Prøv avisen

Psykisk syg eller psykisk sårbar? Man bliver kun rask fra sygdom

I kronikken den 16. februar beskriver Jonas Jensen en nedtur, som har sat sig dybe spor, og fremhæver i den forbindelse en vigtig pointe i debatten om psykisk sårbares vilkår i Danmark.

Med udgangspunkt i sine egne erfaringer udfordrer han begrebet psykisk sårbarhed og stiller skarpt på den radikalitet, hvormed psykisk lidelse kan forekomme både for den syge og dennes omgivelser. En nedtur som den, han beskriver, er ikke et tegn på sårbarhed den er et klart udtryk for, at man syg, endda rigtig syg. I forsøget på at tale tabuet ud af den psykisk syge hvor sympatisk det end er sker det somme tider, at anerkendelsen af dennes medfølgende kamp for overlevelse nedtones. Det sker, når vi med omsorg og god vilje ønsker at se den syges modgang i livet som sekundær i forhold til vedkommendes hele tilværelse.

Men er det det ærlige billede at tegne af den, der sommetider lider over evne?

Med til begrebet psykisk sårbar hører intentionen om at finde det raske menneske i den syges tilværelse. Det er en god intention, men der er grænser, eller der er situationer i den syges tilværelse, hvor det raske ingen plads har. Denne del bør også kalde på vores anerkendelse, forståelse og alvor. Vores forståelse af problematikken ligger i sproget. Psykisk sårbar er noget, man er. Det er en tilstand, som dækker alt lige fra den, der er ramt af stress til den, der er indlagt på en psykiatrisk afdeling med alvorlige problemer. Denne tilstand kan hænge ved den sårbare gennem hele livet både som en skygge og en præmis, men også som en tilkendegivelse af, at man med sin lidelse ikke står alene, for psykisk sårbarhed kan ramme os alle.

Jonas Jensen har imidlertid erfaret på egen krop, hvordan psykisk sygdom ikke så let lader sig integrere i tanken om en kollektivets medliden. Der er med andre ord stor forskel på at være psykisk sårbar og psykisk syg.

Den psykiske sårbarhed rummer hverken det ekstreme eller det grimme i en nedtur eller en fase som den, Jonas Jensen beskriver, og det er værd at bemærke. De, der har oplevet det, er ramt og ramt hårdere end de fleste, og anerkendelsen af deres tilværelses periodevise ulidelighed er fortsat et tabu, som ikke opløses gennem snak om stress, angst og situationsbestemt nedtrykthed.

Som sagt: Meget ligger i sproget og i vores til tider ubehjælpelige forsøg på at favne og formidle en problematik, der ofte synes at spænde over ekstremer.

Det ville derfor være befriende, hvis vi i beskrivelsen af de mange nuancer af sort, som den psykisk syge lever med, også rent sprogligt kunne tilbyde en mulighed for at blive rask ved samtidig at anerkende, at sygdommens væsen for nogle af os er et spørgsmål om enten-eller.

For man bliver ikke rask fra en sårbarhed, det bliver man fra en sygdom.

Merete Benedikte Johansen,cand.theol. og projektleder i Det Sociale Netværk,Sankt Annæ Plads 16,København K