Som ledende overlæge på den psykiatriske akutmodtagelse på Bispebjerg Hospital har Inger Ros de seneste måneder ført sin egen lille statistik. Den viser, at 90 procent af patienterne angiver coronarestriktionerne som direkte eller indirekte årsag til deres sygdom. Men hvad er forbindelsen mellem restriktionerne og sygdom?
”Der er kommet en kæmpe dehumanisering under den her samfundsnedlukning, og det berører i allerhøjeste grad de psykisk sårbare, der er voldsomt forpinte af ensomhed. Og så er der problemet med hverdagsstrukturerne. Når de går i opløsning, bliver alting utroligt kaotisk for de psykisk sårbare.
Mange af dem er vant til at få besøg af en kontaktperson, gå til samtaler i et misbrugscenter, komme på et værested eller stå i en Røde Kors-butik. Ofte er det en eller to ting om ugen, som hele deres tilværelse er bundet op på. Det er rammen for deres liv, der nu brister, og samtidig forstærkes ensomheden, fordi den sociale kontakt ramler.”
Under den første nedlukning oplevede psykiatrien på Bispebjerg Hospital mindre søgning end normalt. Men hen over sommeren væltede det ind med patienter, der havde det langt værre end sædvanligt. I efteråret var der håb at spore, men det forsvandt med den aktuelle nedlukning. Så hvor står man nu?
”De seneste to måneder har været virkelig fortvivlende. Vi møder en stor menneskelig armod, hvor folk kommer til os på grund af en afgrundsdyb ensomhed og fortæller, at ’hvis jeg skal sidde ét minut mere alene i min lejlighed, så løber jeg ud på altanen og springer på hovedet ud fra femte sal’.
Men de har ikke en psykisk sygdom, vi kan behandle, så når de har været hos os et par dage og har nydt godt af at have folk omkring sig og få tre faste måltider i døgnet, må vi udskrive dem igen. Folk kan jo ikke bo her, bare fordi de er ensomme.”
I en kronik i Berlingske har du kaldt de psykiatriske patienter for epidemiens ”sande ofre” – hvordan vil du forklare det til de pårørende til de 2351 personer, der er døde med corona?
”Som læge har jeg i mit arbejdsliv stået over for døden rigtig mange gange, og jeg må sige, at det er tilladt at dø, når man er 80 år gammel og har tre følgesygdomme. Også selvom de pårørende synes, det er trist.
Der er 55.000 danskere, der dør hvert år, vi accepterer 13.000 rygerelaterede dødsfald, en tredjedel af os kommer til at dø af kræft.
Så jeg synes ikke, man er et kæmpeoffer, hvis man som 85-årig med kroniske sygdomme dør. Men jeg synes, man er et meget, meget stort offer, hvis man som 23-årig tager sit liv eller som 45-årig har et selvmordsforsøg. Det er det, jeg mener med udtrykket ’sande ofre’.”
Du er uenig i regeringens nedlukning og restriktionerne. Hvordan ville du have lagt snittet?
”Jeg ville have skelet til Sverige. De har taget flere faktorer ind i beregningerne end statistik, matematik og epidemiologi – i deres billede indgår også økonomi, almindeligt velbefindende og psykisk sundhed.
Vi har udskammet dem helt grotesk, men ligesom de, ville jeg have sagt, at vi har at gøre med en sygdom, som stort set kun er farlig for gamle mennesker, der fejler andre ting i forvejen. Dem kunne man så skærme, hvis de havde lyst. Så mit snit ligger lysår fra den politik, der er blevet ført.”
Du kritiserer lægeforeninger og sygehusledelser for at gå ”ind i krisen med rungende og skandaløs tavshed”. Forestår der et selvopgør i lægekredse i forhold til, om man har ladet myndighedernes retningslinjer trumfe lægeløftet?
”Det selvopgør burde have været der for lang tid siden. Men i stedet for at være bagklog vil jeg sige: I dag er en rigtig god dag at begynde på den selvransagelse. Hvis jeg kan sige det mindste, der kan få mine kolleger til at gå ind i kampen og ikke bare klappe hælene sammen, er det det hele værd. Når der bliver sagt ’hold afstand’, skal vi spørge ’hvorfor’ i stedet for ’hvor meget’ – vi har jo et lægeløfte og et medmenneskeligt ansvar, når vi arbejder med sårbare mennesker.”
Hvis du tager forskud på selvopgøret, hvad er så den vigtigste læring?
”Det er, at man skal lade sin faglighed og frem for alt sin menneskelighed komme i første række. Jeg ved ikke, hvor Dansk Psykiatrisk Selskab og diverse lægelige selskaber er blevet af, men allerede under den første nedlukning skulle der have været et kæmpe krisemøde hver uge med alle parter, hvor man fra lægefaglig side havde stillet sig op og sagt, hvad der kunne lade sig gøre – og hvad der ikke kunne. Politikerne har slet ikke fået input fra lægerne om virkeligheden for patienterne.”
Men de har fået klar besked om, at der er steder, hvor sygeplejerskerne er ekstremt pressede?
”Sådan er det også. Der er en sygdom, og man må prioritere: Hvem skal indlægges? Skal en 90-årig med tre sygdomme i respirator? Der skal man være knivskarp på, hvilke retningslinjer man vil behandle efter. Vi er nødt til at prioritere. Ja, vi kan ikke tillade os at lade være, hverken økonomisk eller menneskeligt.”