Psykiater: Når mennesker ser tilbage på livet, ser vi det gode og glemmer fiaskoerne

Når regnebrættet gøres op, sætter vi ofte kikkerten for det blinde øje og hæfter os ved det, der gik godt og udelader det, der gik skidt. For det er for smertefuldt at tænke på, at noget af det måske var en fiasko

De succeser, man opnår i løbet af tilværelsen, bliver en bekræftelse på, at man har gjort det, man skulle og har indløst de forventninger, man fra barndommen blev udstyret med. Men ingen lever et liv, der består af lutter sejre.
De succeser, man opnår i løbet af tilværelsen, bliver en bekræftelse på, at man har gjort det, man skulle og har indløst de forventninger, man fra barndommen blev udstyret med. Men ingen lever et liv, der består af lutter sejre. Genrefoto: Maskot/Ritzau Scanpix

Når folk bliver ældre, er det kutyme, at de gør status over deres liv. Og spørger man indgående de aldrende, hvordan deres tilværelse har været, er svarene ofte enslydende: ”Jeg har haft et godt liv. Jeg har været heldig, mere heldig end de fleste”.

Man kan undre sig over denne enkle levnedsbeskrivelse, fordi de fleste mennesker i deres tilværelse løber ind i vanskeligheder endda ofte af alvorlig karakter. Man kan studse over, hvorfor tilværelsen bliver beskrevet som entydig god, og man kan forbavses over, hvorfor ordet heldig ofte får en plads, når livet skal gøres op.

Man kan måske komme et svar nærmere ved at rette blikket mod unge, der står i starten af deres voksenliv, og mod børns trang til at konkurrere.

Et ungt voksent menneske er eneansvarlig for at tilrettelægge sin tilværelse. Når uddannelsen er i hus, gælder det om at skaffe sig en plads på arbejdsmarkedet. De fleste unge er usikre. Kommer jeg til at fungere på arbejdspladsen? Kan jeg begå mig i konkurrencen med mine kolleger?

Bliver jeg hægtet af i forhold til medarbejderne, eller kan jeg klare mig i kapløbet om stillinger, goder, forfremmelser og prestige? Kan jeg tjene penge nok til en passende bolig, og får jeg råd til at se de dele af verden, som jeg gerne vil stifte bekendtskab med? Kan jeg klare mig i konkurrencen på kærlighedsmarkedet, og får jeg held i kærlighed?

Og såfremt denne del af udfordringerne går godt, og der kommer børn: Kan mine børn komme til at klare sig, vil de være ligeså dygtige, pæne og talentfulde som venners og søskendes børn? Vil de bringe mig glæde, ære eller skam?

Livet er en kamp for at lykkes. Kampen føres på to fronter. Vi kæmper dels med os selv, vores evner og vores udholdenhed og dels mod andre, som vi måler os med, og som er konkurrenter. Det er en kamp om gunst og anerkendelse. Der er mest blæst og røre omkring det sejrende mandskab. Det er sjovere at vinde end at tabe.

Længslen efter at være med i den ”gode” ende forstærkes og befæstes livet igennem, indtil vi ligger i graven. Hvor ubehageligt og tabubelagt det end kan forekomme, er det en kendsgerning, at der er åbenlys eller diskret kappestrid på alle livets områder. Den beundring, der bliver etteren til del, må toeren kigge langt efter. Vi skeler til ”sidemanden” og holder øje med, hvor langt han er nået. Er han eller hun mere vellykket end mig? I opvæksten lærer vi, at det er bedre at samarbejde end at konkurrere. Og hvis vi endelig vil konkurrere, er det mere ”rigtigt” at kæmpe med sig selv for at blive bedre end at kæmpe mod andre for at blive den bedste. Og hvis vi endnu ikke har forstået det, får vi at vide, at det er vigtigere at være med end at vinde, og at det gælder om at tabe og vinde med samme sind. Men det er ideelle fordringer, som kun få kan leve op til. De, der har tiltro til sig selv, og som er vant til at vinde, er de ivrigste fortalere for konkurrence, mens de mest indædte modstandere plejer at være dem, der er tilbøjelige til at få gummiarm, når det endelige stød skal sættes ind.

Børn konkurrerer og elsker at vinde. Man ser det helt ned i børnehavealderen. Råbet ”Hvem kommer først?” bekræfter dette. Tab i spil og nederlag i sport har i tidens løb udløst megen gråd og vrede. Børns indbyggede trang til at være ”bedst” påvirkes af forældrene, som er fanget i et dilemma: De håber, at deres børn er kompetente og frygter det modsatte. Gør børnene en god figur, får deres vindergen en saltvandsindsprøjtning, fordi de mærker forældrenes glæde og tilfredshed.

