Provst: Vi harfor utydelige tal om dåb i folkekirken

Mit indlæg vedrørende folkekirkens dåbstal har affødt en del debat. I Kristeligt Dagblad den 15. marts præciserer og nuancerer provsterne Peter Birch og Esben Thusgård mit anliggende, og jeg kan i store træk kun tilslutte mig deres kommentar. Mit ærinde var at nuancere dåbsforholdene, hvor der er stor forskel på landets forskellige egne, samt at spørge efter dåbstallet fra børn med moder af dansk oprindelse.

Det svar kommer vi tættere på i Kristeligt Dagblad den 16. marts, hvor Steen Marqvard Rasmussen gennem sit omfattende statistiske arbejde kommer med et bud, hvor tæt på tre fjerdedele af børnene bliver døbt. Stadig et højt tal, men ikke mit bud på 87 procent. Jeg tror umiddelbart, Marqvards tal er tættere på virkeligheden end mit.

Mit indlæg udsprang også af, at mit eget provsti i de kirkelige statistikker i 2015 havde en dåbsprocent på 69. Det var ganske uforståeligt, og Danmarks Statistik blev kontaktet og oplyste, at man, i modsætning til de kirkelige statistikker, kun tæller børn med moder, der har bopæl i sognet. I provstiet ligger det store Sygehus Vendsyssel, og alle uden bopæl (typisk indvandrere, flygtninge med mere), der føder der, bliver fødselsregistreret hos os. Ved at gennemgå alt med håndkraft tre år tilbage, steg dåbsprocenten i provstiet fra 69 til 87 procent, og i det store bysogn, hvor sygehuset ligger, fra 50 til 92 procent. Det fik mig til at tvivle på tallene og får mig til at opfordre alle til at gøre denne øvelse, så vi får mere præcise tal.

For det grundlæggende problem er, at vi simpelthen har for utydelige tal. Folkekirkens medlemstal, der nu er 4.361.518, faldt med cirka tre procent fra 2007-2017, men det absolutte tal fra 83 til 76. Faldet i medlemstal er på cirka 140.000, hvilket også kan skyldes faldende fødselstal, stigende dødstal med mere. Der er mange variable. Vi mangler også medlemmernes dåbstal. Det tal har for eksempel den svenske kirke, hvor det absolutte dåbstal af hele befolkningen er 45 procent, men medlemmernes er 70 procent. Det tal siger noget om, hvor godt folk holder fast i folkekirken, og hvorfor skulle det forhold ikke være det samme i Danmark, hvor det absolutte dåbstal er 62?

Faktum er, at hvis vi ikke har tallene, som altså godt kan skaffes i Sverige, så fægter vi i blinde og kan ikke foretage de strategiske overvejelser, der er nødvendige. At tallene falder, kan ikke undre, for de kunne dårligt andet, men hvorfor de falder, er det egentlige spørgsmål. Samtidig bør det også indebære en teologisk refleksion over dåben som andet og mere end en medlemsindmeldelse, men også som et forhold til Jesus Kristus.

To forhold er afgørende: dels stor variation i dåbstallene landet over, hvilket betyder, at dåbskampagner må nuanceres og målrettes, hvilket også var pointen i mit første indlæg. For samme undersøgelse, som Marqvard henviser til, viser en dåbsprocent på 50,1 i hovedstadsområdet. Hvis landstallet skal havne på cirka tre fjerdedele, så er andre landsdele nødt til at have et meget højt tal. Vi kan ikke skyde med spredehagl og behøver ret viden om forholdene.

Hvad er for eksempel medlemmernes dåbsprocent? Vi ved det ikke. Og dels det faktum, at en femtedel af alle fødte er børn af indvandrere. Denne gruppe er en kalejdoskopisk gruppe af mennesker af alle mulige former for tro, oprindelse og kultur.

Og det er faktisk mit afgørende anliggende: Vil vi være folkekirke også for dem? Vil vi være folkekirke for folket i Danmark, eller vil vi være en etnisk nationalkirke? Det er det spørgsmål, der står tilbage.

Thomas Reinholdt Rasmussen er provst i Hjørring.