Psykisk syg: Forståelse er godt, men stop med at sige, at jeg ikke fejler noget

Jeg er bipolar og har lykkeligvis sjældent oplevet, at der bliver set ned på mig af den grund. Det, jeg derimod tit oplever, er folk, som rigtig gerne vil vise deres støtte, men ikke ved, hvordan den støtte skal se ud, skriver studerende

Ofte får jeg at vide, at jeg ikke skal bekymre mig om det, for de synes ikke, at der er noget galt med mig. Det er søde ord, og jeg sætter stor pris på jeres intentioner. Men hvis du får influenza, er der jo ingen, der siger, at du intet fejler. For du fejler jo noget. Og det gør jeg også, skriver studerende.
Ofte får jeg at vide, at jeg ikke skal bekymre mig om det, for de synes ikke, at der er noget galt med mig. Det er søde ord, og jeg sætter stor pris på jeres intentioner. Men hvis du får influenza, er der jo ingen, der siger, at du intet fejler. For du fejler jo noget. Og det gør jeg også, skriver studerende.

Der er i Danmark begyndt at blive sat fokus på det enorme problem, som psykisk sygdom udgør i vores samfund. Vi er blevet klar over, hvor mange der kæmper med den ene eller den anden psykiske lidelse. Jeg synes, at det er fantastisk, at vi er begyndt at snakke om det. Men jeg oplever, at mange så at sige mangler ordforrådet, der er nødvendigt for at tage hul på det emne.

Jeg er selv bipolar og har lykkeligvis sjældent oplevet, at der bliver set ned på mig af den grund. Det, jeg derimod tit oplever, er folk, som rigtig gerne vil vise deres støtte, men ikke ved, hvordan den støtte skal se ud. Ofte får jeg at vide, at jeg ikke skal bekymre mig om det, for de synes ikke, at der er noget galt med mig. Det er søde ord, og jeg sætter stor pris på jeres intentioner. Men hvis du får influenza, er der jo ingen, der siger, at du intet fejler. For du fejler jo noget. Og det gør jeg også.

Jeg forstår godt, hvorfor jeg møder de reaktioner. Psykisk sygdom er en uhyggelig ting, og folk træder varsomt af hensyn til den potentielle sårbarhed, som min situation kan medføre. Men når du siger, at du ikke synes, der er noget galt med mig, så er det som at give mig en skruetrækker, når jeg skal hamre søm i. Jeg ender med at føle, at selvom du vil mig det godt, så bliver mit problem stadig overset. Jeg savner, at nogen tør grave i det, spørge ind til det og udfordre det, ligesom jeg bliver spurgt om og udfordret på alt andet i mit liv.

Sådan tror jeg, at mange andre har det. Det er rart at vide, at folk omkring os stadig synes godt om os, men mange føler sig stadig oversete. Vi er ikke kun syge de dage, hvor vi ligger derhjemme og intet kan. Vi er syge hver dag. Og hvis vi skal bryde det tabu, der er omkring psykisk sygdom, så er det enormt vigtigt, vi tør spørge ind til det.

Bed de udsatte i dit liv om at hjælpe dig med at forstå, hvordan de har det. Snak med dem om det, og find ud af, hvordan du bedst støtter dem igennem det liv, de har fået.

Hvis det lyder, som om jeg ikke sætter pris på den omsorg, jeg møder, vil jeg understrege, at det ikke kunne være længere fra sandheden. Jeg elsker, at jeg lever i en tid og et land, hvor jeg bliver mødt med så meget sympati, som jeg gør. Det er netop den sympati, som I møder mig med, der gør mig sikker på, at mange af jer gerne vil have værktøjerne til virkelig at forstå, hvad vi går igennem. Jeg tror nemlig på, at uanset hvor slemt det er at blive hørt, men ikke forstået, så er det lige så slemt at høre, men ikke forstå. Det er ingen tjent med.

David Fleckner Klausen er studerende.