Hvor er det betydningsfuldt, at en psykolog tager bladet fra munden for at påpege, at også hendes branche kan være medskyldig i den stigmatisering, mange psykisk syge mennesker lever med.
Birgitte Sølvstein indrammer det så godt, når hun i kronikken i Kristeligt Dagblad den 21. oktober langer ud efter psykologer og andre behandlere, der forsøger at sælge sig selv på ”enkle teknikker” eller ”simple strategier” som løsningen på livskriser, eksistentielle spørgsmål eller psykisk sygdom.
Og hvor har hun ret. Jeg tror, at alle, der er eller har været i berøring med det psykiatriske system, vil nægte, at deres samlede indsats for at komme videre i livet på nogen måde kan betragtes som enkel.
Jeg vil vove at tage den kritik, som Birgitte Sølvstein rejser af psykiatrien, et skridt videre.
Mens Birgitte påtaler psykologer og andre faggruppers tendens til at ophøje en specifik metode til noget, der kan løse alverdens problemer, ser jeg også simplificeringen af den enkeltes problem ved, at der ikke er tid, lyst eller måske evne til at registrere og afdække samt analysere og forstå, inden løsninger for at ændre eller udvikle bliver serveret.
Jeg har oplevet behandlere, som i deres første samtale med mig har foreslået medicinering, men nægtet at anerkende mit syn på, at jeg grundet graviditet og tidligere oplevelser med medikamenter ikke ville medicineres. Jeg er ligeledes i en indledende samtale undrende blevet stillet til regnskab for, hvorfor jeg ikke dannede par med mit kommende barns far.
Helt grotesk var oplevelsen dog, da jeg tyndhudet og forgrædt opsøgte Angst- og OCD-klinikken på Rigshospitalet, hvor jeg havde fulgt et gruppeforløb, og blev mødt af en behandler, jeg ikke tidligere havde snakket med, og blev mindet om, at min kæreste havde brug for noget sex.
I de situationer har jeg erfaret et helt og aldeles mangelfuldt fokus på, at relationen mellem behandler og patient er alfa og omega. I stedet for anerkendelse af den lidelse, jeg havde, de vilkår, samfundet havde budt mig, og den måde, jeg forsøgte at tackle det bedst muligt på, stod jeg blot tilbage med endnu mere skyld og skam.
I mine øjne er relationen mellem behandler og patient af så stor betydning, at det burde skrives ind i et hvert offentligt behandlingstilbud. I hvert fald ville jeg i dag ikke være nået så langt i min proces, hvis ikke det havde været for en psykolog, jeg sidenhen fik tilbudt et forløb ved – også på Rigshospitalet.
Det, der gjorde forskellen for mig, var, at hun med sin faglighed mødte mig i en ligeværdig relation og anerkendte mig for det, jeg stod for.
Jeg er derfor ikke i tvivl om, at vi samfundsmæssigt skylder hinanden at være åbne og bryde det tabu, der følger med psykisk sygdom. Måske er samfundet også modent til et opgør?
I hvert fald oplever jeg som ambassadør i EN AF OS-kampagnen, at den viden, som jeg og de andre ambassadører har om livet med psykisk sygdom, er efterspurgt blandt fagfolk, men også af den almene danske befolkning, unge som ældre.
Jeg vil tillade mig at kalde det individualiseret ekspertviden, som bragt endnu længere frem i lyset kan være med til at bekræfte livet i dets mangfoldighed.
Karen Høgh er pædagogisk konsulent.