Provster om dåbstal: Også danskere svigter dåben


I Aarhus Kommune og Gentofte Kommune er andelen af nul-fireårige af dansk herkomst, der er døbt, faldet med 10 pct. i runde tal i perioden 2004-14. Vi tolker det som udtryk for, at danske forældre i stigende grad føler sig fremmede over for dåbens indhold og/eller mener, at barnet selv må tage stilling senere i livet.

Fra en undersøgelse som ’Dåb eller ej?’ (Fra Center for Kirkeforskning 2015) ved vi, at mange forældrepar forhandler om dåb, og at den af forældrene, der har de stærkeste følelser, får lov at bestemme. Hvor dåben tidligere var noget, man gjorde, er det i dag i højere grad noget, man overvejer. Og man gør det, hvis man kan se gode grunde til det.
Fra en undersøgelse som ’Dåb eller ej?’ (Fra Center for Kirkeforskning 2015) ved vi, at mange forældrepar forhandler om dåb, og at den af forældrene, der har de stærkeste følelser, får lov at bestemme. Hvor dåben tidligere var noget, man gjorde, er det i dag i højere grad noget, man overvejer. Og man gør det, hvis man kan se gode grunde til det. .

Er folkekirken en succeshistorie eller en synkende skude? Antallet af tal og undersøgelser om folkekirkelige forhold har aldrig været større. Men de giver ikke uden videre svar på spørgsmålet. Det afhænger af perspektiv og fortolkning. Der findes ikke et ’objektivt’ svar på spørgsmålet.

I et fint indlæg i Kristeligt Dagblad den 8. marts har provst Thomas Reinholdt Rasmussen (TRR) påvist, at talen om faldende dåbstal skal nuanceres. I rene tal er antallet af døbte støt faldende og ligger nu på 64 procent af befolkningen. Men hvis man korrigerer for den del af befolkningen, som er indvandrere eller efterkommere af indvandrere, lander dåbsprocenten på 87.

Det er rigtigt at forsøge at korrigere, men om 87 procent så er det ’rigtige’ tal, må tiden og flere undersøgelser vise. Vi ved det ikke. Men det giver TRR anledning til at stille spørgsmålet, om de mange dåbsinitiativer har et forfejlet fokus? Fokus bør rettes mod den stigende del af befolkningen, som ikke naturligt føler sig knyttet til folkekirken. I stedet for at lave kampagner, der retter sig mod medlemmerne, skal folkekirken i mission – og rette sin opmærksomhed mod ikke-medlemmer.

Vi er meget enige i, at ingen kirke – heller ikke folkekirken – skal afgrænse sig ud fra etnicitet. Folkekirken er ramme om protestantisk kristendom i Danmark, men forkynder et budskab og et fællesskab, der rækker ud over grænser som etnicitet og sprog. Og vi er enige i, at folkekirken har en stor opgave over for nye danskere.

Men som provster i to områder, der har taget dåbsfremmende initiativer (”dåbskampagner”), synes vi, der er brug for en replik til TRR’s indlæg. Vi vil ikke her gå ind i en nærmere drøftelse af det statistiske materiale og den rette forståelse af det. Det er der andre, der må være bedre til end os. Men vi vil blot pege på, at andelen af børn af dansk herkomst, der bliver døbt i vores område, er faldet mærkbart over en 10-årig periode.

I Aarhus Kommune og Gentofte Kommune er andelen af nul-fireårige af dansk herkomst, der er døbt, faldet med 10 pct. i runde tal i perioden 2004-14. Det svarer til en udvikling, der gør sig gældende på landsplan. Det er ikke noget, der får os til at lukke kirker eller gå i sort, men dog nok til, at vi tolker det som udtryk for, at danske forældre i stigende grad føler sig fremmede over for dåbens indhold og/eller mener, at barnet selv må tage stilling senere i livet.

Vores provstier har derfor overvejet, hvordan vi kommer ind i samtalen med nybagte forældre om dåb. Vi mener, at der er vigtigt, at folkekirken lader høre fra sig – også hvor den ene eller begge forældre allerede er medlemmer af folkekirken. Fra en undersøgelse som ’Dåb eller ej?’ (Fra Center for Kirkeforskning 2015) ved vi, at mange forældrepar forhandler om dåb, og at den af forældrene, der har de stærkeste følelser, får lov at bestemme. Hvor dåben tidligere var noget, man gjorde, er det i dag i højere grad noget, man overvejer. Og man gør det, hvis man kan se gode grunde til det.

Det er ind i dén dialog og forhandlingssituation, at vi som folkekirke gerne vil være med. Det stiller krav til vores evner både kommunikativt og teologisk. Derfor har præsterne i begge vores provstier arbejdet med dåbsteologi; et område, som efter vores mening har været forsømt i folkekirken igennem mange år.

Vi mener ikke, såkaldte dåbskampagner rammer forbi, sådan som i hvert fald overskriften på TRRs indlæg hævdede. Værdien af dåbsinitiativer skal ikke kun bedømmes på, om de adresserer et statistisk problem (hvad vi i parentes bemærket heller ikke tror, at TRR mener). Og de udelukker slet ikke, at vi også bliver bedre til at række ud mod nye danskere.

Vi mener ligesom TRR, at folkekirken på mange måder har det godt – og langt bedre end det billede, der ofte tegnes i mediernes unuancerede og upræcise omgang med folkekirkelig statistik. Men vi er også overbevist om, at folkekirken må sig indstille på, at dens medlemmer i stigende grad har et medlemsfokus og har brug for, at folkekirken lader høre fra sig i dialogen om dåb og folkekirkemedlemskab.

Peter Birch er provst i Gentofte, og Esben Thusgaard er provst i Aarhus Nordre Provsti.