Prøv avisen

Psykisk syg: Mine kolleger er ikke robotter

Mads Trier-Blom er selv maniodepressiv, og har oplevet stor forståelse og åbenhed om sin sygdom på arbejdspladsen. Han forstår ikke Magnus Harald Haslebos kritik af kampagnen "En af os" (modelfoto)

"Hvordan kan man påstå, at det skader at tale om psykisk sygdom på arbejdet?" Sådan spørger en ambassadør for kampagnen "En af os" efter kritik.

Jeg læste med vantro Magnus Harald Haslebos kronik den 16. november. Ikke fordi jeg ikke tror, at han kan have ret. Verden er ikke sort eller hvid, og en kampagnes budskab på et postkort som for eksempel Det skader ikke at snakke med kolleger om psykisk sygdom er ikke en universel sandhed. Nej, jeg læste Haslebos kronik med vantro, fordi hans menneskesyn og den organisation, han beskriver, er meget fjern fra den virkelighed, jeg oplever.

Jeg fik indtryk af, at Magnus Harald Haslebos arbejdsplads er befolket af følelsesløse robotter, der kommer op med en fejlmeddelelse, hvis de møder en irrationel selvforståelse som det at have en psykisk sygdom.

På min arbejdsplads er kolleger facebookvenner, folk snakker sammen om deres privatliv, deres oplevelser og deres bekymringer, vi viser interesse for hinanden og omsorg, når det er relevant. Jeg tror, at man kan sige, at vores åbenhed om psykisk sygdom, kønsidentitet, fysisk sygdom sætter gang i en positiv spiral, hvor vi støtter og rummer hinanden som hele mennesker. Jeg vil vove at påstå, at dette sikrer trivsel og dermed (for nu at bruge Magnus Harald Haslebos begreb) sikrer kvalitet og engagement i vores kerneydelse.

Netop i kraft af vores åbenhed kan vi beskrive de faktiske skånebehov, vi hver især må have for hele mennesker har alle nogle skånebehov. Nogle kan ikke lide støj, mens de arbejder, andre kan skærme sig med en radio, nogle har brug for pauser, andre for at kunne sige fra.

Jeg spekulerer på, om Magnus Haslebo har den samme holdning til fysisk sygdom. Fysisk sygdom kan vække de samme offerroller og skånebehov, men for nogen er de måske lettere at anerkende end for eksempel min selvforståelse af at have en psykisk sygdom.

Jeg ser for mig en af robotterne på Magnus arbejdsplads henvende sig til ham og fortælle om, hvordan den brækkede begge arme på sin skiferie, og jeg hører Magnus sige: Jeg er ked af, at du har det sådan, men jeg anerkender, at du oplever det sådan. Jeg har i øvrigt dikteret et memo, som du gerne må renskrive.

Psykisk sygdom er lige så reel som fysisk sygdom og private og personlige problemer kan være nødvendige at italesætte, når vi skal yde vores bedste præstation på arbejdspladsen.

Jeg har beskrevet min sygdom på mine arbejdspladser siden 2003, dels til ansættelsessamtaler, dels over for kollegaer på et møde efter ansættelse. Jeg har beskrevet, hvordan stress kan udløse mani og depression, og jeg har gjort det for lettere at kunne forklare, hvorfor jeg senere har måttet afgive arbejdsopgaver for at bevare min stabilitet.

Her i indlægget, hvor jeg har mere plads end et postkortslogan, anerkender jeg, at der kan være situationer, hvor man ikke bør tale om sin sårbarhed. Det må altid bero på, hvem man er, hvordan man har det med sin situation og ens vurdering. Men jeg har aldrig fortrudt min åbenhed.

Jeg vil gerne slutte med et forsigtigt bud på Magnus Harald Haslebos spørgsmål om, hvordan Danske Regioner og Kommunernes Landsforening kan blåstemple En af os-kampagnen. Jeg tror, det er sket i en erkendelse af, at samfundets tabu, fordomme og stigmatisering af psykisk syge reelt er større problemer i samfundet end de psykisk syge i sig selv.

Mads Trier-Blom er fysioterapeut, ambassadør for En af os-kampagnen og maniodepressiv