Psykiater: Det gode parforhold handler også om ikke at forstå hinanden

Det er en uudsagt sandhed, at en kvinde og en mand, der lever sammen i et parforhold, skal forsøge at forstå hinanden. Det er et synspunkt, som de fleste uden at tøven bifalder. Det antydes indirekte, at hvis man anstrenger sig længe og ihærdigt nok, vil man kunne få held med sit forehavende. 

Menneskets forståelsesevne er stor. Den baserer sig på, hvad vi kender fra os selv og, hvad vi har erfaret i vores eget liv. Vi kan langt hen ad vejen leve os ind i, hvordan partneren føler og tænker. Men vi er ude af stand til helt at begribe det, vi aldrig selv har oplevet. I bedste fald kan vi opfatte det ”fremmede” med vores forstand og intellekt, men vi forstår næppe den anden, hvis vi ikke har været der selv.

Et kvinde/mand-forhold beror på forståelse og ikke-forståelse. Begge dele skal være til stede for, at relationen kan etableres og vedligeholdes. Det er væsentligt, at der er noget ved den anden, som man kan identificere sig med, men det er lige så vigtigt, at der er egenskaber ved det andet køn, som man altid vil stå undrende overfor, og som man dybest set heller ikke har trang eller evne til at forstå. 

På væsentlige områder er mænd og kvinder usammenlignelige såvel biologisk som mentalt. Vores udseende, bevægelsesmønster og stemmeleje har hver deres karakteristika. Det er et forvirrende paradoks, at mænd og kvinder på mange punkter er forskellige både fysisk og psykisk samtidig med, at der er områder, hvor de minder om hinanden. Mænd er for evigt dømt ude, hvis de forsøger at begribe, hvordan det opleves at menstruere, føde eller amme. Og kvinder vil aldrig kunne vide, hvordan det føles at have ydre kønsorganer. Vi er biologisk forskellige, selvom vi tilhører samme art. 

Psykologisk og adfærdsmæssigt har hvert køn sine særpræg. Det er et kontroversielt emne. Hvor meget skyldes arv, og hvor meget skyldes miljø. Det er for længst slået fast, at mænd almindeligvis har mere veludviklet stedsans end kvinder, som til gengæld er bedre til at have mange bolde i luften især i den fertile alder. Og på talrige andre områder er der egenskaber, som især er forbeholdt det ene eller det andet køn. De to køn drages mod hinanden, fordi deres forskellige psykiske og fysiske udstråling uvilkårligt rammer modpartens sanser, hvorved de bliver hvirvlet ind i tiltrækningens magi. Det er en psyko-biologisk proces, der er løsrevet fornuft og logik. Det er en kraft, som minder om magnetiske poler.

Gensidig fascination opstår, fordi vi i det andet køn ser fysiske og psykiske egenskaber, som vi beundrer. Forenklet og firkantet sagt tiltrækkes kvinder ofte af det stærke og selvsikre, og mænd af det smukke og yndefulde. Selvom vi lever i tider, hvor det er på mode at opfatte køn som noget variabelt, er det svært at komme udenom, at de fleste kvinder tiltrækkes af det maskuline og de fleste mænd af det feminine. Mænd elsker at se smukke kvinde, og kvinder elsker at se flotte mænd. Vi bruger forskellige tillægsord om de to køn: ”smuk” og ”flot” er ikke det samme. Kvinder i tøj, der understreger det feminine, og mænd, der i deres påklædning signalerer vilje og kontrol, skaber en æggende og pirrende stemning, som understreger den kvindelige og den mandlige mystik. For mystik er det.

I erotikkens verden kommer vi aldrig til at forstå ”den anden”, vi nøjes med at nyde og undres over hinanden. En kvinde ved, at hun gør sin mand glad, når hun pynter sig for ham, og en mand ved, at hans kvinde beundrer ham, når han udstråler vilje og selvsikkerhed, men ingen af parterne kan leve sig ind i, hvorfor modparten bliver opstemt over dette. 

Vi ser ofte med kærlighed og undren på hinandens forskelligheder. Mange mænd taler indbyrdes om kvinders mangel på evne til at finde vej som et charmerende og uforståeligt træk, og mange kvinder omtaler for hinanden, hvor ”sært” det er, at mænd altid bliver mere syge af influenza end kvinder. Begge køn holder af disse forskelle, som opfattes som søde og betagende. Kommentarerne fremføres ofte på en kærlig måde uden noget ønske om at forstå, hvorfor det forholder sig sådan. Det fremføres som fænomener, der ikke kan begribes. Var man i stand til at leve sig ind i, hvad det handler om, ville der være risiko for, at tiltrækningen ville forsvinde. Men det er omsonst at forsøge at forstå; vi fascineres, fordi det andet køns ubegribelighed er dejlig. 

Selvom vi ikke ligner hinanden i kropslig udformning og adfærd, fordi vi danner forskellige hormoner og er udstyrede med henholdsvis et x og et y kromosom, er der mange områder, hvor vi forstår hinanden. Et parforhold har en platonisk dimension, hvor de to køn møder hinanden uden erotiske undertoner. Vi kan sætte os ind i mange af hinandens normer, værdier og moral. Vi kan bringes til at forstå, hvorfor vi hver især kan føle blandt andet skam, skyld, mindreværd, merværd og stolthed, fordi disse områder er uafhængige af kønslige forskelle. Vi forstår, hvorfor partneren bliver vred over at blive nedgjort og såret, og vi undres ikke, når ægtefællen bliver ophidset, hvis en bilist kører over for rødt. Vi kan lave kønsneutrale aftaler om, hvem der skal købe ind. Vi kan glædes over, at modparten ser på politik på samme måde som en selv, og man kan fryde sig over at blive forstået i små hverdagsagtige betragtninger, hvor man kan opleve at have samme interesse for film, litteratur, rejser, mad og så videre.

Man glædes over at kommunikere på samme ”kanal” og blive inspireret over de samme fænomener. Man kan lære af hinanden og få vakt sin nysgerrighed for den andens fortid, erfaringer og oplevelser. Og på det platoniske felt kan man blive hinandens bedste ven. Man kan holde af den andens sind og glædes over at være i et gensidigt fællesskab.

Essensen af et kvinde/mand-forhold er vekselvirkningen mellem det erotiske og det platoniske. Den sensuelle tiltrækning forsvinder aldrig. Selv på plejehjem er der mennesker, der fascineres af det andet køn og fortrylles over, at man kan være menneske på en helt anden måde end en selv. 

Er der fravær af pikanteri, gensidig pirren og fascination, lever parret som søster og bror. Og ser man udelukkende sin partner som et erotisk kønsvæsen, ender man i ensomhed, fordi en menneskelig dimension går tabt. Det er ikke alle beskåret at være betaget af både den andens krop og sind og blive ved med at være det. Det kræver mental smidighed at være skiftevis i en nydende oplevelsesmodus og en forstående indlevelsesmodus uden at sprænges eller forvirres.

Partneren er både et ”fremmedartet” nydelsesobjekt og et genkendeligt medmenneske. De to positioner vikler sig ind og ud af hinanden og er i hverdagen ikke altid skarpt afgrænsede undtagen i én situation: Når samlejet er slut og orgasmen har indfundet sig, forlader man den erotiske fase og træder ind i den platoniske. Så er den anden ikke længere blot et menneske, man nyder, men en ven, hvis indre man kan identificere sig med.