I en kronik med overskriften Menighedens råd og præstens stilling, trykt i Kristeligt Dagblad den 6. maj, skriver professor Svend Andersen, at jeg har gjort mig skyldig i den fejlopfattelse, at det folkekirkelige demokrati teologisk set bygger på tanken om det almindelige præstedømme.
Påstanden udleder han af min omtale af 2008-menighedsrådsvalget i det tresognspastorat, hvor den ulovligt afskedigede Mette Villads Christensen var sognepræst. Om dette valg, der var et fravalg af præsten, anførte jeg i en kronik i Kristeligt Dagblad den 4. april i anledning af Østre Landsrets dom i sagen, at det var en manifestation af menighedens negative brug af sin teologisk begrundede kaldsret. Disse ord vidner ifølge Svend Andersen om, at jeg sammenblander et teologisk begreb (kaldsret) med en demokratisk fremgangsmåde (valg).
Det står naturligvis Svend Andersen frit at drage denne slutning.
Selv mener jeg ikke, at jeg har foretaget en utilladelig sammenblanding, men jeg har argumenteret retsteologisk ud fra den præmis, at der er en indirekte forbindelse mellem det almindelige præstedømme, som er en teologisk norm, og den eksisterende folkekirkeordning med demokratiske institutioner.
Det almindelige præstedømme peger ikke entydigt i retning af nogen bestemt kirkeordning, heller ikke den folkekirkelige. Men så længe vi har en demokratisk folkekirkeordning, skal det almindelige præstedømmes teologiske indhold udfoldes og realiseres inden for denne ordning, uden at der sættes lighedstegn mellem det almindelige præstedømme og kirkeligt demokrati.
Retsteologisk betragtet er alternativet til sammenblanding ikke adskillelse, men netop en nødvendig forbindelse af hensyn til udmøntningen af det almindelige præstedømme.
LÆS OGSÅ: Sejr i fyringssag kan stille præster dårligere
Udmøntningskravet følger af det almindelige præstedømmes gudgivne myndighed til at værne om evangeliets rene forkyndelse og sakramenternes rette forvaltning. Efter luthersk tankegang forsvinder denne myndighed ikke med menighedens kaldelse af en gejstlig til at udøve præsteembedet. Den fortsætter som menighedens selvstændige ansvar for ordets forkyndelse og sakramenternes forvaltning.
Med rette fremgår det da også af menighedsrådslovens formålsparagraf, at menighedsrådet, som på lokalt plan repræsenterer det almindelige præstedømme, har en moralsk forpligtelse til at fremme kirkens liv og vækst i overensstemmelse med folkekirkens lære.
Ordret hedder det, at det påhviler menighedsrådet at virke for gode vilkår for evangeliets forkyndelse. Opfyldelsen af formålsparagraffen skal ske i samvirke med stedets præst, fordi der er tale om en fælles forpligtelse og et fælles ansvar.
Den samme samarbejdsforpligtelse ligger også som en retsteologisk forudsætning i tjenestemandslovens paragraf 43, skilsmisseparagraffen. Omdrejningspunktet i denne paragraf er nemlig retableringen af det kirkelige liv i sognet, som er blevet lagt øde på grund af dybe og uoprettelige uoverensstemmelser gennem en årrække mellem præst og menighed.
Vi er her ved kernen af det fælles ansvar, som menigheden, herunder menighedsrådet, og præsten har for det kirkelige livs vækst. Derfor bliver det et retsteologisk tab, hvis skilsmisseparagraffen helt forsvinder i konsekvens af Østre Landsrets dom i præste- og menighedssagen.
I den aktuelle sag fastslog først de kirkelige myndigheder, dernæst landsretten, at menighedsrådsvalgets resultat var en ubestridelig markør for, at samarbejdskonflikten var gået uhjælpeligt i hårdknude. Det antaster ikke det almindelige præstedømme som teologisk norm, men viser, at dets udmøntning sker og må ske inden for rammerne af den aktuelt gældende folkekirkeordning.
Det almindelige præstedømme er en vigtig grundpille i en evangelisk-luthersk kirke. Det skal afspejles i kirkeordningen, så det almindelige præstedømme i praksis ikke tømmes for sit teologiske indhold.
Det er, hvad Svend Andersen gør, når han til slut skriver, at kirkens evangeliske renhed skal ligge i teologiske og gejstlige hænder.
Kristine GarderetsteologFrederiksgade 4Hillerød