I Weekendavisen skriver Poul Pilgaard Johnsen om den omsiggribende administration på universiteterne. Folketingspolitiker Henrik Dahl (LA) gætter på, at de mange akademiske administratorer ”finder opgaver til sig selv og i den forbindelse bebyrder kernemedarbejderne – nemlig forskerne – med tidskrævende bureaukrati og mødeaktivitet (...) når en person, som udfører pseudoarbejde, først får fodfæste, er det en invasiv art”.
HK’ernes tillidsrepræsentant, Ingrid Kryhlmand, studser også over, at der finder ansættelse sted af løntunge akademikere i stillinger, som sagtens kunne varetages af kontoruddannet personale. Hvorfor sker det monstro?
Af en artikel i Berlingske kunne man få det indtryk, at det er fordi, der er så mange akademikere. 27 procent af en årgang får i dag en kandidatuddannelse fra universitetet, og da ledigheden blandt nyuddannede med en lang videregående uddannelse er højere end gennemsnittet, bliver akademikere måske nødt til at udstaffere almindelige kontoropgaver med intellektuel pondus for at konkurrere med sekretærer.
I en kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten formulerer forfatteren Soulaima Gourani problematikken med ordene:
”Vi er så vant til at høre, hvordan teknologien bare bliver billigere og lettere tilgængelig, men vidste du så også, at dygtige hjerner faktisk aldrig har været billigere, og heller aldrig været mere tilgængelige – og dermed lettere at få fingre i? De er dygtige, men ender ofte med at arbejde med noget under deres ’niveau’.” Soulaima Gourani konkluderer, at akademikere aldrig har været fattigere, og at der således er ved at opstå en overuddannet underklasse.
Fri af islamisk indoktrinering
Psykologen Erich Fromm skrev for snart mange år siden klassikeren ”Flugten fra friheden”. Det var en analyse af, hvorfor så mange mennesker blev fascineret af totalitarismen i det tyvende århundrede. Erich Fromm mente, at der hos nogle mennesker lå en iboende trang til frivilligt at underkaste sig autoritære systemer. Om denne tilbøjelighed handler et indlæg af maskinmester og forfatter Ahmad Mahmoud i Morgenavisen Jyllands-Posten, hvor han tilkendegiver sin forbløffelse og forargelse over etniske danskere, som konverterer til islam.
Som et ekko af Fromm hedder det: ”Med frihed som dåbsgave og et liv uden lænker og kamp, vælger de en fremtid, hvor meningen med livet serveres for dem sammen med en manual for, hvordan de på bedste vis gør Allah stolt.”
Mahmoud beskriver, hvilke omkostninger det havde for ham at gøre sig fri af familiens islamiske indoktrinering: ”Det har været en blodig kamp, og jeg har mange ar på sjælen.” Mahmoud mener, at når danskere konverterer til islam, så er det for slippe for selv at skulle tage ansvar for tilværelsen og stå til regnskab for den. Mahmoud advarer kraftigt imod fascinationen af islam, der som religion betragtet er ”en hån mod alle de kampe, som mænd, kvinder og også børn har kæmpet” for frihed, ligestilling og ytringsfrihed.
Skal man virkelig støtte Yahya Hassan?
Ytringsfriheden benytter bogaktuelle Yahya Hassan sig også af. Men tidligere politiassistent og krimireporter Dan Bjerregaard opfordrer i Journalisten læserne til grundigt at overveje, om de virkelig skal investere i ”Yahya Hassan 2”:
”Siden Yahya Hassan blev kendt og kom til mange penge, har han chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv.”
Dan Bjerregaard mener i øvrigt ikke, at Yahya Hassan er nær så interessant som fidele anmeldere gør ham til: ”Hvis man mener, at han kommer med en unik indsigt, så kommer man for lidt ud,” og Bjerregaard fremdrager et af Hassans ”banale børnerim”, hvori forfatteren tilsyneladende både bedriver og beskriver selvtægt: ”Jeg sagde smut/ men han forfulgte mig halvandet minut/ og endte med at blive skudt/ det har jeg ikke fortrudt/ selvom det er forbudt/ at prutte med krudt”.
Er dette virkelig poesi af en kaliber, som dansk litteratur ville være fattigere foruden
Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard.