Hvad du ønsker, skal du få, skrev Peter Faber, da han i 1848 skrev den kendte og elskede julesang Højt fra træets grønne top. Og jeg må sige, at jeg som sognepræst i folkekirken her en måneds tid før jul, har fået, hvad jeg ønsker mig: nemlig muligheden for fra næste sommer at kunne sige ja til at foretage vielser i det fri.
Mere end seks års udstationering som præst for de danske menigheder i Australien har gjort, at jeg aldrig har været i tvivl om, at vielser i det fri ligesom vielser i kirkens rum er både smukke, værdige og kristeligt set meningsfulde.
LÆS OGSÅ:Alle biskopper er åbne for vielser i det fri
For den danske kirke i Australien er det hverdag, at brudepar gerne vil vies ved stranden, i parken eller derhjemme i haven. Primært fordi det for brudeparrene ikke er kirkebygningen, der er det vigtigste, men det, der lyder og forkyndes inde i kirkebygningen. Derfor er det også hverdag, at brudeparrene derude ved stranden, i parken eller derhjemme i haven gerne vil have, at Guds velsignelse lyder over deres ægteskab. Og det siger vi som kirke selvfølgelig ikke nej til.
Overalt, hvor Guds ord kan lyde, skal det lyde, og intet sted er forkert. Guds ord kender ikke til smålighed.
Derfor glæder det mig, at kirkeministeren og biskopperne nu åbner for, at de præster, der ønsker det, får mulighed for at foretage vielser i det fri.
Vi skal da aldrig sige nej til muligheden for at lade Guds ord lyde. Det er da netop det, der er vores opgave, og derfor er jeg glad for denne før-julegave.
Men ved siden af den glæde ligger der en glæde, der er endnu dybere, og det er glæden over, at kirkeministeren og biskopperne med den nye forsøgsordning om vielser i det fri igen tydeligt har vist, at kirken er til for folkets skyld og ikke folket for kirkens skyld.