Psykiatrien fylder i den offentlige samtale som aldrig før. Politiske ledere og ordførere på Christiansborg kappes om at være dem, der vil gøre allermest for at styrke området, og i disse dage forhandler Folketingets sundhedsordførere om en tiårsplan, der skal løfte psykiatrien.
Der er udbredt enighed om, at psykiatrien skal løftes – nu.
Men problemerne i psykiatrien er langt fra nye, siger Jane Alrø Sørensen. Hun er generalsekretær i Bedre Psykiatri, som er en forening, der kæmper for flere ressourcer og bedre behandling i alle grene af psykiatrien og for bedre vilkår for pårørende til mennesker med psykisk sygdom.
“Antallet af patienter er steget voldsomt over de seneste par årtier, mens mængden af ressourcer ikke er fulgt med. Det har medført en psykiatri, der er enormt udhulet, sammenlignet med hvad vi har set tidligere. Vi har aldrig haft en psykiatri i verdensklasse, men vi er i en situation, hvor vi oplever personaleflugt, hvor patienterne ikke er færdigbehandlede, når de udskrives, hvor hver fjerde genindlægges inden for 30 dage, og hvor der er enorme ventetider,” siger hun.
I januar udgav Sundhedsstyrelsen et fagligt oplæg til, hvordan en tiårsplan for psykiatrien kunne se ud. Også her fik de tidligere indsatser på området ord med på vejen.
“Fælles for de tidligere initiativer er dog, at de i vid udstrækning har været præget af en lang række puljefinansierede og midlertidige forsøgsprojekter, der ikke har været sammentænkt ud fra en fælles faglig retning og ambition for området eller med udgangspunkt i det samlede forløb for mennesker med psykiske lidelser. Det er således ikke lykkedes at realisere en handlingsplan, der understøtter et samlet løft for indsatsen for mennesker med psykiske lidelser," står der blandt andet.
Mangelfulde indsatser
At der er store mangler i indsatsen på psykiatriområdet, er Jane Alrø Sørensen enig i.
“Psykiatrien har manglet et ordentligt og strukturelt, systematisk løft. Sådan som man for eksempel gjorde på kræftområdet i 1990’erne. Der talte man om, at det var flovt, at vi som i-land lå så lavt på overlevelsesraterne på kræftsygdomme, og at landene rundt om os klarede sig langt bedre. Det satte et bredt flertal i Folketinget sig for at løse. I dag er kræftbehandlingen i Danmark på et langt højere niveau, og der er gode behandlingsmuligheder for de fleste kræfttyper. Det er resultatet af, at man har prioriteret at løfte kræftområdet bredt, og at man har gjort det på en måde, der har været struktureret. Det er sådan et struktureret løft, der har manglet og fortsat mangler at blive gennemført for psykiatrien,” siger hun.
På kræftområdet er der siden 2000 vedtaget fire såkaldte kræftplaner, der har haft til formål at styrke området.
Og de brede og grundlæggende indsatser har haft en klar effekt. Ifølge Sundhedsdatastyrelsens cancerregister var andelen af kræftramte, der levede mere end fem år efter diagnosen, i 2006-2008 57 procent. I 2018-2020 var andelen 68 procent.
Også på psykiatriområdet er der tidligere indført handlingsplaner. Men uden samme effekt.
“Det her er i princippet den tredje psykiatriplan. Men de to foregående er, trods godt forberedende arbejde, blevet ringe finansieret og ringe struktureret. Det har været knopskyderi mod enkelte problemstillinger hist og pist i stedet for et bredt og struktureret løft som på kræftområdet. Og det resulterer i, at problemerne ikke løses, fordi ressourcerne og organisationen ikke følger med. Det er et godt billede på det liv, som psykiatrien har levet. Man har prøvet, men man har ikke gjort det ordentligt,” siger Jane Alrø Sørensen
Underkendt og politisk uattraktiv
En del af forklaringen på den politiske nedprioritering af psykiatrien skal måske findes i, at vi i vores samfund undervurderer psykens kompleksitet i sammenligning med kroppens. Inden for lægevidenskaben findes 39 specialer. Kun to af disse beskæftiger sig med psykiatri, og de øvrige 37 beskæftiger sig med kropslige, også kaldet somatiske, lidelser. Ud over at være et symbol på de skæve prioriteringer, er specialefordelingerne i sig selv en årsag til, at området ikke fungerer, mener Jane Alrø Sørensen.
“Der mangler en anerkendelse af og forståelse for, at det psykiatriske er fuldt ud ligeså komplekst som det somatiske område. Når man beder en psykiater om både at behandle mennesker med skizofreni og mennesker med depression, svarer det lidt karikeret til at bede en læge om at behandle både kræftpatienter og hjertepatienter. Det duer simpelthen ikke. At regne med, at en speciallæge kan klare begge dele, indebærer også, at man devaluerer psykisk sygdom.”
Netop kompleksiteten i psykiatri kan også have spillet ind på, at psykiatriområdet er blevet underprioriteret politisk, mener Jane Alrø Sørensen.
For selvom hun anerkender, at de somatiske sygdomme er lige så komplekse som de psykiatriske, er det lettere at se årsagssammenhænge, når vi bliver syge i kroppen, end når vi bliver syge i sindet. Under de somatiske specialer, kan man sige, at hvis du ryger, er der større risiko for at få lungekræft. Spiser du fed mad og bliver tyk, er der en risiko for forhøjet blodtryk. Man ved konkret, hvad sygdommen er, hvordan den skal behandles, og man kan se, om der er et resultat af behandlingen. Men det gør sig ikke på samme måde gældende i psykiatrien, siger Jane Alrø Sørensen.
"På psykiatriområdet er mange af de sammenhænge ikke kortlagt endnu. Vi ved ikke med sikkerhed, hvorfor nogle mennesker får en psykisk sygdom, og andre ikke får det. Det betyder, at fortolkningsrummet indenfor psykiatriområdet er meget stort. Feltet er bredt, og der er mange tilgange til, hvad der er den rigtige behandling af forskellige psykiatriske lidelser. Det betyder, at det har været svært at vide, hvad man skulle gøre. Hvad er den rigtige behandling at investere i fra politisk side? Man ved langt mere om psykiske sygdomme og behandlingen i dag, men det er simpelthen ikke slået igennem politisk.”
At den større uvished om, hvilke behandlinger der er de rigtige på psykiatriområdet, kan have gjort emnet uattraktivt for politikerne, mener også Christoffer Green-Pedersen, professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.
“Hvis man skal have politikere til at gå langt ind på et område, for eksempel inden for sundhed, så skal de have en ret klar idé om, at de rent faktisk kan løse de problemer, der er. På andre områder som kræft- og hjertesygdomme har man lavet pakker, der har været bygget på nogle konkrete tiltag, som man har vidst ville virke. Det vil altså sige, at man har vidst, at hvis man kastede flere midler efter nogle nye teknologier eller behandlingsformer, så ville det give resultater. Det er nemmere at forsvare politisk,” siger han og fortsætter:
“Der er psykiatrien nok lidt anderledes. For her har man ikke nødvendigvis snuptagsløsninger på samme måde. Psykiske lidelser og psykiatrien kræver en meget stor og gennemgribende forandring, og derfor kan det være sværere at sige, at hvis vi gør sådan og sådan, så kan vi stå til næste valg og dokumentere, at nu har vi forbedret nogle konkrete ting. Det er ikke rart for politikere at tale om emner, som de ikke ved, hvordan skal løses.”
Social slagside blandt psykiatriske patienter
En anden årsag til, at psykiatrien ikke har opnået det politiske fokus, som området kunne have ønsket sig, skal findes i de psykiatriske patienters sociale baggrund. Det mener Marie Kruse, seniorforsker ved Institut for sundhedstjenesteforskning på Syddansk Universitet og ph.d. i sundhedsøkonomi.
