Provst i Folketingets åbningsprædiken: Vi må ikke efterlade ansvaret hos den enkelte

Det er tirsdag, og du er kravlet op i et højt træ. Herfra har du et glimrende udsyn over byen. I ro og mag og på behørig og behagelig afstand bestyrkes du i dit syn på verden. Her er ingen til at modsige dit perspektiv på flygtninge, klima og manglen på arbejdskraft.

Men hvad er nu det for et optog dernede? Der er et menneske i midten. Hvem er det? Er det Zelenskyj i afslappet t-shirt eller Greta Thunberg med sit vrede ansigt? Stemningen i optoget er intens og minder mest af alt om en pride-parade. Dit trænede øje kan se, at politiet er på plads. Du har allerede taget et par gode billeder. De kan helt sikkert bruges i dit næste opslag.

Men hov, hvad sker der nu? Manden i midten standser lige nedenfor dit træ. Han fanger dine øjne og siger: ”Kom ned fra dit træ!” ”Jeg vil være gæst hos dig i dag.”

Jesus mødte vidt forskellige mennesker. Kvinder og børn, stilladsarbejdere og sømænd, politikere og præster. Mennesker, der mente at have styr på både sig selv og verden, og mennesker, der mistrivedes og ikke syntes, de havde styr på ret meget.

Overalt forstyrrer Jesus synsfeltet. Han er en sand normstormer. Mennesker og samfund sættes i bevægelse af ham.

Zakæus var vist bare nysgerrig. Han havde svigtet sit folk ved at berige sig godt og grundigt på deres bekostning. Men Jesus trækker Zakæus ind i fællesskabet igen. Det er tilgivelse skåret ud i pap. Når Jesus lyser på Zakæus, bliver det lysende klart for Zakæus, hvordan han har svigtet. Og tilgivelsen Jesus kalder Zakæus hjem med, farver øjeblikkelig Zakæus helt ind i sjælen. Nu vil han give videre af alt det, han har fået.

Vi ved selv, hvilke trætoppe vi kender til. Vi ved, hvor vi indretter os mageligt og uforstyrret med vores vurdering af, hvad der er op og ned, rigtigt og forkert. Vi ved selv, hvor svigt og bedrag er mere eller mindre skubbet ind under gulvtæppet i vores liv.

I trætoppen indsnævrer vi fællesskabet. Måske indsnævrer vi til dem, vi kan lide, dem vi deler nation, religion eller holdning med. Og det hænder, at snæversynet strammer så meget til, at der kun er plads til os selv.

I disse år ser vi en øget polarisering. I USA er det ekstremt. En politisk mistillid bliver i visse sammenhænge dyrket bevidst. Der opildnes til had og frygt. Polariseringen smitter og truer ethvert samfunds integritet.

I Danmark har vi en stærk tradition for et samfund, der ikke er polariseret. Vi er vant til at dele hverdag med hinanden i folkeskole, i børnehave, på plejehjem, i sundhedsvæsen, i folkekirken, på højskoler og i foreningslivet. Vi har arvet en stor tillid og gensidig respekt. Sammenlignet med andre lande er der fortsat stor tillid til både institutioner og myndigheder.

Men nærer vi polarisering i Danmark, når skoleliv og byer bliver mere og mere opdelte? Giver vi polariseringen medvind i det politiske liv? Hvordan undgår vi strukturelt og hver især at lukke os inde i ekkokamre med ligesindede? Hvordan bliver vi ved med at tale med hinanden og ikke kun om hinanden? Hvordan understøtter vi et samfund, hvor vi fortsat deler perspektiver på alt det fælles, også og særligt når vi er uenige?

Gud møder os ved enhver gudstjeneste med sin nådes lys. Er vi igen kravlet op i en trætop, forstyrrer han vores perspektiv på verden og os selv. Det er den indre kompasnål, der justeres. Det er nådens frontalangreb, der kalder os til at leve vores liv i og af Guds nåde.

Mistrivsel larmer ikke på samme måde som krig og polarisering. Ikke desto mindre er det en enorm samfundsudfordring. Hvorfor mistrives så mange? Flere peger på, at det tynger, at vi bilder hinanden ind, at vi skal være helt unikke. At vi er absolut frie til at være, hvem vi vil, og hvad vi vil. At vi er gået fra et forbudssamfund til et samfund med påbud om at være lykkelig og fri. Tina Dickow synger i en sang: ”It looks like freedom, but it feels like being on the run;" det ser ud som frihed, men det føles som at være på flugt. Friheden som et åg. For vi vil gerne gøre det godt. Slå til. Være tilstrækkelige. Og der er åbenbart ingen grænser for de livsområder, hvor vi kan sætte standarder umenneskeligt højt. Og opfatte det som en fejl der bør rettes, når vi ikke er konstant lykkelige og frie.

Årsagerne til mistrivslen gisner vi fortsat om. Men mistrivslen har de to seneste nationale sundhedsrapporter slået fast med syvtommersøm; udbrændthed, stress, depression, selvskade og mere af samme skuffe. Mistrivslen vokser desværre eksplosivt. Den har ansigter, vi kender, fordi det er vores egen familie, venner eller os selv, der er ramt.

I dag åbner folketinget, og I skal i gang med det politiske arbejde. I og enhver af os har ansvar for at bidrage til et godt samfund. Et samfund, der er bæredygtigt for både menneskesind, det globale menneskelige fællesskab og den jord, Gud har sat os som forvaltere af.

Gud kalder altid på os. Møder os med en smitsom nåde, der tager bolig i hjertekamre som et vaterpas for hverdag og samfundsliv.

Det kald er der brug for hver eneste gang, vi igen har bevæget os væk fra ansvaret for det fælles. Evangeliet vrimler med eksempler på mennesker, der er havnet i en trætop. Mennesker, der vender ryggen til det fælles ansvar af dovenskab, selviskhed, pragmatisme eller kølige eller overophedede politiske analyser. For disciple og alle os andre sker det, at vi falder i søvn, hvor vi burde være vågne. Og det er vigtigt, at vi ikke falder i søvn. At vi tager vare på vores ansvar for hinanden og for fællesskabet.

Det er lettere at komme med politiske løsninger på stigende energipriser end på mistrivsel. Men vi må ikke vende ryggen til nye og besværlige udfordringer. Vi må ikke efterlade aben hos den enkelte. Fælles udfordringer kalder på fælles eftertænksomhed, og fælles løsninger.

Når vi sammen skal tage vare på fællesskabets liv, er det klogt at spille med åbne kort. Vi har ikke styr på fremtiden. Vi er ikke lige ved at få udryddet den sidste usikkerhed. Usikkerhed og alverdens dilemmaer hører til menneskelivets grundvilkår. Der er ingen af os, der ved, hvordan det vil udvikle sig med energikrisen, krigen i Ukraine, manglen på arbejdskraft eller mistrivslen.

Guds nåde lyser utrætteligt på os her i kirken. Han fylder os med sin nåde og tilgivelse og sender os ud i verden for at tage medansvar.

Vi skal fortsat investere hjerteblod i, at vores demokrati må være velfungerende og i en solidaritet på tværs af landegrænser. Enkelt og ligetil er det at gøre det, vi hver især kan på vores sted med den magt og indflydelse, vi hver især har betroet. Så vi deler liv og glæde, ansvar og dagligt brød med hinanden.

Se, han står og lyser på os med sin fred, når han kalder:

”Kom ned fra dit træ!”