Psykiatrisk patient: Nære relationer kan erstatte tvang i psykiatrien

Jeg har flere gange været ude for at en god relation til en ansat er blevet afbrudt, fordi ledelsen mener, at relationen er blevet for tæt. Men kan en relation det? For at flytte sig er det nødvendigt at opbygge tillid, så man tør snakke om det, der virkelig gør ondt, skriver psykiatribruger Cecilie Skovbjerg

Psykiatrisk patient: Nære relationer kan erstatte tvang i psykiatrien
Foto: Icon Images/Polfoto.

JEG ER EN DEL AF en dyster statistik. Jeg har været tvangsindlagt i halvandet år på farlighedsindikation. Jeg har været bæltefikseret over 150 gange. Jeg har været medicineret på tvang og er blevet hentet af politiet mange gange.

Og jeg synes fra den erfaringshorisont, at debatten om tvang er utroligt unuanceret.

At tvang bliver foretaget for personalets skyld, da det så er nemmere at styre en udadreagerende eller selvskadende patient, er et forsimplet budskab. I stedet for at fokusere på de etiske spørgsmål forbundet med tvang, skulle man rette blikket mod relationer mellem personale og patienter.

Tætte relationer er ilde set i hospitalspsykiatrien. Alle afdelinger er akutte modtageafdelinger, hvor man ikke arbejder med årsagerne til onderne. Man giver psykofarmaka og mener, at det løser alt. Hvis man i stedet lod patient og ansatte arbejde sammen på at opbygge gode givende relationer, der gør at man virkelig tør åbne op og få snakket om de svære ting, tror jeg mange tilfælde af tvang kan undgås.

JEG HAR FLERE GANGE LÆST, at personalet udøver tvang for nemheds skyld, for at spare ressourcer og bemanding. Men det stemmer ikke overens med virkeligheden. For tvang er hverken sjovt for patient eller personale. Tvang er sidste udvej og den kan bare nogle gang være nødvendig.

Tvang kræver mange ressourcer og meget bemanding i en tid, hvor sparekniven svinges. Jeg tror på, at det rette relationsarbejde, hvor kemien er til stede, vil give et langt bedre resultat. Men indtil man er åben for dette på de psykiatriske afdelinger, kan jeg ikke se, man kan få held med at knække tvangskurven.

En god relation har for mig været den mest effektive vej ud af situationer, der normalt har krævet tvang. Relationsarbejde bør derfor være grundpillen i ethvert samarbejde. Men sådan er virkeligheden ikke. Jeg har flere gange været ude for at en god relation til en ansat er blevet afbrudt, fordi ledelsen mener, at relationen er blevet for tæt. Men kan en relation det? For at flytte sig er det nødvendigt at opbygge tillid, så man tør snakke om det, der virkelig gør ondt.

Relationer er alfa og omega.

I PSYKIATRIEN FORVENTES DET, at man kan komme ud af det med alle de ansatte. Der tages normalt ingen hensyn til kemi eller sympatier hverken fra de ansattes eller patientens side. Det sker en gang imellem, at der opstår en af de sjældne relationer, en af dem, der kan flytte bjerge. Jeg har prøvet det to gange. Begge gange har det været givende og vigtigt for min udvikling at kunne have en at have tillid til, en at kunne stole på. En professionel, der kunne rumme mig. Ikke bare en del af mig, men hele mig.

Begge gange er relationen blevet revet i stykker, fordi ledelsen mente, at den var blevet for tæt, begge gange er det endt i længerevarende bæltefikseringer. Jeg mistede tilliden til afdelingen og de ansatte. Jeg turde ikke stole på, at de rent faktisk gerne ville hjælpe mig. Det sikerhedsnet, der så omhyggeligt var blevet spændt ud under mig, blev revet væk. Jeg kunne ikke længere tro på, at nogen ville gribe min hånd og hjælpe mig, hvis jeg faldt.

Når man snakker om at afskaffe tvang og fikseringer, glemmer man, at det rent faktisk kan redde liv. Når man snakker om, at personalet bare sidder og drikker kaffe, glemmer man, hvor tit de egentlig styrter rundt, fordi der ikke er ressourcer nok.

I stedet for at lange ud efter personalet eller personalets metoder kunne man slå ned på relationen mellem personale og patient.

Det er i relationen mellem mennesker, at de virkelige resultater kan opnås.

Cecilie Skovbjerg er førtidspensionist, lærer og psykiatribruger.