Psykolog: Det er forkert, når bedsteforældre gerne må passe børnebørnene, men ikke opdrage dem

Der kommer flere og flere henvendelser til psykolog John Halse fra familier, hvor bedsteforældre og deres voksne børn er uenige om, hvor stor en del af børnebørnenes opdragelse den ældre generation skal være

Bedsteforældre er blevet en større del af deres børnebørns liv, men de skal også have lov til at give modspil. Barnet skal opleve, at det ikke altid får ret, mener psykolog John Halse. – Modelfoto: Christian Lindgren/ Ritzau Scanpix.
Bedsteforældre er blevet en større del af deres børnebørns liv, men de skal også have lov til at give modspil. Barnet skal opleve, at det ikke altid får ret, mener psykolog John Halse. – Modelfoto: Christian Lindgren/ Ritzau Scanpix.

BEDSTEFORÆLDRE I DAG er i højere grad en del af deres børnebørns liv, for de er ressourcer til at passe og hjælpe til i travle børnefamilier. Men det skaber også nogle konflikter, mener familiepsykolog John Halse.

John Halse, hvordan er de nye bedsteforældre anderledes end de gamle?

”Hvor de måske ikke nødvendigvis er yngre i kronologisk alder, er de det i en social og kulturel forstand. Jeg er selv bedsteforælder og er fyldt de 70 år, men jeg har overhovedet ingen pensionisttanker. Min generation dyrker sig selv. Vi rejser, holder os i god fysisk form, vil gerne lære fremmedsprog. Og så går vi på en helt anden måde op i at leve med i det, der interesserer vores børnebørn.

Jeg kan snakke om musik, film og spil med det store kuld børnebørn, jeg har. Og når jeg tænker tilbage på mine bedsteforældre, syntes de, at min generations musik var psykopatmusik, og hvorfor skulle vi have så langt hår?

Den nuværende bedsteforældergeneration er ikke nogle øgler fra forrige årtusinde, som mine bedsteforældre var, og det betyder også, at generationerne kan mødes på en helt anden måde i dag. Det går lidt lettere at komme i sync.”

Det lyder jo alt sammen dejligt…

”Ja, men jeg oplever samtidig at få flere og flere henvendelser fra voksne børn og bedsteforældre, der ikke kan tale sammen. Unge forældre oplever, at bedsteforældrene bliver en invasiv art, der trænger ind på områder, hvor de ikke synes, de skal være.

Problemet bunder i, at forældregenerationen i dag, altså dem mellem omkring 30 og 45 år, som har små børn, meget gerne inviterer os bedsteforældre indenfor.

Både fordi de gerne vil have os og mener, at vi har noget at byde på, men også fordi de har brug for os.

Men når de udtrykker, at de har brug for os til at få tingene til at hænge sammen med små børn og to fuldtidsjobs, så nytter det ikke noget, at bedsteforældrene samtidig får at vide, at de ikke kan opdrage på børnene. Så kan man ikke have samvær.”

Hvorfor ikke?

”Fordi man, hvis man skal være en del af børnebørnenes liv, også må spille en aktiv rolle. Det bliver et problem, hvis den ene part er passiv og bare ligger i hængekøjen, så udvikler man ikke relationen mellem bedsteforælder og barn.

Relationer er bygget op omkring, at man gør ting sammen, og det er dejligt, når bedsteforældre leger med børnebørnene eller går lange ture i skoven og fortæller om planter.

Men hvis relationen skal udvikles, og der skal være en tilknytning, skal der også være modspil og udspil.

Barnet skal opleve, at det ikke altid får ret og er sammen med en passiv voksen, når de er sammen med bedsteforældrene. Så bliver det en over og underrelation i stedet for en én til énrelation.”

Hvorfor er det svært for forældre og bedsteforældre at finde en fælles grund?

”Nu er det jo heller ikke alle, der har problemer, men jeg ser en stigende tendens i min praksis. Det kan være svært for bedsteforældre at erkende, at de unge gør det på den måde, de gør. På den anden side er det heller ikke en farbar vej for de unge at sige til bedsteforældrene, at de skal tie stille og rette ind, hvis de gerne vil have hjælp og endda ofte.”

Har de unge flere regler i dag, siden disse konflikter opstår?

”Gid, det var så enkelt, at man kunne sige, at det er også, fordi de slappe 1968’ere synes, der ingen regler skal være, og at forældre i dag er forført af hele selvhjælpsbogstendensen, hvor børn skal være robuste og anerkendes. Sådan er det måske i nogle tilfælde, men jeg ser lige så ofte det modsatte.

Konflikterne kommer selvfølgelig, fordi der er forskellige opfattelser af, hvilken adfærd man skal have over for børnene. På den ene side står der nogle forældre, som synes, at bedsteforældrene blander sig for meget i børnebørnenes liv og kritiserer den måde, de gør tingene på. Og på den anden side står bedsteforældrene, som måske vil gøre tingene anderledes, og som, når de får kritik, kan få den tanke, at de indirekte kritiseres for de ting, de gjorde, da deres børn var små.”

Hvad gør man så?

”Man skal kommunikere. Slå lyttelapperne ud og find frem til, hvordan man gør tingene. En ting kan for eksempel være, at den matrikel, børnebørnene befinder sig på, dér bestemmer ejerne. Så hvis børnebørnene er hos bedsteforældrene, må de gerne få at vide, at de ikke skal bruge vinylerne som frisbees, for det vil bedsteforældrene ikke have.

Og hvis forældrene på den anden side har nogle klare retningslinjer derhjemme, må bedsteforældrene overholde dem, når de er dér. Der er ikke nogen, der har ret eller uret. Vi har bare forskellige opfattelser, fordi vi har at gøre med noget, der på langt de fleste felter ikke er eksakt viden og fuldstændigt facit.

Det handler om etik, normer og værdier, og det er der, det kan gå galt, hvis man ikke kan snakke sammen og finde frem til fælles grund.”

Hvad så, hvis man ikke kan blive enige, hvem har så ret?

”Der er ikke nogen, der har ret. Men man skal kommunikere. Og så er det også i orden, at der er forskellige spilleregler for børnebørnene, når de er hjemme, og når de er hos bedsteforældrene. Den, der har barnet, må sætte rammerne.

Lille Malthe kan godt finde ud af, at når han er sammen med farmor og farfar, må han det her, og derhjemme må han det på den her måde.

Til bedsteforældrene og forældrene har jeg det budskab, at man også nogle gange skal tælle til tre, inden man tager konflikter om hvad som helst. Selvom vi kulturelt og socialt er tættere på hinanden generationsmæssigt, skal man også tænke på, at generationerne gør tingene forskelligt, fordi de har forskellige udgangspunkter. Så det, bedsteforældrene gjorde, gjorde de, fordi det var det rigtige på det tidspunkt, og det samme gør sig gældende for forældregenerationen i dag.

Begge ting er rigtige, man skal bare respektere hinandens forskelligheder og finde fælles fodslag i forskellene.”