Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Debatinterview

Psykolog: Du finder aldrig den rette, hvis den rette er dig selv

DR-programmet ”Gift ved første blik”, hvor blandt andre Christina på billedet medvirker, er udtryk for, at den ”pladderromantiske” forestilling om den eneste ene lever i bedste velgående. Og det udfordrer snarere end leder vejen til kærlighed, mener psykolog Lars Lundmann, der er aktuel med bogen ”Du skal ikke være dig selv”. – Foto: DR

I DR-programmet ”Gift ved første blik” møder en gammelromantisk forestilling om den eneste ene nutidens velvillighed til at udstille sig selv, mener psykolog Lars Lundmann. Og det er sjældent en god kombination

Lars Lundmann, du er aktuel med en bog om narcissisme og kærlighed i det moderne samfund. Hvorfor tror du, at så mange er villige til at jagte kærligheden for åben skærm?

Folk er blevet mere villige til at udstille sig selv. Hvis man for eksempel oplever, at ens liv er lidt tomt, kan man med et program som ”Gift ved første blik” snige sig til 15 minutters berømmelse. Man bliver nogen. Og så endda nogen, som en række eksperter har fundet en partner til.

Læs også: TV-præst fra ”Gift ved første blik”: Jeg har fundet min store kærlighed

Hvor der for 20 år siden ikke rigtig var andet end ”Robinson Ekspeditionen”, er reality-programmer i dag blevet normaliseret i en sådan grad, at snart intet er for privat til skærmen. Sideløbende har datingportalerne indfundet sig som en ganske almindelig måde at finde en partner på. Det digitale match er i dag mere reglen end undtagelsen.

Det er blevet mere acceptabelt at søge kærligheden. Men er den blevet sværere at finde?

Jeg tror som sådan ikke, det er blevet sværere at finde en partner. Men vores normer har ændret sig. For 70 år siden var ægteskabet en vigtigere institution end idéen om det perfekte forhold. Dengang fandt man en, slog sig ned og blev gift. Og så blev man – selv når det ikke fungerede – for det var for skamfuldt at blive skilt. I dag ender cirka halvdelen af alle ægteskaber i skilsmisse.

Og det er blevet mere acceptabelt at lede videre. Man kan sige, at det i dag er blevet en normaliseret del af vores kultur at agere på en tendens, vi også så for 70 år siden.

Hvis tendensen er, at vi grundlæggende kløjes i kærlighed. Hvad er problemet da?

Der findes jo et væld af definitioner på begrebet kærlighed. Men særligt overlevelsesdygtig er den pladderromantiske forestilling om den eneste ene. Idéen om, at der findes et rigtigt match. En soulmate. En, man kan dyrke tosomheden med, som tænker og vil det samme som en selv. Problemet er bare, at alle mennesker jo er forskellige, så hvis man leder efter en klon af sig selv, så vil man lede forgæves. Du kan ikke finde den rette, hvis den rette er dig selv.

Hvorfor er den eneste ene en illusion?

Det er et spil mellem de billeder, vi fremsætter af os selv. Lad os sige, at to tager på date med formålet om at finde den eneste ene. Som to ønskelister, der skal se ens ud. Hvis man vil have den anden til at føle, at man er den eneste ene, er det jo noget, man kan overbevise den anden om ved at bekræfte, anerkende og engagere sig i alt, hvad denne siger. Hvis du fortæller, at du går rigtig meget op i at spille fodbold, kan jeg sige: ”Ej, hvor er det vildt, det gør jeg også.” Og hvis man fortsætter den anerkendelsesrække, så kan man ende med følelsen af, at det da må være skæbnen, som har ført os sammen.

Men er forelskelsen ikke vigtig?

Jo, men man kan ikke lægge den i andres hænder. Hvis ikke den opstår, så tror jeg først og fremmest, man skal se på sig selv, sine vaner og relationer til andre mennesker. Ser man respektfuldt på folk omkring sig? Er man god til at anerkende andre? Har man en grundlæggende accept af tilværelsen? Hvis det er tilfældet, så tror jeg nok, man skal tiltrække en, man bliver glad for at være sammen med. Og er det ikke det vigtigste? Forelskelsen er en tilstand, som henter kraft i din selvfølelse.

Hvori ligger muligheden for at lykkes da?

Det handler blandt andet om at forventningsafstemme. Hvis ikke man kender til den andens forventninger, så vil man højst sandsynligt skyde forbi skiven. ”Jeg kunne godt tænke mig, at du var lidt mere til stede,” kunne én sige. Men hvad vil det egentlig sige? Det er uhåndgribeligt. Men tænk, hvis det blot handler om, at man slukker mobilen under middagen.

Man bliver nødt til at konkretisere sine ønsker og forventninger. Det handler i høj grad også om accept og tilpasning. Det gælder i arbejdssammenhænge som i parforhold. For vi er ikke det samme menneske, der tænker de samme tanker.