Der er generelt social ulighed i sundhed, og de fattigste og dårligst uddannede, er også dem der er mest syge. Men lige præcis på psykiatriområdet ser man, at rigtig mange af dem, der har behov for at blive indlagt, har en historie med stof- eller alkoholmisbrug. Og det kan være med til at skabe en social slagside netop her, siger hun.
“Det kan give et problem med stigmatisering. Ser man, uanset om man er borger eller politiker, en psykiatrisk patient for sig, vil mange måske have et billede af en socialt udsat person. Men ser man en kræftpatient for sig, kunne det ligeså godt være et familiemedlem. Og det går ud over identifikationen med patienterne. Det kan være medvirkende til, at fokusset på området har været og er mindre.”
Christoffer Green-Pedersen mener også, at de psykiatriske patienters sociale status kan spille en vigtig rolle.
“Psykiatrien er ikke og har ikke været super godt kørende i forhold til patientorganisationer og lægefagligt fokus. Der er andre områder, der har meget stærke og velorganiserede patientgrupper, og som forbindes med stor lægefaglig prestige, hvilket samlet set giver meget stor magt og evne til at råbe højt og få politisk opmærksomhed. I psykiatrien er en stor del af patienterne socialt udsatte, og de har derfor færre ressourcer og overskud til at organisere sig.”
Kan psykiatrien løftes?
Efter mange år, hvor psykiatrien er blevet underprioriteret, er området nu for alvor kommet på det politiske tapet, og der forhandles som nævnt i skrivende stund om en handleplan for de næste 10 år, som skal løfte området.
Folketingets partier tager blandt andet udgangspunkt i det faglige oplæg, som Sundhedsstyrelsen kom med i januar. Og man er positivt stemt hos Bedre Psykiatri, der selv har været med til at udarbejde oplægget.
“Vi bakker fuldt og helt op. Hvis de 37 anbefalinger indfries, så tror vi på, at det vil give det nødvendige løft. Det handler om at komme rundt i alle sektorer af psykiatrien, og at økonomien følger med. Netop økonomien vi vil holde øje med løbende. For finansieringen skal aftales løbende over de ti år. Og det bliver meget dyrt, fordi psykiatrien halter så meget, som den gør.”
I forhold til økonomien er der flere elementer, der kan blive udfordrende, siger Marie Kruse.
Det skyldes blandt andet, at psykiatrien langt fra er det eneste område i sundhedsvæsenet, der har brug for flere midler.
“Vi har et sundhedsvæsen, der generelt er i knæ. Der er nogle få somatiske områder, for eksempel cancer, der er langt foran. Det gælder også andre somatiske områder, men indenfor somatikken er der altså også områder, der ikke er fulgt med udviklingen. Derfor skal man passe på med at sammenligne alt med cancerområdet, for stort set alt andet sakker bagud i forhold til det. Men det er klart, at der er brug for flere midler og flere hænder, også i psykiatrien. Man skal bare huske, at pengene skal tages fra et andet sygdomsområde, og det er svært,” siger hun og påpeger, at mulighederne for at prioritere i sundhedsvæsenet i dag er meget afhængige af fortiden.
“Den måde, vi prioriterer på nu, er betinget af, hvordan vi har prioriteret førhen. Når man i 1990’erne og 2000’erne har satset meget hårdt på kræftområdet, så er det meget svært at skulle fjerne midler igen. Sat på spidsen skal vi jo tage nogle milliarder fra kræftområdet, som har været prioriteret meget højt, og flytte over til psykiatrien. Og det er der jo ikke nogen, der vil være med til, og så er det meget svært at rykke noget reelt. Det er den diskussion, som vi ikke rigtig kan finde ud af at tage i Danmark.”