformen ikke bare skal generere flere studerende, men rent faktisk også skal generere mere viden, så kræver det, at der stilles minimumskrav til de færdige afhandlinger, og at retningslinjerne for, hvad en redelig og videnskabelig afhandling egentlig er for en størrelse, gøres tydeligere, mener Eske Willerslev.
”Før reformen var der helt åbenlyst alt for få ph.d.-stillinger, og derfor gik vi desværre glip af en masse talent og potentiale. Der var egnede folk, som helt indiskutabelt havde evnerne, men aldrig fik chancen for at folde dem ud. Det var et ærgerligt spild af gode ressourcer, og derfor er der bestemt meget godt at sige om reformen og det større optag. De ressourcer opfanger vi nu, men med så massivt et optag, opfanger vi også dem, der måske er knap så egnede, og det understreger behovet for at præcisere rammer og krav,” siger han og understreger, at han ikke har læst Esben Lunde Larsens Grundtvig-afhandling, og ingen baggrund har for at forholde sig til dens videnskabelige kvaliteter eller mangel på samme.
Men den kritik, der har rejst sig i dens kølvand, illustrerer med al tydelighed, at der kan opstå tvivl omkring, hvilke krav og retningslinjer en ph.d. skal følge.
I spørgsmålet om plagiat og selvplagiat, diskuteres det blandt andet, hvorvidt og hvordan empiri, tekst og konklusioner fra et speciale kan overføres til en afhandling og ikke mindst, om der i så fald skal henvises til det genbrugte eller videreudviklede materiale.
”Det er henvisningerne, der giver opponenterne mulighed for at vurdere, hvilke dele af en afhandling, der skal udløse merit og hvilke dele, der måske er taget med som baggrund eller supplement fra et tidligere speciale. For det er selvfølgelig helt fair at medtage gammelt, men relevant materiale, så længe henvisningerne er på plads. Jeg tror ikke, at overførelse af information fra speciale til ph.d.-afhandling uden korrekte henvisninger nødvendigvis skyldes forsøg på manipulation. Det kan også skyldes, at studerende og vejleder ikke er helt bevidste om, hvad praksis er. Om alle omstændigheder viser debatten jo, at der er forskellige fortolkninger og en betydelig del usikkerhed på spil, og det kalder på en tydeliggørelse af retningslinjerne,” siger Eske Willerslev, der helt grundlæggende tror, at netop klare retningslinjer og grundkrav også kan være med til at hæve standarden og ambitionerne generelt.
”Det mener jeg personligt, er den rigtige vej at gå. Vi skal turde sigte højere fremfor at sænke barren.”
Den anden helt store udfordring, er, at universiteterne har et klart økonomisk incitament for at udklække så mange studerende som muligt, fordi pengene først udløses i det øjeblik, de studerende får deres grad i hus.
”Det betyder ikke, at universiteterne med overlæg vil lade studerende, der egentlig ikke burde slippe igennem, slippe igennem. Men i takt med, at det økonomiske pres vokser på de forskellige uddannelsesinstitutioner, og det gør det ikke mindst set i lyset af den seneste finanslov og regeringens voldsomme nedskæringer, så er det klart, at risikoen bliver større. Hvis universiteterne skal have pengene ind, bliver de nødt til at spytte flere ph.d.-studerende ud. For mig at se er der behov for et opgør med den praksis, hvis vi skal sikre os, at ph.d.-uddannelsen ikke ender som den rene pølsefabrik,” siger Eske Willerslev.
Uanset hvad, betyder det voksende optag, at vi fremover vil blive nødt til at forholde os til ph.d.en som en ny størrelse, hvis rolle ikke nødvendigvis vil afvige væsentligt fra den rolle, specialet indtager i dag.
Ph.d.'en vil selvfølgelig fortsat rent videnskabeligt være specialet overlegent, men den vil ligesom specialet skulle kunne sælges som en vare på det private arbejdsmarked.
”Traditionelt set er en ph.d. det første vigtige skridt på vej mod en postdoc og en egentlig forskerkarriere. Men sådan kommer det ikke til at være i fremtiden, der vil ganske enkelt være alt, alt for mange ph.d.er, så det regnskab vil ikke længere kunne gå op. I stedet skal ph.d.'erne ud på det private arbejdsmarked eller opsluges af udenlandske universiteter. Og også her bliver det selvfølgelig helt afgørende, at de private virksomheder, der skal aftage dem, ved, hvad de får. Forskellen mellem specialet og ph.d.en skal være til at få øje på, og det kræver selvfølgelig en form for kvalitetssikring,” siger Eske Willerslev og fortsætter:
”Det er reelt ikke til at sige, om industrien og arbejdsmarkedet rent faktisk kan opsuge de mange nye ph.d.er, for der kommer sindssygt mange af dem. Men de private virksomheder er deres bedste chance, og derfor er det også helt lavpraktisk i de studerendes egen interesse, at de får de absolut bedste kort på hånden. Når de kommer ud med en ph.d.-grad, skal det være en virkelig indikation på, at de kan noget. Hvis det ikke lykkes at bevare den garanti, kommer vi til at stå med en ret betragtelig gruppe stakkels arbejdsløse ph.d.er.”