Det er godt, at man sætter kraftigt ind for at finde en løsning på problemerne angående inklusion, så de mange børn, der i øjeblikket lever i uvished, igen kan få en rolig skolegang.
Måske kunne man også spekulere over, hvorfor der egentlig er så mange børn med diagnoser. Føler nogle børn sig presset allerede som seksårige? Politikerne ønsker at skabe så mange dygtige børn som muligt, og derfor lader de læseindlæringen starte, så snart børnene begynder i skolen.
Tanken er, at når børnene kan læse, kan man jo bare fylde på af viden. Og sandelig, mange små børn lærer at læse som seksårige, og så er det jo bare at komme i gang .
Men der er alligevel også en del, der ikke lærer det så hurtigt, og så har vi jo i det allerførste år skabt to grupper. Nogle vil føle sig udenfor allerede som seksårige, andre vil slås et par år og lade, som om det går, og det er i sig selv enerverende.
Er det klogt at have så travlt? Mennesker og elefanter kræver en lang barndom for at lære at beherske alle de muligheder, som hører til deres art. Elefanter gør stadig, hvad de kan, men mennesker gør ikke.
Vi satser måske på en for ensidig træning af intellektet og presser de små. Derfor får vi flere og flere diagnoser, og senere flere og flere i bander, flere og flere hjemløse og flere og flere, der ønsker hævn. Man kunne da også satse på klogskab, for til klogskab hører forståelse for andre, humor, indsigt og indre ro. Blot er det noget, der kræver tid og ro at udvikle. For øvrigt er det vel også vigtige egenskaber for en leder.
Måske skal vores hensigt med uddannelse ikke være at presse folk ind på en højere uddannelse, end de er egnet til. Vi kunne i stedet stræbe efter at hjælpe med til, at de lærte sig selv at kende og selv mærkede, hvad deres uddannelse skal gå ud på.
Det var det med at lære sig selv at kende, som man arbejdede med i børnehaveklasserne. Som skolepsykolog fik jeg lejlighed til at se dygtige folk arbejde der. Og jeg så, hvor børnene var optaget af det, de lavede, og hvor godt de trivedes.
Man sørgede for ro og tryghed. Der var en eller to voksne, dagene forløb på samme måde, så børnene vidste, hvad der skulle ske. Og så arbejdede man med at lære sig selv at kende.
Man lærte sin krop at kende, lemmer og led, og hvor kræfterne sad. Om man havde mod til at bruge dem, eller man var bange. De lærte om at se og høre, at lægge mærke til og huske. De fik eventyr og historier med skurke og helte, og det vigtige var, at det blev diskuteret bagefter. De lærte at lægge mærke til, hvad de følte, og at give udtryk for det.
De lærte om uenighed, og at man kunne tale om det. De lærte også at lytte efter, hvordan ordene egentlig lød, hvilken lyd begyndte ordet med. Og de lærte om højre og venstre og retninger. Dette sidste var en god hjælp til alle de børn med usynlige besværligheder med at skelne lyde og bogstaver
Har vi råd til at bruge et år på det, kan man spørge. Men man kan også spørge, om man har råd til at lade være. Måske er det vigtigt, at skolen hjælper til med, at et barn lærer sig selv at kende. Det er måske det allervigtigste ”fag”.
Inger la Cour, cand.pæd.psych., Kronprinsessegade 58a, 2.tv., København