Projektmageri: Der er noget råddent i folkekirken

Marie Høgh har ret. Der foregår en frygtelig ødelæggelse af folkekirken for tiden, skriver Agnete Raahauge

Projektmageri: Der er noget råddent i folkekirken

Tak til Marie Høgh for klummen ”Kirkeligt set” i Kristeligt Dagblad den 4. februar. Dens billede af den igangværende ødelæggelse af folkekirken var glasklart og højst tiltrængt. Den er ganske vist faldet Birgitte Graakjær Hjort, center- og afdelingsleder ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, for brystet i avisen den 15. februar. Naturligvis, for det er netop berettigelsen af sådanne institutioner, som Birgitte Graakjær Hjort har sin fine stilling i, Marie Høgh anfægter.

De er skudt op som paddehatte i folkekirken de seneste 25 år – centrene, udvalgene, institutionerne, som undersøger og analyserer folkekirken indvendig og udvendig, udvikler strategier og projekter og formidler viden om dette og hint.

Og nogle er der mening i, andre er lettere til grin, men uanset om der er mening i det arbejde, der udføres i centrene eller ej, så er og bliver det en afsporing af folkekirken, at der er råd til så meget som ét eneste center, når der er sogne rundt om i landet, hvor der åbenbart ikke er råd til at have en sognepræst til at holde gudstjeneste hver søndag.

I reformationsjubilæumsåret er det passende at erindre, at det er forsamlingen om evangeliets forkyndelse og sakramenternes uddeling, der er kirke – ikke de mange projektinstitutioner, der forsker i, hvordan man kan være kirke.

Når der i dag i mange små sogne ikke kan holdes gudstjenester, fordi folkekirkens midler er ført over fra præsteembederne til projektinstitutionerne, så er folkekirken de facto i forfald.

Og det er jo sådan, landet ligger. De små sogne, som for 25 år siden havde deres egen sognepræst, må i dag nøjes med en kvotepræst, der så skal bruge de resterende procenter af et fuldtidsembede på at beskæftige sig med de tiltag, de kirkelige myndigheder i deres visdom har opfundet. Hvis sognene da ikke er blevet slået sammen med fire-fem andre sogne, hvor et team af præster på skift har gudstjeneste- og begravelsesvagter, så forholdet mellem sogn og præst på den måde kan udtyndes. Ja, så sognepræsten i realiteten ikke er sognepræst, men vagthavende præst.

De små sogne er blevet legetøj i projektsyge myndigheders hænder.

Jamen, det er så frugtbart, at præsterne får mulighed for at samarbejde om fælles udfordringer, og når nogen bruger tid på faglig fordybelse, skriver Birgitte Graakjær Hjort i sin kritik af Marie Høgh.

Og det har Birgitte Graakjær Hjort da nogen ret i. Men det er ikke noget argument for, at der skal oprettes særlige institutioner til fordybelse og samarbejde om fælles udfordringer. For det kan præsterne selv finde ud af at tale sammen om. Det har de gjort i århundreder. I de danske præstegårde er der blevet holdt konventer, hvor præster talte sammen og fortalte hinanden om det, de var fordybede i derhjemme i deres studereværelse. Der er blevet læst og skrevet i præstegårdenes studereværelser, uden at det har kostet en krone mere end præstens løn.

For det er en del af præstens embede at studere og dygtiggøre sig. Det behøver han ikke hjælp af bekostelige institutioner for at kunne. Men han behøver tid og frihed. Den tid og frihed, der indskrænkes mere og mere, jo flere sogne der bliver slået sammen, og jo flere kvoter der afsættes til bestemte, af de kirkelige myndigheder formulerede beskæftigelser.

Jo, Marie Høgh har ret. Der foregår en frygtelig ødelæggelse af folkekirken for tiden. Den samme ødelæggelse, som hospitalerne og universiteterne har været underlagt, hvor fedtlaget af stillinger til analysering og udvikling af institutionen vokser, mens de egentlige embeder udsultes, og friheden til at være egentlig sognepræst, læge eller forsker indskrænkes.

Jeg ville gerne en dag se et sobert regnskab over, om folkekirken virkelig blev dyrere af, at sognene fik deres ubeskårede sognepræsteembeder tilbage, og centrene, projekterne og udvalgene til gengæld blev skåret bort.

Mon ikke den væsentligste omkostning ville være, at de kirkelige myndigheder ikke længere havde noget at lege med

Agnete Raahauge er sognepræst i Hørup og redaktør af Tidehverv.