De fleste har det bedst ved at tænke på, at tilværelsen var en succes. Men livet er omskifteligt.

Niels Kjeldsen-Kragh,

Evige tabere må drømme sig til beundring. Kan man ikke være vinder i virkelighedens verden, må man nøjes med at være det i fantasiens. Til tider ser det ud, som om det mere er en stræben efter at undgå at ende på sidstepladsen, end det er et ønske om at blive nummer et. Og i sin alderdom kan taberne bilde sig ind: ”Det gik da vist helt godt”.

Forældre følger deres børn tæt, når de konkurrerer mod andre. Man ser det i idrætsklubber, hvor tilråb fra forældre ved stævner afslører, hvor vigtigt det er, at deres børn gør det godt.

En dreng, der er dygtig til fodbold, kaster uvægerligt glans over sine forældre, som får en højere status i forældrehierarkiet. Og det samme gør sig gældende i skolen; også her er der konkurrence indbyrdes blandt børn, hvilket smitter af på forældrenes prestige. Børn mærker fars og mors ambitioner og vænner sig til, at det gælder om at leve op til deres forventninger. Frygten for at fejle sidder dybt i os. Den går i ”arv” fra generation til generation.

De succeser, man opnår i løbet af tilværelsen, bliver en bekræftelse på, at man har gjort det, man skulle og har indløst de forventninger, der var til en fra barndommen. Men ingen lever et liv, der består af lutter sejre.

Selv dem, det er gået bedst, har deres nederlag i bagagen. Ingen kan gå gennem tilværelsen uden at føle sig mislykket en gang i mellem. Nogle havner midlertidigt i erhvervsmæssigt stormvejr, andre har personlighedsmæssige problemer, og hos nogle arter børnene sig ikke som forventet og bringer forældrene sorger.

Selvom alle helst vil være nummer et og have held med alle aktiviteter, ender vi inden for nogle af livets områder en gang imellem som tabere.

Eftersom tilværelsen er en kamp for at lykkes, er der i alle en lurende frygt for at fejle i livet, således at kampen ikke falder så heldigt ud, som man ønsker.

Såvel børn som voksne ser med gru på dem, der sakker agterud, hvad enten det drejer sig om skoleelever, der er anderledes, holdes uden for og mobbes, eller det drejer sig om kolleger, der bliver skandaliseret, bliver drikfældige eller genstand for offentlig foragt.

De fleste rammes af følelsen ”Tænk, hvis det havde været mig”. Det er som at bestige et bjerg; man kæmper for at finde vej derop. Når man så er nået et godt stykke opad, standser man for at nyde udsigten. Og kigger man sig tilbage, konstaterer man med gysen, at nogle har mistet fodfæste og er styrtet i afgrunden.

Alle ved, at held og slumptræf spiller en rolle. Godt nok afhænger succes af egen indsats, men meget kan gå helt anderledes end forventet, hvis ikke man har en vis portion held, som er noget med at være på rette sted på rette tidspunkt.

Og heldet betones: ”Jeg har været mere heldig end min nabo. I modsætning til ham købte jeg byggegrund, lige før priserne steg.” Eller: ”Jeg var heldig at få fire børn, min kollega fik kun et.” Ofte hører man boligejere betone en detalje ved deres hus, som er meget bedre end naboens eller andres huse. Det virker, som om at det er betydningsfuldt at foretage en sammenligning. Og i sammenligningen ligger der ofte en konkurrence om, hvem der er bedst og heldigst.

Det kan være vanskeligt at forholde sig til sine nederlag, og det kræver sommetider umenneskelig kraft at leve med sine egne uudnyttede muligheder. Selv de, der set udefra har klaret sig temmelig godt, kan forbigående blive ramt af en følelse af, at det er ærgerligt, at det ikke er gået bedre, hvorefter den ubehagelige tanke hastigt skubbes til side.

De fleste har det bedst ved at tænke på, at tilværelsen var en succes. Men livet er omskifteligt; en blanding af lykkebringende sammentræf og forspildte chancer. Der er perioder med inspiration, glæde og kreativitet og der er faser af ulykke, vanheld og ensformighed. Der optræder så utallige varierede følelser, stemninger, hændelser og tanker, at intet liv bare har været godt.

Men når regnebrættet gøres op, sætter vi kikkerten for det blinde øje og hæfter os ved det, der gik godt, og udelader det, der gik skidt, fordi det er for smertefuldt at tænke på, at noget af det måske var en fiasko.