Psykolog: Det er en skam, når vi glemmer vores børn

Som psykolog møder jeg igen og igen mennesker – unge som gamle – som kæmper i deres liv og i deres nærmeste relationer, fordi de grundlæggende aldrig er blevet set af deres forældre. Alle behøver ikke at se serien Skam. Men vi bør alle prioritere at se vores børn, skriver psykolog Mattias Stølen Due

Hovedpersonen Eva (længst til højre) fra første sæson har en mor, som optræder kort nogle ganske få gange, men ellers er forældrene stort set fraværende: De arbejder, er bortrejst eller flyttet. Foto fra serien.
Hovedpersonen Eva (længst til højre) fra første sæson har en mor, som optræder kort nogle ganske få gange, men ellers er forældrene stort set fraværende: De arbejder, er bortrejst eller flyttet. Foto fra serien. . Foto: NRK.

Den norske internetserie ”Skam” er blevet et stort hit i Norge, hvor der har været over 200.000 seere til hvert afsnit. Serien har nu også vakt danskernes interesse, og selvom den handler om teenagere på 16-18 år, bliver den set af rigtig mange voksne. Rigtig mange i min egen bekendtskabskreds har set den.

Mange begejstres over den, fordi den skildrer ungdomslivet på en præcis, humoristisk og nuanceret måde, og fordi det er så let at identificere sig med og huske tilbage på de udfordringer og glæder, der skildres. Der er dog få anmeldere og seere, der har hæftet sig ved, hvor lille en rolle forældrene spiller i serien.

Hovedpersonen Eva fra første sæson har en mor, som optræder kort nogle ganske få gange, men ellers er forældrene stort set fraværende: De arbejder, er bortrejst eller flyttet.

Forældrene har så travlt med sig selv, at de ikke har tid til deres børn. Man siger, at djævelen findes i detaljen, og netop denne detalje finder jeg vigtig at fremhæve. For selvom forældrene umiddelbart ikke fylder noget som helst i serien, fylder de alt. De er tilstede via deres fravær.

Mange af de unge i serien kæmper med ikke at være gode nok, som de er. De kæmper – apropos seriens titel – med skam. De vil ikke være sig selv. Det er naturligvis pr. definition svært at være ung, når man endnu ikke har fundet fodfæste i livet, men når forældrene ovenikøbet ikke er tilstede, efterlades unge med tanker om, at deres meninger og valg kan være ligegyldige. At de kan være ligegyldige.

Dette problem findes desværre ikke kun i en fiktiv, norsk tv-serie.

Som psykolog møder jeg igen og igen mennesker – unge som gamle – som kæmper i deres liv og i deres nærmeste relationer, fordi de grund-læggende aldrig er blevet set af deres forældre.

De bærer en skamfølelse med sig og mener ikke, at de er værdige til kærlighed. De mener ikke, at de er elskværdige.

Vi må som forældre huske at se vores børn og interessere os for dem, mens vi har chancen. I stedet for at have så travlt med os selv og vores karriere, interesser og udvikling, bør vi i højere grad vende vores blik mod dem.

Uanset om de er 1, 15 eller 30 år, har de nemlig brug for, at vi ser dem. Naturligvis ikke hele tiden, men nok til at de kan føle sig elskværdige. Nok til at de ikke føler skam.

Alle behøver ikke at se serien ”Skam”. Men vi bør alle prioritere at se vores børn.